Historien om verdens civilisation II

Kvindeligt barnemord i Indien har en historie, der strækker sig over flere århundreder. Fattigdom, medgiftssystemet, fødsler hos ugifte kvinder, misdannede spædbørn, hungersnød, mangel på støttetjenester og sygdomme hos mødre som f.eks. postpartumdepression er blandt de årsager, der er blevet foreslået som forklaring på fænomenet kvindedrab i Indien.

Infantedrab er i dag en strafbar handling i Indien, men det er en underrapporteret forbrydelse; pålidelige objektive data er ikke tilgængelige. Der blev rapporteret om ca. 100 mandlige og kvindelige barnemord i landet i 2010, hvilket giver et officielt tal på mindre end et pr. million indbyggere.

DEFINITION

I afsnit 315 i den indiske straffelov defineres barnemord som drab på et spædbarn i aldersgruppen 0-1 år. I loven skelnes der mellem dette og en lang række andre forbrydelser mod børn, herunder fostermord og mord.

I nogle videnskabelige publikationer om barnemord anvendes den juridiske definition. Andre, som f.eks. samarbejdet mellem Renu Dube, Reena Dube og Rashmi Bhatnagar, der beskriver sig selv som “postkoloniale feminister”, anvender et bredere anvendelsesområde for barnemord og anvender det fra fostermord til kvindemord i en uspecificeret alder. Barbara Miller, en antropolog, har “for nemheds skyld” brugt begrebet til at henvise til alle ikke-tilfældige dødsfald blandt børn op til 15-16 års alderen, som kulturelt anses for at være den alder, hvor barndommen ophører i Indien på landet. Hun bemærker, at barnemord kan være “direkte”, f.eks. fysisk tæsk, eller tage en “passiv” form som f.eks. vanrøgt og udsultning. Neonaticid, som er drab på et barn inden for 24 timer efter fødslen, betragtes undertiden som en særskilt undersøgelse.

Studier af systematisk barnemord baseret på køn har haft tendens til at koncentrere sig om kvindelige børn – kvindeligt barnemord – men der er tilfælde, hvor mandlige børn er målrettet, og et historisk eksempel herpå var i Japan. Eleanor Scott, en arkæolog, der har specialiseret sig i studiet af spædbarnsdød og deres kulturelle associationer, bemærker, at tendensen til at koncentrere sig om de kvindelige eksempler er malplaceret og drevet af det 19. århundredes kulturantropologers ønske om at forklare udviklingen af slægter og ægteskabssystemer. Scott bemærker også, at Netsilik Inuit “er faktisk det eneste samfund, for hvilket der findes reelle kvalitative data om eksistensen af praksis med kvindedrab.”

KOLONIAL PERIODE

KOLONIALE PERIODE

Britiske kolonister i Indien blev først opmærksomme på praksis med kvindedrab i 1789, under kompagniets styreperiode. Den blev bemærket blandt medlemmer af en Rajputklan af Jonathan Duncan, der dengang var britisk resident i Jaunpur-distriktet i det, der nu er den nordlige delstat Uttar Pradesh. Senere, i 1817, bemærkede embedsmænd, at denne praksis var så indgroet, at der var hele taluks af Jadeja Rajput-klanen i Gujarat, hvor der ikke fandtes nogen kvindelige børn fra klanen. I midten af det 19. århundrede hævdede en magistrat, der var udstationeret i den nordvestlige del af landet, at der i flere hundrede år aldrig var blevet opfostret nogen datter i Mynpoorie-rajaernes højborge, og at det først var efter indgreb fra en distriktssamler i 1845, at Rajput-herskeren der holdt en datter i live. Briterne identificerede andre højkaste-samfund som udøvere i de nordlige, vestlige og centrale områder af landet; disse omfattede Ahirs, Bedis, Gurjars, Jats, Khatris, Lewa Kanbis, Mohyal Brahmins og Patidars.

Ifølge Marvin Harris, en anden antropolog og blandt de første fortalere for kulturel materialisme, fandt disse drab på legitime børn kun sted blandt Rajputerne og andre elitegrupper, der ejede jord og var krigere. Begrundelsen var hovedsagelig økonomisk og lå i ønsket om ikke at dele jord og rigdom mellem for mange arvinger og i ønsket om at undgå betaling af medgift. Søstre og døtre ville gifte sig med mænd af samme rang og dermed udgøre en udfordring for samhørigheden af rigdom og magt, mens konkubiner og deres børn ikke ville gøre det og derfor kunne få lov til at leve. Han hævder endvidere, at behovet for krigere i landsbyerne i et præindustrielt samfund betød, at kvindelige børn blev nedvurderet, og at kombinationen af krigsofre og barnemord fungerede som en nødvendig form for befolkningskontrol.

