Hvad er børneforsorgssystemet?
Børneforsorgssystemet er en gruppe af tjenester, der har til formål at fremme børns velfærd ved at sikre sikkerhed, opnå permanent ophold og styrke familierne, så de med succes kan tage sig af deres børn. De fleste familier bliver først involveret i børneforsorgssystemet på grund af en anmeldelse af mistanke om mishandling eller forsømmelse af børn (undertiden kaldet “børnemishandling”). Børnemishandling defineres i forbundslovgivningen1 som alvorlig skade (vanrøgt, fysisk misbrug, seksuelt misbrug og følelsesmæssigt misbrug eller vanrøgt) påført børn af forældre eller primære omsorgspersoner, f.eks. udvidede familiemedlemmer eller babysitters. Mishandling af børn kan også omfatte skade, som en omsorgsperson tillader, at et barn udsættes for (eller ikke forhindrer, at det sker). Generelt griber børneforsorgsorganer ikke ind i tilfælde af skader på børn, der er forårsaget af bekendte eller fremmede. Disse sager henhører under de retshåndhævende myndigheders ansvar.2
Børneforsorgssystemet er ikke en enkelt enhed. Mange organisationer i hvert samfund arbejder sammen for at styrke familierne og beskytte børnene. Offentlige organer (departementer for sociale ydelser, børne- og familietjenester osv.) indgår ofte kontrakter og samarbejder med private børneforsorgsorganer og samfundsbaserede organisationer om at yde tjenester til familier, f.eks. hjemmepleje (“familiebevarelse”), plejefamilie, behandling på bosteder, mental sundhedspleje, stofmisbrugsbehandling, undervisning i forældrekompetencer, hjælp til beskæftigelse og økonomisk hjælp eller boligstøtte.
Børneforsorgssystemerne er komplekse, og deres specifikke procedurer varierer meget fra stat til stat. Formålet med dette faktablad er at give et kort overblik over børneforsorgens formål og funktioner ud fra et nationalt perspektiv. Børneforsorgssystemer er typisk:
- Modtager og undersøger rapporter om mulig misbrug og omsorgssvigt af børn.
- Giver tjenester til familier, der har brug for hjælp til at beskytte og passe deres børn.
- Gør det muligt for børn at bo hos plejefamilier, når de ikke er sikre i hjemmet.
- Arrangere permanente adoptivfamilier eller tjenester til selvstændig levevis for børn, der forlader plejefamilier.
Hvad sker der, når der foretages en indberetning om muligt misbrug eller omsorgssvigt?
Alle berørte personer kan indberette mistanke om misbrug eller omsorgssvigt af børn. De fleste indberetninger foretages af “obligatoriske” indberettere (personer, der i henhold til statslig lov er forpligtet til at indberette mistanke om mishandling og vanrøgt af børn). I ca. 18 stater er enhver person, der har mistanke om børnemisbrug eller omsorgssvigt, forpligtet til at indberette. Anmeldelser om mulig børnemishandling og omsorgssvigt modtages normalt af medarbejdere fra børneforsorgstjenesterne (CPS), som enten “screenes ind” eller “screenes ud “3. En anmeldelse screenes ind, hvis der er tilstrækkelige oplysninger til at antyde, at der er grund til at foretage en undersøgelse. En indberetning kan blive sorteret fra, hvis der ikke er tilstrækkelige oplysninger til at følge op på, eller hvis den indberettede situation ikke opfylder statens juridiske definition af misbrug eller omsorgssvigt.4 I disse tilfælde kan medarbejderen henvise den person, der indberetter hændelsen, til andre samfundstjenester eller politiet med henblik på yderligere hjælp.
I 2002 blev der anslået i alt 2,6 millioner henvisninger vedrørende 4,5 millioner børn foretaget til CPS-organer. Omkring 67 procent (1,8 millioner henvisninger) blev screenet ind, og 33 procent (861.000 henvisninger) blev screenet ud.5
Når en anmeldelse er “screenet ind”, hvad sker der så?
