Monarkiet i Storbritannien er en institution, der deler meningerne. For nogle mennesker er det en forældet institution, der ikke hører hjemme i et demokratisk system i det 21. århundrede. For andre er det et vigtigt symbol på kontinuitet, der giver en forbindelse til Storbritanniens glorværdige fortid. For nogle er den måske blot en gavnlig turistattraktion, der tiltrækker folk fra hele verden for at bruge deres penge i Storbritannien.
Monarkens rolle kan groft sagt opdeles i to: nationens overhoved og statsoverhoved.
Statsoverhoved
Alle lande har et statsoverhoved. Det er den person, der er statens højeste repræsentant, både nationalt og internationalt. I nogle lande, som f.eks. i USA, er statsoverhovedet også regeringschef. I Det Forenede Kongerige er det imidlertid premierministeren, der er regeringschef. Så hvilke roller udfylder dronningen som Storbritanniens statsoverhoved?
– Dronningen repræsenterer Storbritannien på en international scene.
Dronningen er f.eks. leder af Commonwealth og deltager i Commonwealth-møder.
Og dronningen ønskede at møde præsident Trump er en anden sag – men hun vidste, at det var hendes forfatningsmæssige pligt.
– Dronningen hilser på udenlandske statsoverhoveder.
For eksempel hilste dronningen i juli 2018 på Donald Trump på Windsor under hans besøg i Storbritannien.
– Dronningen udnævner premierministeren og mødes regelmæssigt med denne og kan “rådgive, vejlede og advare” premierministeren.
– Dronningen åbner officielt parlamentet og holder “dronningens tale”. I denne tale skitseres regeringens lovgivningsmæssige dagsorden for året.
Derudover er dronningens traditionelle regeringsbeføjelser, kendt som det kongelige prærogativ, overgået til premierministeren. Som eksempler på disse beføjelser kan nævnes: kontrol med de væbnede styrker og underskrivelse af internationale traktater. De beføjelser, som dronningen har overdraget til premierministeren, gør premierministeren utrolig magtfuld. Muligheden for at iværksætte militære aktioner uden parlamentets godkendelse, som Theresa May gjorde i Syrien i 2018, er et sådant eksempel.
John Major er den eneste tidligere premierminister, der på nuværende tidspunkt er blevet udnævnt til Ridder af strømpebånd.
Der er nogle traditionelle beføjelser, som dronningen forbeholder sig selv. Alle disse beføjelser er ikke-statslige. De omfatter retten til at tildele æresbevisninger. Den højeste ære, som dronningen kan tildele, er at udnævne en person til Strumpebåndets Ridder eller at oprette en Peerage. Riddere af strømpebånd har eksisteret siden 1348, og der kan til enhver tid være højst 24 medlemmer. Den tidligere konservative premierminister, premierminister John Major, blev gjort til Ridder af strømpebånd i 2005. Dronningen kan også oprette adelsstillinger. Dette sker ofte for at tage hensyn til nye medlemmer af den kongelige familie. F.eks. blev prins Harry gjort til hertug af Sussex efter at have giftet sig med Meghan Markle, og hun blev derfor hertuginde af Sussex. Den sidste ikke-kongelige modtager af en ny arvelig peerage var tidligere premierminister Harold MacMillian, der blev gjort til Earl Stockton i 1984.
Nationens overhoved
Rollen som “Nationens overhoved” er mere uformel og er formet af den enkelte monark. Rollen som ‘Head of Nation’ kan omfatte ting som:
– At udføre velgørende arbejde. Dronningen er protektor for over 500 velgørende organisationer.
– Anerkendelse af almindelige borgeres bidrag til det nationale liv. Dronningen er f.eks. regelmæssigt vært for havefester, som hun inviterer borgerne til.
– At repræsentere nationen ved sports- og kulturbegivenheder. For eksempel åbnede dronningen officielt De Olympiske Lege i 2012 og overrakte VM-trofæet til Englands anfører Bobby Moore i 1966.
Dronningen, der overrakte Jules Rimet-trofæet til Bobby Moore, er et ikonisk kulturelt billede.
