Sæt, du er optaget af en opgave, scroller i din telefon eller læser en bog. Pludselig griber den uhyggelige, stikkende følelse fat i dig. Der er nogen, der stirrer på dig. Du vender dig om for at finde ud af, hvem det er. Uanset om det er venner eller fjender, virker følelsen i sig selv som en uhyggelig slags 6. sans. Det er også en nødvendig del af det at være menneske, en tilpasning, der holdt vores forfædre i live. Så hvordan er det, at vi overhovedet kan gøre det? Det er faktisk en vigtig egenskab ved vores syn, vores hjerne og visse sociale aspekter af vores art.
Det biologiske fænomen er kendt som “blikdetektion” eller “blikopfattelse”. Neurologiske undersøgelser har vist, at de hjerneceller, der udløser denne reaktion, er meget præcise. Hvis nogen vender blikket væk fra dig ved at dreje bare et par grader til venstre eller højre, forsvinder den uhyggelige følelse hurtigt. Forskere foreslår, at et komplekst neuralt netværk står bag blikdetektion.
Det neurale netværk, der er ansvarlig hos mennesker, er indtil videre uidentificeret. En undersøgelse med makak aber har imidlertid afdækket de neurologiske kredsløb, der er ansvarlige for deres blikdetektion, og er endda nået helt ned til de specifikke celler, der er involveret.
Vi ved, at ti forskellige hjerneområder er involveret i menneskers syn, og der kan være flere. Den visuelle cortex er den vigtigste medvirkende. Dette er et stort område bagest i hjernen, som understøtter mange vigtige aspekter af synet. Men andre områder som f.eks. amygdala, der registrerer trusler, må også være involveret i blikregistrering på en eller anden måde.
Mennesker er følsomme over for andres blikke. Når en anden person ændrer opmærksomhedsretning, følger vi automatisk deres blik. Det er mere end bare at være rovdyr, der som gruppe er naturligt følsomme og tiltrukket af ændringer i omgivelserne. Det har også noget at gøre med menneskets samarbejdsvillige og sociale natur, og hvordan vi har været afhængige af hinanden gennem vores historie og udvikling.
Den visuelle cortex. Af Coxer, Wikimedia Commons.
En anden grund er, at hvis man ser på menneskers øjne i modsætning til andre dyr, er sclera eller den hvide del, der omgiver pupillen, langt større. Hos de fleste andre arter fylder pupillen det meste af øjet. Dette er for at skjule deres øjne for rovdyr. Men for mennesker gør en større sclera det muligt for os at bemærke retningen af hinandens blik hurtigt.
Vi behøver naturligvis ikke at se direkte på nogen for at kunne se, om de stirrer på os eller ej. Vi kan også vurdere retningen af deres opmærksomhed gennem vores perifere syn. Men denne metode er langt mindre præcis. Et par undersøgelser viser, at vi kun kan registrere præcist, om nogen stirrer på os inden for fire grader fra vores “centrale fikseringspunkt”
Det handler ikke altid om at se en andens øjne. Med vores perifere syn tager vi hensyn til deres hovedposition. Og andre spor som f.eks. hvordan deres krop er placeret giver os et fingerpeg om, hvorvidt vi tror, at de ser på os eller ej. Hvad nu, hvis vi ikke er sikre? For at være på den sikre side vælger hjernen at være på den forsigtige side. Den antager, at vi bliver stirret på, hvis der er nogen tvivl.
Så hvad med, når vi føler, at nogen stirrer bagfra? Ifølge en undersøgelse fra 2013, der er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, er det bare en fejlsikring. Mennesker er hårdt forbundet til at tro, at nogen starter på os, når vi ikke kan se dem, selv om vi ikke har nogen beviser, der tyder på det.
Vi er hårdt forbundet til at antage, at nogen stirrer bagfra. Getty Images.
Psykologiprofessor Colin Clifford fra University of Sydney’s Vision Centre har fundet ud af, at når folk ikke kan se, hvor en person kigger hen, går de automatisk ud fra, at personen kigger på dem. “Et direkte blik kan signalere dominans eller en trussel, og hvis du opfatter noget som en trussel, vil du ikke gå glip af det,” sagde han. “Så det kan være den sikreste strategi blot at antage, at en anden person kigger på dig.”
At kigge på nogen er også et socialt stikord. Det betyder normalt, at du ønsker at tale med dem. Da det er vores naturlige tilbøjelighed til at antage, at nogen bag os stirrer, kan den følelse, vi får, sætte gang i en selvopfyldende profeti. Når vi vender os om, kalder vores handling den anden persons blik frem. Men når de møder vores øjne, giver de os det indtryk, at de har stirret hele tiden.
Et andet svar kunne være bekræftelsesbias. Vi husker kun de gange, hvor vi vendte os om, og nogen stirrede (eller syntes at gøre det), og ikke de gange, hvor de ikke gjorde det. Og den der underlige, prikkende fornemmelse? Den er psykologisk og stammer fra tanken om at blive stirret på, ikke fra selve den fysiske handling.
For at lære mere kan du klikke her:
