Når børn bliver ældre, har de en tendens til at foretrække den ene hånd frem for den anden til visse opgaver, især når de skal skrive eller tegne. Et barns “håndighed” kategoriseres generelt som højre, venstre eller blandet og har en tendens til at slå sig fast omkring det samme tidspunkt, hvor de får sprog – omkring fire år gammel. Det forbliver et vedholdende kendetegn gennem hele livet.
Vi ved nu, at et barns håndelighed siger noget om dets hjernes organisation og funktion.
Hjernens venstre og højre hjernehalvdel styrer motoriske handlinger på de modsatte sider af kroppen. Alligevel er venstre og højre hjernehalvdel ikke lige store i deres kontrol af forskellige typer adfærd, hvilket resulterer i, at den ene hånd er forudindtaget i forhold til den anden ved visse opgaver. Den ene halvkugles dominans over den anden halvkugle i forbindelse med visse adfærdsmønstre kaldes cerebral lateralisering.
Videnskabsfolk mener, at der er klare årsager til udviklingen af cerebral lateralisering. For det første mindsker det, at den ene hjernehalvdel tager kontrol over en proces, risikoen for, at begge hjernehalvdele konkurrerer om at kontrollere en reaktion. Det giver også mulighed for, at forskellige processer som f.eks. sprog og opmærksomhed kan fungere parallelt på tværs af de to hjernehalvdele.
For langt de fleste mennesker er det venstre hjernehalvdel, der er den dominerende, der bruges til tale. Og den samme region i venstre hjernehalvdel, der styrer tale, styrer også håndhandlinger.
Som følge heraf er størstedelen af den menneskelige befolkning (ca. 90 %) højrehåndet, når de bruger redskaber, f.eks. kuglepenne, og når de laver gestikuleringer. Evolutionspsykologer spekulerer i, at brugen af værktøj og håndbevægelser spillede en vigtig rolle i udviklingen af menneskets tale. En teori går ud på, at fordi synet er vores primære sans, opstod den menneskelige kommunikation først som håndbevægelser. Efterhånden som vi blev sofistikerede værktøjsbrugere, var det mere effektivt at holde hænderne fri til værktøjsbrug, og vores kommunikation overgik til tale. De strukturerede sekvenser af håndhandlinger, der var nødvendige for at fremstille og bruge værktøj, kan også have forberedt hjernen på sprogets syntaks.
For at kunne tilegne sig komplekse færdigheder som sprog skal børn først udvikle grundlæggende sensoriske og motoriske færdigheder. Udviklingspsykologer hævder, at finmotoriske evner som f.eks. at manipulere genstande og gestikulere danner grundlaget for at erhverve de systemer, der er nødvendige for den efterfølgende udvikling af sprog.
Venstre, højre eller begge dele?
I begyndelsen og midten af det 20. århundrede anså forskere venstrehåndethed for at være en udviklingsmæssig abnormitet. Det var forbundet med en række udviklingsforstyrrelser, lige fra sproglige mangler til psykiske lidelser. Faktisk blev mange venstrehåndede børn i denne periode tvunget til at skrive med højre hånd i et forsøg på at “genoptræne” dem.
I dag forstår vi, at håndledighed ikke er en binær egenskab (venstre eller højre), men at den snarere findes langs en gradient, der spænder fra stærkt venstrehåndet til stærkt højrehåndet.
Når de begynder at udvikle deres motoriske færdigheder, kan børn bruge både venstre og højre hånd lige meget til enkle handlinger som f.eks. at række ud efter genstande. Det skyldes, at begge hænder kan udføre opgaven med lethed. For størstedelen af befolkningen kræver mere komplekse opgaver dog de specialiserede behandlingsegenskaber i den venstre hjernehalvdel af hjernen. F.eks. vælger de fleste børn deres højre hånd til at skrive med.
Færdigheden udvikles over tid og bliver konsekvent højrehåndet, efterhånden som børn udvikler sig fra at bruge et “knytnæveskrift” til at lave deres første markeringer på en side til det delikate “stativgreb”, der kræves til finmotoriske handlinger som at danne og sammenføje bogstaver. Ved at iagttage et barns håndgreb i forbindelse med finmotoriske aktiviteter som f.eks. skrivning kan man få en indikation af, hvor godt de to hjernehalvdele har udviklet deres specialiserede behandlingskapacitet.
Nyere forskning tyder på, at børn, der er stærkt venstre- eller højrehåndede, også har en god cerebral lateralisering og typisk sprogproduktion. På den anden side er blandede hænder (som ikke udvikler en dominerende hånd) blevet forbundet med atypisk udvikling af motoriske og sproglige evner.
Ambidextro personer udgør ca. 3-4 % af den almindelige befolkning. Dette tal stiger til mellem 17 % og 47 % i populationer af børn med autistiske spektrumforstyrrelser (ASD’er). Børn med ASD’er viser også motoriske abnormiteter så tidligt som i syv måneders alderen. Dette tyder på, at ASD’er sandsynligvis er til stede og kan observeres tidligt i barnets udvikling og sandsynligvis har “afsmittende” virkninger på udviklingen af højere kognitive funktioner som f.eks. sprog.
Hvordan kan håndfaglighed være nyttig?
Ny forskning, som jeg arbejder på, overvejer, hvordan spædbarnets håndfaglighed kan bruges som en markør for et barns risiko for at udvikle sprogforstyrrelser. De nuværende diagnoser af ASD’er har en tendens til at opstå relativt sent, når børn ikke formår at producere og forstå grundlæggende sprog. Sene diagnoser kan begrænse de fordele, der kan komme fra tidlige interventioner og terapier. Spædbørns hjerner er utroligt fleksible, og de rigtige former for tidlig intervention kan forbedre den senere kognitive udvikling og mentale sundhed.
Håndledighed er ikke den eneste skævhed i vores motoriske færdigheder, der stammer fra cerebral lateralisering. Et flertal af befolkningen har en højre hjernehalvdel, der er dominerende til at reagere på fare. Det betyder, at vi er hurtigere til at genkende truende ansigter og udtryk, når de vises i vores venstre side (i det venstre synsfelt) sammenlignet med vores højre side. Dette er blevet påvist i en række klassiske psykologiske laboratorieundersøgelser, hvor voksne er hurtigere til at bedømme billeder af ansigter, der udtrykker negative følelser, og som er præsenteret til venstre for dem, end billeder, der er præsenteret til højre.
Kortlægning af udviklingsforløbene for motoriske fordomme og kognitive evner hos børn giver os en ny måde til bedre at forstå forholdet mellem hjernens organisation, hjernefunktion og adfærd.
