(Foto: Aarón Blanco Tejedor/Unsplash)
Film-, tv- og teaterverdenen er i overvejende grad befolket af politiske liberale. Dette frustrerer nogle konservative, som klager over, at den underholdning, vi forbruger, er partisk eller propagandistisk.
Men hvorfor har succesfulde forfattere, instruktører og skuespillere måske en tendens til at hælde til venstre? Ny forskning giver et spændende fingerpeg.
En ny undersøgelse viser, at sådanne mennesker er særligt gode til at forestille sig begivenheder, der ligger langt fra deres nuværende virkelighed. Denne fantasi er på en måde deres superkraft, og den giver dem mulighed for at leve sig ind i en bredere vifte af mennesker.
Når de forestiller sig fjerne tider eller steder, bruger disse meget kreative personer en anden hjernemekanisme end andre, lige så dygtige, men mindre fantasifulde mennesker, når de udfører de samme opgaver.
De levende billeder, der opstår, hjælper dem med at skabe en medfølende forbindelse med scenen – uanset om det drejer sig om skræmte flygtninge ved grænsen mod syd, eller hvordan livet kan se ud om et århundrede fra nu af efter virkningerne af klimaændringerne. Sådanne højere niveauer af empati er blevet forbundet med politisk liberalisme.
“Vores resultater tyder på en ny positiv fordel ved kreativitet: Det kan hjælpe os med at få bedre kontakt med andre”, skriver et forskerhold under ledelse af Meghan Meyer fra Dartmouth College. “Kreativitet kan hjælpe os med at komme uden for os selv.”
I Journal of Personality and Social Psychology beskriver Meyer og hendes kolleger tre undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem kreativitet og “distal fantasi” – evnen til at forestille sig fjerne områder. Den ene af dem omfattede 100 personer, der havde opnået betydelig anerkendelse inden for et eller andet kreativt område: 42 forfattere, 31 skuespillere og/eller instruktører og 27 billedkunstnere.
De blev parret med 97 personer, der havde opnået stor succes inden for mindre kreative områder, herunder den medicinske, juridiske og finansielle industri. Alle blev bedt om at forestille sig (a.) hvordan verden vil se ud om 500 år, (b.) hvordan det er at være på bunden af havet, (c.) hvordan det er at være en vred diktator, og (d.) hvordan Jorden ville se ud, hvis kontinenterne aldrig havde delt sig.
“Deltagerne blev vist hver prompt i to minutter og blev instrueret om at forestille sig oplevelsen og skrive en beskrivelse af deres simulation,” skriver forskerne. Bagefter noterede forsøgspersonerne, hvor svært de havde fundet eksperimentet, og i hvor høj grad de havde været i stand til at fordybe sig i deres fantasiverdener.
Det var ikke overraskende, at de kreative eksperter producerede mere levende simuleringer end deres lige så prestigefyldte modstykker, der ikke var inden for kunst. Alligevel var denne fordel begrænset til forfattere, instruktører og skuespillere, som alle “har erfaring med at skabe og formidle fiktion”, bemærker forskerne.
I en opfølgende undersøgelse blev 13 forfattere og 14 instruktører/skuespillere parret med 26 succesfulde personer uden for kunstverdenen. Mens deres hjerner blev scannet ved hjælp af fMRI-teknologi, blev alle deltagerne bedt om at forestille sig både almindelige scener (vågne op om morgenen og lave kaffe) og ualmindelige scener (vågne op om morgenen og opdage, at man er af det modsatte køn).
Når de forestillede sig de almindelige scener, var hjerneaktiviteten hos de kreative eksperter og deres mindre kreative modstykker identisk. Men når de kreative folk forestillede sig ualmindelige eller fjerne scener, brugte de kreative folk et separat hjernenetværk: det dorsale mediale undersystem.
Dette fund tyder på, at “kreative personer kan være neuralt forberedt på at transcendere her og nu som standard”, skriver forskerne.
De tilføjer, at dette neurale undersystem “er konsekvent forbundet med at overveje andre menneskers intentioner og personlighedstræk”. Det tyder på, at kreativitet på højt niveau er forbundet med en stærkere evne til at leve sig ind i andre takket være en større evne til at føle og se tingene fra deres perspektiv.
Det er uklart, om denne særlige evne er noget, som forfattere, instruktører og skuespillere er født med (og som drev dem ind i kunsten), eller om de har en tendens til at opbygge den i løbet af en karriere som historiefortællere. Uanset hvad er det klart værd at studere, om denne fantasifulde evne kan dyrkes, i betragtning af dens åbenlyse nytteværdi. Tænk på, hvor meget stærkere vores engagement i miljøbeskyttelse ville være, hvis vi virkelig og levende kunne forestille os den ødelæggelse, vi forårsager for fremtidige generationer.
Medmindre og indtil det sker, har teater-, film- og tv-kunstnere vel nok en forpligtelse til fortsat at bruge deres evner til at hjælpe os med at se de ting, som de har den unikke evne til at forestille sig. Hvis de ønsker at omsætte deres progressive værdier til handling, vil det omfatte at skabe overbevisende visioner om en mere medfølende, mere bæredygtig verden.
