I lyset af den krise med plastaffald, der plager planeten, kan en ny løsning være en type orm, der kan nedbryde plast biologisk. Kan voksorme anvendes i tilstrækkelig stor skala til at få en betydelig virkning?
–
Polyethylen (PE) er en type plast, der stammer fra olie. Det er den mest almindeligt anvendte plast og har en lang række anvendelsesmuligheder, herunder indkøbsposer, børnelegetøj og fødevareemballage. PE dækker ca. 40 % af den samlede efterspørgsel efter plastemballage i produkter, og dets indvirkning på miljøet er betydelig, da det ikke er bionedbrydeligt. Det bortskaffes ved forbrænding, kemisk nedbrydning og på lossepladser, hvilket alt sammen nedbryder miljøet yderligere.
Det globale PE-marked var 103,49 mia. USD i 2018 og forventes at nå op på 143,30 mia. USD i 2026, hvilket illustrerer en eksponentiel stigning i efterspørgslen efter stoffet på trods af det voksende pres i retning af en grøn økonomi.
En ny løsning til at lette denne krise kan ligge i voksorme. Ved en tilfældig opdagelse fandt forskeren Frederica Bertocchini ud af, at disse orme skabte huller i en plastikpose. For at udvikle sit fund gik hun sammen med forskere fra University of Cambridge og bekræftede gennem flere eksperimenter, at ormene er i stand til at nedbryde de kemiske bindinger i PE.
I sig selv tager PE hundredvis af år at nedbryde, afhængigt af dets form og anvendelse. F.eks. kan det tage op til 10-20 år at nedbryde en plastikpose, mens det kan tage 450 år at nedbryde plastikflasker. Selv med kemisk nedbrydning tager det flere måneder at nedbrydes. I en undersøgelse fandt forskerne ud af, at 100 voksorme var i stand til at nedbryde 92 milligram PE på 12 timer eller ca. 2,2 huller i timen pr. orm.
Hvordan spiser voksorme plastik?
Svaret ligger i ormens fysiologi. Voksorme lægger deres æg i bistader for at give voksormene mulighed for at spise bivoks for at få næringsstoffer. Både PE og bivoks er polymerer, der består af lignende kemiske bindinger. Man mener, at ormenes evne til at nedbryde bivoks svarer til deres evne til at nedbryde plastik.
Det er dog stadig uklart, om denne evne kommer fra enzymer, der findes på voksmusens hud, eller fra mikrober, der findes i dens tarm. For at udelukke mekanisk nedbrydning fra voksormene, der tygger og gnasker på plastikken, skabte forskerne en blanding af knuste voksorme og spredte den på et tyndt ark PE-plast i to timer. Resultaterne viste, at blandingen af døde orme faktisk biologisk nedbrød PE med en endnu højere hastighed end levende orme.
I en nyere undersøgelse fra Pondicherry University i Indien fandt forskerne lignende resultater i en mindre art af voksorm med en bionedbrydningshastighed på 2,01 huller i timen i PE-folie. Et centralt element i denne undersøgelse sammenlignede overlevelsesraten mellem vokseorme, der udelukkende ernærede sig af PE, og vokseorme, der fik traditionel vokseormskost. Orme, der fik vokskamdiæt, havde en overlevelsesrate på 92 %, mens vokseorme, der fik PE-diæt, havde en overlevelsesrate på 80 %. PE i sig selv indeholder ikke nok næring til ormene, og de orme, der overlevede, måtte ty til at spise de døde orme for at få næring.
Dette rejser spørgsmålet om etik og kunne give anledning til konflikter med dyreværnsgrupper, hvis dette koncept for håndtering af plastaffald skulle gennemføres i stor skala. Tilføjelse af næringsstoffer til PE-blandingerne kunne måske løse dette problem, men det kan kræve flere ressourcer.
Bortset fra dette kan voksorme, hvis de ved et uheld blev sluppet ud i naturen, få alvorlige konsekvenser for de kæmpende bipopulationer. Voksorme betragtes af de fleste biavlere som skadedyr, da de hurtigt kan ødelægge og gnave sig igennem honningkager.
Men i lyset af disse etiske og miljømæssige betænkeligheder bør ideen måske ikke være at producere millioner af voksorme på gårde, men snarere at isolere isolere og udvinde det enzym eller de bakterier, der er ansvarlige for PE-nedbrydningen, og skabe en industriel enzymløsning til brug i stor skala.
Det økonomiske aspekt af at skabe industrielle enzymer er kendt for at være ret dyrt og kan virke som en barriere for det globale marked. Udvinding, rensning og indeslutning af enzymer er komplekse og kræver specifikt udstyr. Dette er en lignende barriere, der forhindrer kommerciel succes for bioethanol som et renere alternativ til ikke-fornyelige brændstoffer på grund af de høje kommercielle omkostninger ved cellulaseenzymer. Men hvis denne løsning på PE-affaldsproblemet viser sig at være levedygtig, vil disse høje omkostninger måske kunne subsidieres af regeringer og andre miljøvenlige parter.
Voksorme er ikke de eneste orme, der er i stand til at nedbryde specifikke typer plast; melorme er også kendt for at nedbryde polystyrenskum biologisk. Løsningen på at løse plastikaffaldskrisen vil kræve et samarbejde mellem mange industrier, hvoraf en af dem kunne være brugen af voksorm. Alt i alt er potentialet for biokemiske løsninger meget lovende og bør udforskes yderligere.