CPS-medarbejdere (ofte kaldet “efterforskere”) reagerer inden for en bestemt tidsperiode (alt fra et par timer til et par dage) afhængigt af typen af påstået mishandling, situationens potentielle alvor og kravene i henhold til statens lovgivning. De kan tale med forældrene og andre personer, der er i kontakt med barnet (f.eks. læger, lærere eller børnepassere). De kan også tale med barnet, enten alene eller sammen med andre personer, der tager sig af barnet, afhængigt af barnets alder og risikoniveau. Børn, som menes at være i umiddelbar fare, kan flyttes til et krisecenter, en plejefamilie eller et familiemedlemmernes hjem under efterforskningen, og mens retssagen verserer. En efterforskers primære formål er at fastslå, om der har fundet misbrug eller omsorgssvigt sted, og om der er risiko for, at det sker igen.
Nogle jurisdiktioner anvender nu et “alternativt respons”-system. I disse jurisdiktioner kan CPS-sagsbehandleren, når risikoen for de involverede børn anses for at være lav, fokusere på at vurdere familiens vanskeligheder og tilbyde de nødvendige tjenester i stedet for at indsamle beviser for at bekræfte forekomsten af misbrug eller omsorgssvigt.
I slutningen af en undersøgelse foretager CPS-medarbejderne typisk en af to konstateringer – “ubegrundet” (“unubstantiated”) eller “substantiated” (“founded”). (Disse udtryk varierer fra stat til stat.) Typisk betyder en konstatering af “ubegrundet”, at der ikke er tilstrækkelige beviser til, at medarbejderen kan konkludere, at et barn er blevet mishandlet eller forsømt, eller at det, der er sket, ikke opfylder den juridiske definition af børnemishandling eller forsømmelse. En konstatering af “dokumenteret” betyder typisk, at man mener, at der er sket et tilfælde af børnemisbrug eller omsorgssvigt (som defineret i statens lovgivning). Nogle stater har yderligere kategorier, såsom “ikke i stand til at fastslå”, der antyder, at der ikke var tilstrækkelige beviser til enten at bekræfte eller afkræfte, at der har fundet misbrug eller omsorgssvigt sted.
Agenturet indleder en retssag, hvis det fastslår, at det er nødvendigt at indbringe sagen for en ungdomsdomstol (gennem en børnebeskyttelses- eller “afhængighedssag”) for at beskytte barnet. For at beskytte barnet kan retten udstede midlertidige kendelser, der placerer barnet på et krisecenter under efterforskningen, beordrer tjenester eller beordrer visse personer til ikke at have kontakt med barnet. Ved en domsforhandling hører retten beviser og afgør, om der har fundet mishandling sted, og om barnet fortsat skal være under rettens jurisdiktion. Retten træffer derefter en afgørelse, enten ved denne høring eller ved en særskilt høring, som kan resultere i, at retten beordrer en forælder til at opfylde de krav om ydelser, der er nødvendige for at afhjælpe misbruget eller forsømmelsen. Kendelser kan også indeholde bestemmelser om samvær mellem forælder og barn, agenturers forpligtelser til at yde forælderen tjenester og tjenester, som barnet har brug for.
I 2002 blev det konstateret, at ca. 896 000 børn var ofre for børnemisbrug eller omsorgssvigt.6
Hvad sker der i dokumenterede sager?
Hvis et barn er blevet mishandlet eller forsømt, afhænger handlingsforløbet af statens politik, grovheden af mishandlingen, risikoen for fortsat eller fremtidig mishandling, de tjenester, der er til rådighed for at imødekomme familiens behov, og om barnet blev fjernet fra hjemmet, og om der blev indledt en retssag for at beskytte barnet. Der er følgende generelle muligheder:
- Ingen eller lav risikoFamiliens sag kan afsluttes uden ydelser, hvis mishandlingen var en engangsforeteelse, der er ingen eller lav risiko for fremtidige episoder, eller hvis de ydelser, som familien har brug for, ikke vil blive leveret gennem børneforsorgsorganet, men gennem andre systemer.
