Bøn, faste og almisse – disse tre former for praksis udgør kernen i fastetiden. I mit eget liv er bøn og faste nemmere at tage til sig. Opgive noget i 40 dage? Ja, det kan jeg. Påtage sig en ekstra åndelig praksis? Ja, ja. Jeg siger ikke, at disse to er lette, men jeg har forstået deres formål i meget længere tid.
Almsgiving har dog været en anden historie. Jeg har sjældent følt, at jeg havde ekstra penge at give, så indtil de seneste år har jeg mere eller mindre sprunget over dette. Efterhånden som jeg stræber efter at vokse i min egen praksis af denne fastelavnsdisciplin (og jeg vokser bestemt stadig!), lærer jeg en masse. Hvis du gerne vil tilføje almisse til din fastetid i år, men ikke er helt sikker på, hvordan du skal begynde, er her nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.
Hvad er almisse? Hvorfor i alverden skulle jeg gøre det?
Almosegivning er (ikke overraskende) at give en almisse, som er fysiske gaver (penge, mad eller varer), der er beregnet til at hjælpe de fattige.
Det at vælge at give almisser gør en forskel for dem, der giver. Det er en øvelse i løsrivelse, en påmindelse om, at penge ikke er et ultimativt gode. Penge kan faktisk være en distraktion fra ting, der er vigtigere, så at give afkald på nogle penge hjælper med at omdirigere vores opmærksomhed til det, vi virkelig sætter pris på.
Almen er også en social praksis, måske den mest sociale af fastelavnstrioen. At give sker altid i en relation. Dette sociale aspekt ved at give almisser kan minde os om det sociale aspekt ved hele fasten – det minder os om, at vi ikke er alene på denne rejse. Når det er bedst, er almissegivning en solidarisk handling med dem, der kæmper med fattigdom, og hjælper os til at erkende vores fælles menneskelighed.
Men frem for alt er det at give penge eller ejendele væk en handling af kærlighed. Selv om det måske også hjælper giveren, handler det i virkeligheden om at vælge at hjælpe en anden frem for os selv. Det er en måde at legemliggøre vores ønske om andres bedste på. Det handler om at bringe et offer, der er et ekko af Guds selvhengivende kærlighed. Og det handler om at gengælde denne kærlighed; alle vores handlinger af kærlighed til andre er i sidste ende handlinger af kærlighed til Gud.
Hvordan begynder jeg?
Først og fremmest skal man bare beslutte sig for at gøre det. Lad være med at bekymre dig om beløbet med det samme – det er en anden beslutning, som kræver lidt mere overvejelse. Selve valget er det, der betyder mest her. Når du træffer det, er du allerede begyndt at komme uden for dig selv.
Derpå skal du vælge en modtager. Dette kan være et overvældende valg, fordi der er så mange gode organisationer derude. Ingen af os kan muligvis bidrage til alle gode og smukke missioner, så lad ikke frygten for dette valg lamme dig til slet ikke at gøre noget.
For at indsnævre dine muligheder skal du tænke på, hvad du brænder mest for: Kan du forbinde din kærlighed til sport eller musik eller børn med en måde at hjælpe fattige mennesker på?
Hvis du virkelig har svært ved at vælge, foreslår jeg, at du starter med Rice Bowl-projektet, som er blevet en slags klassisk fastelavnsmulighed til støtte for Catholic Relief Services. Jeg har gode minder om at modtage et fladt stykke karton fra min katolske grundskole, som jeg kunne folde sammen til en lille kasse, der var klar til at modtage mine småpenge i løbet af fastelavn. (Selvfølgelig er der ingen, der har kontanter på sig længere, så det er svært at få fat i rigtige småpenge – men CRS har en app til det!)
Når du har fundet et sted, hvor dine penge skal gå hen (forhåbentlig et sted, som du er glad for!), så sæt dig et mål og lav en plan. Når du skal beslutte, hvor meget du skal give, så husk, at ethvert beløb tæller; at føle, at dit offer er utilstrækkeligt, bør ikke afholde dig fra at give noget offer overhovedet!
Hvis du bruger et budget, er fasten et godt tidspunkt til at se nærmere på, hvor der kan være penge, du kan give væk. Måske kommer det fra at skære midlertidigt ned på en unødvendig udgift; måske sætter du et lille beløb til side til hver af de 40 fastedage. Hvis du tager beslutningen én gang og sætter pengene til side (eller endda giver dem væk på forhånd), behøver du ikke at tage beslutningen flere gange for at sikre dig, at pengene stadig er der. Og hvis du virkelig ikke har det økonomiske råderum lige nu, kan du så finde en måde at tilbyde din tid eller dit talent på?
For at tage det til det næste niveau kan du gøre din gave til en åndelig praksis. Knyt din almisse til de andre fastelavnsaktiviteter som bøn og faste. Bed for dem, der vil få gavn af din gave, og brug din gavemodtagers ressourcer til at finde en måde at engagere dig i deres historier på. Knyt din gave til bønner om taknemmelighed for de gaver, du har fået. Det er måske lidt vanskeligere at forbinde det med din faste, men hvis du har givet afkald på noget i fastelavn, sparer det dig så nogen penge? Kunne noget af dette gå til almisser? Hvis ikke, kunne dine kødløse fredagsretter så spare dig lidt penge, som du kunne donere? CRS giver dig globale opskriftforslag, der kan hjælpe dig med samtidig at overholde fastelavnsfredagsafholdenheden, spare penge, som kan komme risskålsprojektet til gode, og være solidarisk med dem, der lever i fattigdom rundt om i verden.
