Spørgsmål:
Svar: “Hvad er en kongregationel kirke / kongregationalisme?”
Svar: Hvad er en kongregationel kirke / kongregationalisme? Kongregationalisme taler om en form for kirkestyre. “Biskoppelig” kirkestyre er styret af biskopper, “presbyteriansk” kirkestyre er styret af ældste, og “kongregationel” kirkestyre er styret af menigheden. Bispedømmets styre omfatter normalt et hierarki over den lokale kirke, og det samme gælder undertiden for presbyterianske styreformer. Menighedsstyret undgår næsten altid et sådant hierarki, idet det fastholder, at den lokale kirke er ansvarlig direkte over for Gud og ikke over for en mand eller en organisation. Kongregationelt styre findes i mange baptistiske og ikke-konfessionelle kirker.
Ud over de kirker, der praktiserer en kongregationel styreform, findes der også kirker, der kalder sig kongregationelle kirker. De fleste af disse er tilknyttet United Church of Christ, National Association of Congregational Christian Churches eller Conservative Congregational Christian Conference. Disse grupper har en fælles historie, som kan spores tilbage til puritanerne i New England.
I 1648 udarbejdede puritanerne i Massachusetts Bay Colony Puritans Cambridge Platform som et middel til at beskytte deres forsamlinger mod indblanding fra uvenlige myndigheder i England og til at formulere et fælles kirkevæsen baseret på Skriften. Selv om de formelt set stadig var en del af Church of England, var disse puritanere ikke villige til at rette sig ind efter de korrumperinger i gudstjenesteformerne og regeringsformerne, som de så i kirken. Platformen trådte uden for moderkirkens autoritet og erklærede, at “et selskab af erklærede troende, der er kirkeligt forbundne” er en kirke, med eller uden embedsmænd. Dette adskilte dem klart fra alle former for hierarkisk kirkeledelse.
De kongregationelle kirker fusionerede til sidst med de kristne kirker, som havde adskilt sig fra metodisterne, baptisterne og presbyterianerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Denne nye gruppe fastholdt den menighedsbaserede styreform, og med den stærke vægt på den lokale kirkes autonomi var tolerance over for doktrinære variationer afgørende.
Mens de kristne kongregationskirker voksede, blev der dannet to andre grupper, som senere skulle blive en del af United Church of Christ. Tyske bosættere i Pennsylvania dannede den reformerte kirke i 1725, og mange år senere dannede tyske bosættere i Missouri den evangeliske kirke i 1841. Disse organisationer fusionerede i 1934 og blev til den evangeliske og reformerte kirke (Evangelical and Reformed Church).
I 1957 fusionerede Evangelical Reformed Church med Congregational Christian Churches og blev til United Church of Christ. Ifølge deres webside er UCC et “ekstremt pluralistisk og mangfoldigt trossamfund”. På grund af deres faste tilslutning til den lokale kirkes autonomi kan trossamfundet ikke pålægge de enkelte kirker en doktrin. På samme måde har den lokale kirke på grund af troen på den individuelle samvittighedsfrihed svært ved at påtvinge sine medlemmer en doktrin. Selv om de hylder kirkens historiske trosbekendelser og bekendelser, anerkender de dem ikke som autoritative prøver på ortodoksi, men som “vidnesbyrd om tro”. Da “tro kan udtrykkes på mange forskellige måder”, har UCC ingen formel, der er en trosprøve. Medlemmerne af hver menighed indgår en pagt med hinanden og med Gud i “tillidsfulde relationer snarere end juridiske aftaler”. Resultatet af denne doktrin er en stor variation i tro og praksis, uden nogen konsistens eller standard for kirker eller mennesker.
The National Association of Congregational Christian Churches blev dannet i 1955 som reaktion på den forestående dannelse af United Church of Christ. Disse kirker mente, at det nye trossamfund ville skabe et uhåndterligt bureaukrati og hindre de lokale kirkers frihed. Disse kirker er mere uafhængige og selvledende end kirkerne i UCC og har tendens til at indtage endnu mere liberale holdninger i doktrin og praksis.
Den tredje gruppe er den konservative Congregational Christian Conference, som blev dannet i 1948 i opposition til den liberale teologi, der var ved at vinde indpas i andre kongregationelle kirker. Selv om disse kirker generelt holder fast ved den kristne tros grundlæggende doktriner, er de ikke villige til at bryde fællesskabet på grund af sekundære spørgsmål. Resultatet er et ret skrøbeligt fællesskab, hvor kirkerne kan have vidt forskellige trosretninger, forsøge at tage stilling til en bibelsk holdning, men alligevel ikke være i stand til at holde hinanden ansvarlige for uoverensstemmelser.
Sammenfattende anerkender de kongregationelle kirker Kristi suverænitet over sin kirke og gør dette til en af grundpillerne i deres tro. Hvad nogle menighedskirker ikke anerkender, er den pligt, som alle troende har til at korrigere og instruere hinanden. I 2. Thessalonikerbrev 3:6 blev de troende befalet at trække sig tilbage fra “for at holde sig fra enhver broder, der er ledig og ikke lever efter den lære, I har modtaget fra os”. Ligeledes får vi i 1 Timotheus 6:3,5 (NKJV) at vide: “Hvis nogen lærer noget andet og ikke samtykker i sunde ord, nemlig vor Herres Jesu Kristi ord, og i den lære, som er i overensstemmelse med gudsfrygt … så træk dig tilbage fra sådanne.” I Paulus’ brev til Galaterne finder vi gentagne henvisninger til at korrigere eller trække sig tilbage fra dem, der underviser eller praktiserer falskhed (Galaterne 2:5, 11; 4:16; 6:1). Guds plan for de troende er, at vi skal blive formet efter hans søns billede (Romerne 8:29), og at vores fællesskab skal være baseret på en enhed i tro og praksis (Filipperne 3:16).