- Lav til moderat risikoDer kan henvises til CPS-tjenester i lokalsamfundet eller frivillige CPS-tjenester i hjemmet, hvis CPS-medarbejderen mener, at familien vil have gavn af disse tjenester, og at risikoen for barnet vil blive mindsket. Dette kan ske, selv om der ikke er konstateret misbrug eller omsorgssvigt, hvis familien har behov for og er villig til at deltage i tjenesterne.
- Moderat til høj risikoFamilien kan igen tilbydes frivillige CPS-tjenester i hjemmet for at bidrage til at mindske risikoen. Hvis disse afvises, kan agenturet søge om indgriben fra ungdomsafhængighedsdomstolen. Når der er truffet en retlig afgørelse om, at der har fundet misbrug eller omsorgssvigt sted, kan ungdomsdomstolen kræve, at familien samarbejder med CPS-tjenester i hjemmet, hvis det vurderes, at barnet kan forblive sikkert i hjemmet, mens familien tager fat på de problemer, der bidrager til risikoen for fremtidig mishandling. Hvis barnet er blevet alvorligt skadet eller anses for at være i høj risiko for alvorlig skade, kan retten beordre, at barnet fjernes fra hjemmet, eller bekræfte agenturets tidligere fjernelse af barnet. Barnet kan anbringes hos en slægtning eller i plejefamilie.
I 2002 blev skønsmæssigt 265.000 børn fjernet fra deres hjem som følge af en undersøgelse eller vurdering af børnemisbrug.7
Hvad sker der med personer, der misbruger børn?
Personer, der findes at have misbrugt eller forsømt et barn, tilbydes generelt frivillig hjælp eller pålægges af en ungdomsdomstol at deltage i tjenester, der skal hjælpe med at holde deres børn sikre. I mere alvorlige tilfælde eller i dødstilfælde anmodes politiet om at efterforske sagen og kan anlægge sag ved en straffedomstol mod dem, der har begået børnemishandling. (I mange stater henvises visse former for misbrug, f.eks. seksuelt misbrug og alvorligt fysisk misbrug, rutinemæssigt til de retshåndhævende myndigheder.)
Og uanset om der rejses en straffesag eller ej, kan gerningsmandens navn blive optaget i et statsligt register over børnemishandling, hvis misbrug eller forsømmelse bekræftes. Et register er en central database, der indsamler oplysninger om mishandlede børn og personer, der er blevet fundet for at have mishandlet eller forsømt disse børn. Disse registre er normalt fortrolige og anvendes kun til interne børnebeskyttelsesformål. De kan dog bruges i forbindelse med baggrundstjek for visse erhverv, f.eks. dem, der arbejder med børn, så børn beskyttes mod kontakt med personer, der kan mishandle dem.
Hvad sker der med børn, der kommer i plejefamilie?
De fleste børn i plejefamilie anbringes hos slægtninge eller plejefamilier, men nogle kan også blive anbragt i gruppehjem. Mens et barn er i plejefamilie, går det eller hun i skole og bør modtage lægehjælp og andre tjenester efter behov. Barnets familie modtager også tjenester til støtte for deres bestræbelser på at reducere risikoen for fremtidig mishandling og for at hjælpe dem i de fleste tilfælde med at blive genforenet med deres barn. Forældrene kan besøge deres børn på et forudbestemt grundlag. Der arrangeres også besøg mellem søskende, hvis de ikke kan anbringes sammen.
Hvert barn i plejefamilier bør have en permanent plan, der beskriver, hvor barnet skal bo, når det forlader plejefamilien. Familierne deltager typisk i udarbejdelsen af en permanent plan for barnet og en serviceplan for familien. Disse planer er retningsgivende for agenturets arbejde. Medmindre der er tale om usædvanlige og ekstreme omstændigheder, er alle børns planer først og fremmest fokuseret på genforening med forældrene. Hvis bestræbelserne på genforening ikke lykkes, kan planen ændres til en anden permanent ordning, f.eks. adoption eller overdragelse af forældremyndigheden til en slægtning.8 Undertiden indebærer planen en permanent anbringelse hos en plejefamilie, normalt for ældre børn, der er blevet stærkt knyttet til familien, eller for hvem der ikke kan findes en egnet adoptivfamilie. Ud over en permanent plan bør ældre børn modtage overgangs- eller independent living-tjenester for at hjælpe dem med at blive selvforsørgende, når de forlader plejefamilien mellem 18 og 21 år.