Sociobiologer har en anden teori end Harris. Faktisk er hans teori og interesse for emnet barnemord affødt af hans mere generelle modstand mod den sociobiologiske hypotese om det forplantningsmæssige imperativ. Ifølge denne teori om imperativ, der er baseret på 1800-tallets mode for forklaringer med rod i evolutionen og dens forudsætning om naturlig udvælgelse, betød de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, at man kunne få mange flere børn blandt eliterne gennem støtte til mandlige afkom, hvis frugtbarhed naturligt var meget større: linjen ville sprede sig og vokse mere omfattende. Harris mener, at dette er en fejlagtig forklaring, fordi eliterne let havde tilstrækkelig rigdom til at forsørge både mandlige og kvindelige børn. Harris og andre, såsom William Divale, ser således kvindelige barnemord som en måde at begrænse befolkningsvæksten på, mens sociobiologer som Mildred Dickemann ser den samme praksis som et middel til at udvide den.

En anden antropolog, Kristen Hawkes, har kritiseret begge disse teorier. På den ene side siger hun, i modsætning til Harris, både at den hurtigste måde at få flere mandlige krigere på ville have været at have flere kvinder som barnefødte, og at flere kvinder i en landsby ville øge potentialet for ægteskabsalliancer med andre landsbyer. Mod teorien om det forplantningsmæssige imperativ påpeger hun, at konsekvensen af, at velhavende eliter som dem i det nordlige Indien ønsker at maksimere reproduktionen, er, at fattige mennesker ville ønske at minimere den og derfor i teorien burde have praktiseret mandligt barnemord, hvilket de tilsyneladende ikke gjorde.

Reliabilitet af koloniale rapporter om barnemord

Der findes ingen data for kønskvotienten i Indien før den britiske kolonitid. Da briterne var afhængige af de lokale højkaste-samfund med hensyn til skatteopkrævning og opretholdelse af lov og orden, var administratorerne i begyndelsen tilbageholdende med at kigge for dybt ind i deres private anliggender, f.eks. i forbindelse med barnemord. Selv om dette ændrede sig i 1830’erne, opstod denne modvilje igen efter det indiske oprør i 1857, som var en kathartisk begivenhed, og som betød, at East India Company’s regering blev afløst af det britiske Raj. I 1857 rapporterede John Cave Browne, en kapellan, der tjente i det bengalske præsidentembede, om en major Goldney, der spekulerede i, at praksis med barnemord på kvinder blandt jats i Punjab-provinsen skyldtes “malthusianske motiver”. I Gujarat-regionen stammer de første citerede eksempler på forskelle i kønsfordelingen blandt Lewa Patidars og Kanbis fra 1847. Disse historiske optegnelser er blevet anfægtet af moderne forskere. Briterne gjorde deres observationer på afstand og blandede sig aldrig med deres indiske undersåtter for at forstå deres fattigdom, frustrationer, liv eller kultur på tæt hold. Browne dokumenterede sine spekulationer om barnemord på kvinder ved hjælp af “de fortæller” rygter. Bernard Cohn anfører, at de britiske koloniale indbyggere i Indien ikke ville anklage et enkelt individ eller en familie for barnemord, da forbrydelsen var vanskelig at bevise ved en britisk domstol, men at de ikke desto mindre anklagede en hel klan eller social gruppe for kvindemord. Cohn siger, at “kvindedrab blev således en ‘statistisk forbrydelse'” under koloniherredømmet i Indien.

Suden talrige rapporter og korrespondance om barnemord fra koloniale embedsmænd var der også dokumentation fra kristne missionærer, som var vigtige forfattere af etnografier om Indien i det 19. århundrede. De sendte breve tilbage til Storbritannien, hvori de bekendtgjorde deres missionske bedrifter og karakteriserede kulturen som vild, uvidende og fordærvet. Forskere har sat spørgsmålstegn ved denne forvrængede konstruktion af den indiske kultur i kolonitiden og hævder, at barnemord var lige så almindeligt i England i det 18. og 19. århundrede som i Indien. Nogle britiske kristne missionærer i slutningen af det 19. århundrede, siger Daniel Grey, troede fejlagtigt, at barnemord på kvinder var godkendt af hinduismens og islams skrifter, og at kristendommen “århundreder efter århundreder var kommet i sejrrig konflikt med dem”.

LOKALITET OG DIREKTE METODER

En gennemgang af forskningen foretaget af Miller har vist, at størstedelen af kvindedrab i Indien i kolonitiden fandt sted i det nordvestlige Indien, og at det var udbredt, selv om ikke alle grupper udøvede denne praksis.

