Reagér altid på lidelse med medfølelse
Job 1:1-3:26
Jobbogen handler om lidelse. Den handler først og fremmest om spørgsmålet: “Hvordan skal vi reagere på lidelse?”
Måske ser vi også et hint om lidelsens oprindelse. Da englene samledes foran Gud, “kom også Satan med dem” (1:6). Han havde ‘strejfet rundt på jorden’ (v.7). Det er klart, at Satans mål er at forårsage så meget lidelse som muligt.
Det ser ud til, at Satan var en faldet engel. Det ser ud til, at før Gud skabte menneskene, skabte han andre frie, fantasifulde og intelligente væsener, og at der var et oprør i det åndelige rige, før menneskene overhovedet opstod.
En stor del af lidelserne kan forklares som værende et resultat af, at vi lever i en falden verden: en verden, hvor hele skabelsen er blevet påvirket, ikke kun af menneskets synd, men også før det af Satans synd. Slangen eksisterede, før Adam og Eva syndede. Som følge af Adams og Evas synd kom der “torne og tidsler” ind i verden (1. Mosebog 3:18). Lige siden da ‘blev skabningen underkastet frustration’ (Romerne 8:20). ‘Naturkatastrofer’ er et resultat af denne uorden i skabelsen.
Satan fik lov til at bringe flere store tragedier ind i livet på en mand, som var ulastelig og retskaffen, som frygtede Gud og undgik det onde (Job 1:1). Job led tab på områderne penge, materielle ejendele (v. 13-17), familieliv (v. 18-19), personligt helbred (2:1-10) og til sidst også sine venners støtte.
Når vi står over for uforklarlige lidelser, kan det være meget let at give Gud skylden. Selv om Job ikke vidste, hvorfor han led, reagerede han ved at fortsætte med at stole på og tilbede Gud i sin lidelse, ligesom han havde gjort det i sin lykke (1,21,2,10). Forfatteren fortæller os beundrende: “I alt dette syndede Job ikke i det, han sagde” (v.10b). Han forblev trofast under de vanskeligste omstændigheder.
I første omgang reagerer Jobs venner på den rigtige måde: “Ingen sagde et ord til ham, fordi de så, hvor stor hans lidelse var” (v.13). I lyset af store lidelser kan forsøg på at rationalisere være kontraproduktivt. Normalt er det mest positive, man kan gøre, at lægge en arm om personen og ‘sørge med dem, der sørger’ (Romerne 12,15), gå ind i deres lidelse og deltage så vidt muligt.
I sidste ende genoprettede Gud Jobs formue og gav ham dobbelt så meget, som han havde før. Nu ved vi, at Gud gennem Jesus har al evighed til mere end at kompensere for alle dine lidelser i dette liv.
Herre, når jeg ser lidelser, så hjælp mig til at vise medfølelse og græde med dem, der græder.
