I metta-meditation retter vi kærlig venlighed mod os selv og derefter, i en række udvidelser, mod en person, som vi allerede elsker. En person, som vi er neutrale over for. En, som vi har problemer med. Og til sidst mod alle væsener overalt uden forskel.
I vipassana-meditation bliver vi opmærksomme på vores evigt skiftende oplevelser uden at tilføje noget til det, der foregår gennem vores reaktioner og projektioner.
Den vigtigste forskel mellem metta og vipassana er, at metta er en koncentrationsøvelse, mens vipassana er en indsigtsøvelse. Dette er en funktionel forskel. Hvis du laver mindfulnesspraksis, er der ikke noget, der hedder distraktion. Du er opmærksom på det, der opstår i din bevidsthed, og gør det til et objekt for meditation.
Der er ingen følelse af at foretrække den ene oplevelse frem for den anden, da hver oplevelse ses som havende den samme ultimative natur. Hver er karakteriseret ved ubestemthed (anicca), utilfredshed (dukkha) og ved ikke at have nogen separat eksistens (anatta). Man kan se disse karakteristika ved at se på enten nydelse eller smerte.
Relateret: I modsætning til vipassana fokuserer du i metta-praksis ikke på den ultimative natur af fænomener i modsætning til vipassana. Desuden vælger du et bestemt meditationsobjekt, som er metta-frasen, som f.eks. “Må jeg være lykkelig”. Du holder sætningen i dit hjerte på samme måde, som du ville holde noget skrøbeligt og værdifuldt i din hånd. Mens du værner om hver enkelt sætning, opstår der uundgåeligt distraktioner.
Dit hoved begynder at klø, eller dit knæ begynder at gøre ondt, eller du begynder at tænke på det telefonopkald, du ikke nåede at foretage. Når du bliver distraheret, slipper du distraktionerne så hurtigt som muligt og vender tilbage til sætningen, det valgte objekt for meditationen. At vælge et bestemt objekt at holde fokus på gør metta til en koncentrationsøvelse. Når en anden oplevelse opstår, udforsker man den ikke, noterer den ikke eller forsøger at se dens skiftende natur.
Nuanceret set kalder jeg metta stadig metta for “en snigende visdomspraksis”, fordi folk ofte har en enorm indsigt ved at udføre metta. Da det er en koncentrationsøvelse, og man har et udvalgt meditationsobjekt, bliver man ved med at lede sin opmærksomhed tilbage til dette objekt. Det betyder, at du igen og igen giver slip på alt andet, der dukker op i din opmærksomhed. Det øjeblik, hvor du giver slip, er meget lærerigt, fordi det viser dig, hvor du holder fast.
Relateret: Theravada Vipassana Praksis
Legge slip
Den eneste måde, hvorpå du kan give slip med ynde og lethed, er, når du begynder at forstå, at distraktionen, uanset hvad den måtte være, har karakteristika som anicca, dukkha og anatta. Så behøver du ikke at bekæmpe eller frygte den. I det øjeblik, hvor man giver slip – uden nogen tilsigtet udvikling af visdom – finder man visdom. I sidste ende er den mest kraftfulde indsigt, der kommer fra metta-praksis, naturligvis følelsen af ikke-adskillelse. Den indsigt kommer ved at åbne sit hjerte og ved at være inkluderende snarere end ekskluderende.
Under metta-meditationen bliver folk overraskede over at finde ud af, at de har en kapacitet til kærlig venlighed, både for sig selv og for andre. På grund af vores tidligere konditionering har mange af os ikke tillid til vores evne til at elske. Metta indebærer en enorm åbning og rensning af vores intentionsfelter, som derefter kan gennemsyre vores vipassana-praksis såvel som hele vores liv. Vi opdager, at vi faktisk kan elske, og at alt kommer tilbage til kærlighed.