Den føderale lovgivning kræver, at retten skal afholde en permanent høring, som fastlægger den permanente plan for barnet, inden for 12 måneder efter, at barnet er kommet i plejefamilie, og derefter hver 12. måned. Mange domstole gennemgår hver sag oftere for at sikre, at agenturet er aktivt engageret i den permanente planlægning for barnet.
I finansåret 2001 blev 57 procent af de børn, der forlod plejefamilien, returneret til deres forældre. Den gennemsnitlige varighed af opholdet i plejefamilie var 12 måneder.9
Summarum
Målet med børneforsorg er at fremme børns og familiers sikkerhed, permanenthed og trivsel. Selv blandt de børn, der kommer i plejefamilie, vil de fleste børn forlade børneforsorgssystemet sikkert i pleje hos deres biologiske familie, en slægtning eller et adoptivhjem.
For mere detaljerede oplysninger om børneforsorg henvises til de ressourcer, der er anført nedenfor. For yderligere oplysninger om børneforsorgssystemet i din stat eller lokale jurisdiktion, kontakt dit lokale offentlige børneforsorgsorgan.
Ressourcer
Rycus, J. & Hughes, R. (1998). Field guides to child welfare (Vol. I – IV). Washington, DC: CWLA Press.
U.S. Department of Health and Human Services (2010). Mandatory reporters of child abuse and neglect. 2010 Child Abuse and Neglect State Statute Series: Statutes-at-a-Glance. National Clearinghouse on Child Abuse and Neglect Information (http://www.childwelfare.gov/systemwide/laws_policies/statutes/manda.cfm).
The Child Welfare System Chart
Footnotes
1 Keeping Children and Families Safe Act of 2003, Title I Child Abuse Prevention and Treatment Act (P.L. 108-36). Hver stat har sine egne love, der definerer misbrug og omsorgssvigt med henblik på at angive enkeltpersoners indberetningsforpligtelser og beskrive de nødvendige statslige/lokale børneforsorgsorganers interventioner. For oplysninger om civilretlige love vedrørende børnemishandling og omsorgssvigt i de enkelte stater henvises til webstedet National Clearinghouse on Child Abuse and Neglect Information på http://www.childwelfare.gov/systemwide/laws_policies/state/.
2 Mens nogle stater bemyndiger børneforsorgsorganer til at reagere på alle indberetninger om påstået børnemishandling, bemyndiger andre stater retshåndhævende myndigheder til at reagere på visse typer mishandling, f.eks. seksuelt eller fysisk mishandling.
3 Se Mandatory Reporters of Child Abuse and Neglect and Reporting Procedures, som findes i National Clearinghouse on Child Abuse and Neglect Information Statutes-at-a-Glance Series (http://www.childwelfare.gov/systemwide/laws_policies/state/).
4 Se Definitions of Child Abuse and Neglect, som findes i National Clearinghouse on Child Abuse and Neglect Information Statutes-at-a-Glance Series (http://www.childwelfare.gov/systemwide/laws_policies/state/).
5 U.S. Department of Health and Human Services. (2004). Child maltreatment 2002. Washington, DC: U.S. Government Printing Office.
6 Ibid.
7 Ibid.
8 I henhold til Adoption and Safe Families Act (ASFA) skal statslige myndigheder, selv om der stadig kræves en rimelig indsats for at bevare og genforene familier, søge om ophævelse af forholdet mellem forældre og barn, når et barn har været i plejefamilie i 15 ud af de seneste 22 måneder. Dette krav gælder ikke (efter statens valg), hvis et barn passes af en slægtning, hvis ophævelsen ikke er i barnets bedste interesse, eller hvis staten ikke har ydet tilstrækkelige tjenester til familien.
9 U.S. Department of Health and Human Services. (2012). The AFCARS Report (Preliminary FY 2001 estimates as of March 2003).
