Måske har jeg været heldig. Jeg har kun set denne film to gange i de sidste 15 år, men begge gange var det i 3D, anden gang i går aftes. Publikum elskede den bare, med en stor omgang klapsalver til sidst.
Paddelboldscenen er et højdepunkt, men gentagelsen af paddelbolden er endnu mere morsom. Det er fuldstændig overdrevet og er med til at skabe den karnevalsatmosfære, der gør filmen så effektiv i en stor gruppe.
De virkelig dramatiske 3D-effekter i denne film er spillet for sjov, og jeg tror, at det er en af nøglerne til dens samlede succes. Instruktør André De Toth behandler gimmick’en som en gimmick, og forsøger ikke at få mere ud af den end det. Hitchcock forsøgte i “Dial M For Murder” at bruge teknologien til dramatisk effekt, men det var en komplet fiasko. Gimmick’en kommer i vejen for det virkelige drama. Mordforsøget på Grace Kelly i “Dial M” er mere chokerende i 2D. I 3D bliver man fuldstændig rystet ud af sin involvering i scenen, når Graces gribende hånd kommer halvvejs ud i publikum og kaster sig ud efter en.
I “House of Wax” fandt effekten sit virkelige hjem, en melodramatisk thriller, spillet af alle med tungen solidt i munden.
De Toth komponerer sine optagelser rigtig fint, synes jeg. Der er en del forgrundsindslag af lysekroner og andre rekvisitter, men aldrig for meget. Han holder sig for det meste tilbage med effekten, indtil han kan gøre bedst mulig brug af den – paddle-bolden, can-can-danserens runde numse, busten af Charles Bronson til sidst. Der er et enkelt stort 3D-spændingsmoment, nemlig det billede, hvor Bronson, der spiller Vincent Prices onde stumme assistent, skal kæmpe med politimanden Frank Lovejoy. Bronson ser ud til at springe ud af publikum og ind på skærmen; det er et uventet øjeblik, og en rigtig godbid.