Dronningens rolle som overhoved for nationen er nu nok endnu vigtigere end hendes rolle som statsoverhoved.
Britanien har et konstitutionelt monarki, hvilket betyder, at monarkens rolle overvejende er ceremoniel. Dette står i modsætning til enevældige monarkier som Saudi-Arabien, hvor monarken stadig indtager den centrale rolle i den politiske ledelse af landet.
For mange, som medlemmer af pressionsgruppen Republic, gør det faktum, at det britiske monarki er ceremonielt, det endnu mere væsentligt, at monarkiet opløses – da det ikke opfattes som værende til noget nyttigt formål.
Der er imidlertid nogle potentielle positive aspekter ved Storbritanniens konstitutionelle monarki:
- Det giver statsoverhovedet mulighed for at fokusere på at regere
I Storbritannien udfører monarken en række ceremonielle opgaver, der letter presset på regeringschefen. Eksempler herpå er møder med udenlandske statsoverhoveder, udenlandske dignitarer og uddeling af priser. I lande med et præsidentielt system, som Frankrig og USA, skal præsidenten bruge en stor del af sin tid på disse begivenheder, hvilket reducerer den tid, hvor han/hun faktisk kan fokusere på regeringen
Winston Churchill var dronningens første premierminister
- Det giver en følelse af kontinuitet
Premierministre kommer og går. Monarken kan dog blive siddende i årtier. Siden Elizabeth II blev monark i 1952 har hun bedt 13 personer om at danne en regering og blive premierminister. Den person, der havde posten, da hun blev monark, var Winston Churchill.
- Det giver mulighed for en særskilt national identitet
Monarkiet er en unik institution med en rig historie. Det er med til at skabe en tydelig britisk identitet, som er uvurderlig for turismen. Det anslås, at kongefamilien er så meget som 500 millioner pund om året værd for den britiske turistindustri.
- Det skaber en uafhængig mægler i den politiske proces
Dronningen kunne have været tvunget til at gribe ind i 1974, hvis Ted Heath ikke havde besluttet at træde tilbage.
Hvis det er nødvendigt, er det monarkens forfatningsmæssige rolle at fungere som en uafhængig mægler for at løse politiske tvister. Dette kan være særlig vigtigt i tilfælde af et ungt parlament, hvor intet enkelt parti klart kan danne en regering. Dette skete som bekendt i marts 1974. Valgresultatet efterlod det uklart, hvem der skulle danne den næste regering. Med Labour med 301 mandater og de konservative med 297 mandater havde ingen af dem et flertal. De konservative var i drøftelser med de liberale om at danne en koalition, og mens disse drøftelser stod på, forblev den konservative leder Edward Heath som premierminister. Efterhånden som drøftelserne fortsatte, blev det mere og mere klart, at der ikke ville blive indgået en aftale mellem de to partier. Hvis Heath havde nægtet at træde tilbage, havde dronningens stab allerede gjort forberedelser til, at hun kunne gribe ind.
I enhver situation ville både parlamentet og monarken ønske, at den blev løst politisk, og dermed undgå, at dronningen skulle blande sig i politiske spørgsmål. Men hvis det blev anset for absolut nødvendigt, er tilstedeværelsen af en uafhængig voldgiftsmand potentielt meget værdifuld.
Der er naturligvis også en række argumenter imod at have et konstitutionelt monarki. Man kan argumentere for, at det fastholder et klassebaseret samfundssystem, som ikke er i overensstemmelse med et moderne liberalt demokrati. Et andet kritikpunkt er, at det i høj grad er afhængigt af et enkelt individs egenskaber, i modsætning til en dårlig premierminister kan en dårlig monark ikke fjernes. Nogle mennesker er bekymrede for, at prins Charles ikke vil være en effektiv monark, og nogle sætter spørgsmålstegn ved hans evne til at forblive neutral i politiske spørgsmål. Det konstitutionelle monarki er imidlertid fortsat et nøgleprincip i den britiske forfatning, og en forståelse af, hvordan det fungerer, er ønskelig.