David Arnold, et medlem af subaltern studies-gruppen, der har brugt mange samtidige kilder, siger, at der blev brugt forskellige metoder til direkte barnemord, herunder angiveligt også forgiftning med opium, strangulering og kvælning. Giftige stoffer som f.eks. roden af plumbago rosea og arsenik blev brugt til abort, hvor sidstnævnte ironisk nok også blev brugt som afrodisiakum og middel mod mandlig impotens. Det direkte barnemord blandt Rajputs blev normalt udført af kvinder, ofte af moderen selv eller en sygeplejerske. Indgivelse af gift var under alle omstændigheder en form for drab, der især var forbundet med kvinder; Arnold beskriver det som “ofte mord ved fuldmagt”, hvor manden var fjernt fra begivenheden og derfor kunne hævde sin uskyld.

Praksis blev gjort ulovlig i de britisk-indiske regioner Punjab og de nordvestlige provinser og Oudh med vedtagelsen af Female Infanticide Prevention Act, 1870. Loven bemyndigede den indiske generalguvernør til efter eget skøn at udvide den til andre regioner, når det var hensigtsmæssigt.

Familiens indflydelse på barnemord

Større hungersnød opstod i Indien hvert femte til ottende år i det 19. og tidlige 20. århundrede, hvilket resulterede i, at millioner af mennesker sultede ihjel. Som det også skete i Kina, gav disse begivenheder anledning til barnemord: desperate, sultende forældre dræbte enten et lidende spædbarn, solgte et barn for at købe mad til resten af familien eller tiggede folk om at tage dem væk for ingenting og give dem mad. Gupta og Shuzhou anfører, at massive hungersnød og fattigdomsrelaterede historiske begivenheder har påvirket de historiske kønsforhold, og de har haft dybe kulturelle forgreninger på piger og regionale holdninger til kvindelig spædbarnsdødelighed.

DET ØKONOMISKE POLITISKES PÅVIRKNING PÅ BØRNEDØDSDØDEN

Som Mara Hvistendahl siger, viste dokumenter efterladt af koloniadministrationen efter uafhængigheden en direkte sammenhæng mellem det britiske Ostindiske Kompagnis skattepolitik og stigningen i antallet af barnemord på kvinder.

REGIONAL OG RELIGIØSE DEMOGRAFI

Fra 1881 til 1941 viser demografiske data, at Indien havde et overskud af mænd generelt i alle disse år. Kønsforskellen var særlig stor i Indiens nordlige og vestlige regioner med en samlet kønskvotient – mænd pr. 100 kvinder – på mellem 110,2 og 113,7 i det nordlige Indien i den 60-årige periode og 105,8 til 109,8 mænd pr. 100 kvinder i det vestlige Indien i alle aldre. Visaria anfører, at underskuddet af kvinder blandt muslimer var markant højere, kun overgået af sikherne. Den sydindiske region var en undtagelse, der rapporterede et overskud af kvinder generelt, hvilket forskere til dels tilskriver selektiv udvandring af mænd og den regionale praksis med matriarkat.

De samlede kønskvotienter og overskud af mænd i forskellige regioner var højest blandt Indiens muslimske befolkning fra 1881 til 1941, og kønskvotienten i hver region korrelerede med andelen af den muslimske befolkning, med undtagelse af den østlige del af Indien, hvor den samlede kønskvotient var relativt lav, mens den havde en høj procentdel af muslimer i befolkningen. Hvis de regioner, der nu er en del af det moderne Pakistan, ikke medregnes (f.eks. Baluchistan, North West Frontier og Sind), konstaterer Visaria, at de regionale og overordnede kønskvotienter for resten af Indien i perioden 1881-1941 blev forbedret til fordel for kvinderne med en mindre forskel mellem den mandlige og kvindelige befolkning.

KONTEMPORÆRE DATA OG STATISTIK

Infantmord i Indien og andre steder i verden er et vanskeligt spørgsmål at få objektiv adgang til, fordi der ikke findes pålidelige data. Scrimshaw anfører, at ikke kun den nøjagtige hyppighed af kvindelig barnemord er ukendt, men at differentieret pleje mellem mandlige og kvindelige spædbørn er endnu mere flygtige data.

Sheetal Ranjan rapporterer, at det samlede antal rapporterede tilfælde af mandligt og kvindeligt barnemord i Indien var 139 i 1995, 86 i 2005 og 111 i 2010; National Crime Records Bureau’s oversigt for 2010 angiver et tal på 100. Forskere hævder, at barnemord er en underrapporteret forbrydelse.

Rapporter om regionale tilfælde af barnemord på kvinder er dukket op i medierne, f.eks. i

GRUNDER

Ekstrem fattigdom med manglende råd til at opdrage et barn er en af de grunde, der angives til barnemord på kvinder i Indien. En sådan fattigdom har været en vigtig årsag til høje børnedrabsprocenter i forskellige kulturer gennem historien, herunder England, Frankrig og Indien.

