Navnet fosfor opstod i det 19. århundrede som en fællesbetegnelse for materialer, der lyser op i mørke. På det tidspunkt var hvid fosfor det vigtigste stof, der udviste denne effekt, selv om visse mineraler også havde “fosforescens”. Mange år med analyser og kunstig syntese af disse mineraler fulgte. Det førte til forståelsen af de underliggende elektroniske overgange, der forklarer, hvordan fosforer virker.
Hvert fosfor har sine egne individuelle karakteristika, og derfor er det vanskeligt at generalisere de elektroniske processer, der finder sted. Et typisk forløb er dog som følger:
Energi i form af lys, elektroner eller partikler absorberes og genudsendes ved bestemte bølgelængder. Disse bølgelængder er afhængige af fosforens struktur. Værtskrystallen absorberer normalt energien og sender den derefter videre til aktivatorioner, der er indlejret i krystalgitteret. Energien passerer ind i elektronerne i aktivatorionen, hvilket får dem til at bevæge sig op på et højere energiniveau. Når elektronerne slapper af tilbage til et lavere energiniveau, frigiver de energi som en lysemission. Bølgelængden svarer til energiforskellen mellem de to niveauer.
