Resumé
Kræftbiolog Robert Benezra forklarer angiogenese, den proces, hvorved der dannes nye blodkar, og hvordan den relaterer sig til kræftforskning.
Angiogenese er den proces, hvorved der dannes nye blodkar, som giver mulighed for at levere ilt og næringsstoffer til kroppens væv. Det er en vital funktion, der er nødvendig for vækst og udvikling samt heling af sår.
Men den spiller også en vigtig rolle i dannelsen af kræft, fordi tumorer ligesom alle andre kropsdele har brug for blodforsyning for at trives og vokse.
I begyndelsen af 1970’erne rapporterede den afdøde forsker Judah Folkman for første gang om forskning, der viste, at dannelsen af kræft afhænger af angiogenese. Siden da er der blevet udviklet mange antiangiogene stoffer for at stoppe kræftsygdomme i at vokse eller udvikle sig – tanken var, at hvis blodtilførslen blev kvalt, ville tumoren sulte.
I dag er der omkring et dusin antiangiogene kræftlægemidler, der er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, f.eks. bevacizumab (Avastin®), som anvendes til behandling af glioblastoma-hjernetumorer og nyre-, lunge- og kolorektalkræft. Der er også andre antiangiogene lægemidler i brug, herunder flere til behandling af nyrekræft. Desuden er der mange eksperimentelle angiogenesehæmmere under klinisk udvikling.
Der er blevet vist, at nogle af disse lægemidler kan forlænge livet for patienter med fremskreden kræft, men generelt har de ikke levet op til deres tidlige løfter. Vi talte med kræftbiolog Robert Benezra fra Memorial Sloan Kettering om, hvorfor det er tilfældet.
Fokus på tumorens miljø
“Et af de vigtigste spørgsmål på området lige nu er: ‘Hvorfor virker angiogenesehæmmere ikke, som vi forventede, at de ville?'” siger Dr. Benezra. “I klinikken har de vist en vis fordel i kombination med kemoterapi, men effekten er ikke nær så dramatisk, som folk havde håbet. Nu begynder vi at få nogle ideer om, hvorfor det kan være sådan.”
Han forklarer, at en af grundene hertil kan være “faktorer i vævene omkring tumoren, der modvirker antiangiogene lægemidlers effektivitet”. Disse væv – der bl.a. består af immunceller, signalmolekyler og bindevæv – er samlet kendt som tumormikromiljøet.
De fleste af de angiogenesehæmmere, der i øjeblikket er i klinisk brug, er rettet mod et protein kaldet VEGF (udtales veg-EFF). VEGF er et signalmolekyle, der sendes ud af tumorer for at rekruttere de celler, der danner blodkar.
Som Dr. Benezra siger, mener mange eksperter nu, at der er visse former for hvide blodlegemer i tumormikromiljøet, der producerer en faktor, som gør det muligt for tumorer at omgå behovet for VEGF i deres dannelse af nye blodkar.
“En anden idé er, at den ekstracellulære matrix, som dybest set er den lim, der holder cellerne fast til vævene, på en eller anden måde blokerer adgangen for antiangiogene lægemidler”, tilføjer han. “Et forskningsområde er at bruge andre forbindelser til at modulere den ekstracellulære matrix og gøre den mere gennemtrængelig for anti-VEGF-behandling.”
Søgning efter andre mål
Dr. Benezra og hans team samt mange andre forskere leder efter andre molekyler end VEGF, som kan anvendes som mål for at blokere angiogenese. Han forklarer, at VEGF ikke kun bruges af tumorer til at rekruttere blodkar, men også af sundt væv.
“Nogle af de bivirkninger, der ses hos patienter, der behandles med antiangiogeniske lægemidler, skyldes, at disse lægemidler også er rettet mod normale blodkar”, siger han. Disse bivirkninger kan omfatte forhøjet blodtryk og problemer med blødning og sårheling.
“Der findes andre molekyler, der er mere specifikke for tumorblodkar, og jeg tror, at disse er bedre mål,” tilføjer han.
Han og hans kolleger har identificeret en klasse af proteiner kaldet Id, der udtrykkes i tidlige forløberceller til tumorblodkar, men ikke i normale blodkar. Han rådgiver i øjeblikket et lille bioteknologisk firma, som er begyndt at evaluere disse Id-hæmmere i mus, ikke kun for kræft, men også for makuladegeneration, en øjensygdom, der er karakteriseret ved overvækst af blodkar, hvilket kan føre til blindhed.