Medgiftssystemet i Indien er en anden grund til barnemord på kvinder. Selv om Indien har taget skridt til at afskaffe medgiftssystemet, fortsætter denne praksis, og for fattigere familier i landdistrikterne tilskrives kvindedrab og kønsselektiv abort frygten for ikke at kunne skaffe en passende medgift og derefter blive socialt udstødt.

Andre vigtige årsager til barnemord, både på kvinder og mænd, omfatter uønskede børn, f.eks. børn, der er undfanget efter voldtægt, misdannede børn født i fattige familier og børn født af ugifte mødre, der mangler pålidelig, sikker og billig fødselskontrol. Forholdsproblemer, lav indkomst, manglende støtte kombineret med psykisk sygdom som f.eks. fødselsdepression er også blevet rapporteret som årsager til barnemord på kvinder i Indien.

Elaine Rose rapporterede i 1999, at den uforholdsmæssigt høje kvindedødelighed hænger sammen med fattigdom, infrastruktur og midler til at brødføde sin familie, og at der er sket en stigning i forholdet mellem sandsynligheden for, at en pige overlever, og sandsynligheden for, at en dreng overlever, med gunstig nedbør hvert år og den deraf følgende mulighed for at kunstvanding af landbrug i Indiens landdistrikter.

Ian Darnton-Hill et al. anfører, at virkningen af underernæring, især mangel på mikronæringsstoffer og vitaminer, afhænger af køn, og at det har en negativ indvirkning på kvindelig spædbarnsdødelighed.

STATSENS SVAR

I 1992 startede den indiske regering “baby cradle scheme”. Denne ordning giver familier mulighed for anonymt at afgive deres barn til adoption uden at skulle igennem den formelle procedure. Ordningen er blevet rost for muligvis at redde tusindvis af småpigers liv, men den er også blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper, som siger, at ordningen tilskynder til at forlade børn og også forstærker den lave status, som kvinder har.Ordningen, som blev afprøvet i Tamil Nadu, så vugger placeres uden for de statsdrevne sundhedsfaciliteter. Tamil Nadus premierminister tilføjede endnu et incitament, idet han gav penge til familier, der havde mere end én datter. 136 små piger blev givet til adoption i løbet af de første fire år af ordningen. I 2000 blev der rapporteret 1.218 tilfælde af barnemord på kvinder, ordningen blev anset for at være en fiasko, og den blev opgivet. Den blev genindført det følgende år.

I 1991 blev ordningen til beskyttelse af pigebørn lanceret. Denne fungerer som et langsigtet økonomisk incitament, hvor familier i landdistrikterne skal opfylde visse forpligtelser som f.eks. sterilisation af moderen. Når forpligtelserne er opfyldt, sætter staten ₹2000 til side i en statslig fond. Fonden, der skal vokse til ₹10.000, frigives til datteren, når hun er 20 år: hun kan bruge den enten til at gifte sig eller til at tage en videregående uddannelse.

INTERNATIONALE REAKTIONER

Centret for demokratisk kontrol med de væbnede styrker i Genève (DCAF) skrev i sin rapport fra 2005, Women in an Insecure World, at på et tidspunkt, hvor antallet af krigsofre var faldet, blev der begået et “hemmeligt folkedrab” mod kvinder. Ifølge DCAF er det demografiske underskud af kvinder, der er døde på grund af kønsrelaterede problemer, i samme størrelsesorden som de 191 millioner skønnede døde fra alle konflikter i det 20. århundrede. I 2012 blev dokumentarfilmen It’s a Girl: The Three Deadliest Words in the World (Det er en pige: de tre dødeligste ord i verden) udgivet. Den fokuserede på barnemord på kvinder i Kina og i Indien.

I 1991 skrev Elisabeth Bumiller May You be the Mother of a Hundred Sons: A Journey Among the Women of India (En rejse blandt Indiens kvinder) om emnet barnemord. I kapitlet om kvindelig barnemord med titlen No More Little Girls sagde hun, at den fremherskende årsag til denne praksis er “ikke som en handling udført af monstre i et barbarisk samfund, men som den sidste udvej for fattige, uuddannede kvinder, der blev drevet til at gøre, hvad de mente var bedst for dem selv og deres familier.”

Gift of A Girl Female Infanticide er en dokumentarfilm fra 1998, der undersøger udbredelsen af kvindelig barnemord i det sydlige Indien samt de skridt, der er blevet taget for at hjælpe med at udrydde denne praksis. Dokumentarfilmen vandt en pris fra Association for Asian Studies.

SEE ALSO

• Sati