Hvorfor zar Nikolaus II og Romanovs blev myrdet

Da Nikolaus Romanov blev kronet til zar af Rusland i 1894, virkede han forvirret. “Hvad vil der ske med mig … med hele Rusland?” spurgte han en rådgiver, da han overtog tronen. “Jeg er ikke forberedt på at være zar. Jeg har aldrig ønsket at blive det.”

24 år senere virkede han lige så forvirret, da en gruppe bevæbnede bøller, medlemmer af det hemmelige bolsjevikiske politi, rykkede ind for at myrde ham. Selv om han var blevet afsat måneder tidligere, hans krone og hans navn var blevet stjålet fra ham, og hans familie var blevet fængslet, havde han ikke forventet at blive myrdet.

Men i modsætning til zar Nikolaj har historikere samlet de nøjagtige årsager til, at Romanov-familien blev brutalt myrdet, og den sammenhæng, der førte til deres fald.

Russerne vender sig mod Nikolaus II efter en række upopulære beslutninger

Rødderne til mordet på Romanov-familien kan findes i de tidligste dage af Nikolaus’ regeringstid. Som den ældste søn af kejser Alexander III var Nikolaj den udpegede arving efter sin far. Men Alexander havde ikke forberedt sin søn tilstrækkeligt på at regere et Rusland, der var hærget af politisk uro. Alexander var en streng autokrat og mente, at en zar skulle regere med en jernnæve. Han forbød alle i det russiske imperium at tale ikke-russiske sprog (selv dem i steder som Polen), slog ned på pressefriheden og svækkede sit folks politiske institutioner.

Som følge heraf arvede Nikolaj et rastløst Rusland. Få dage efter hans kroning i 1894 døde næsten 1.400 af hans undersåtter under et stort stormløb. De havde samlet sig på en stor mark i Moskva for at modtage kroningsgaver og souvenirs, men dagen endte i en tragedie. Det var en foruroligende begyndelse på Nikolajs regeringstid, og hans forfejlet reaktion gav ham tilnavnet “Nikolaj den blodige”.

Igennem hele sin regeringstid stod Nikolaj over for voksende utilfredshed fra sine undersåtter. Han udkæmpede en krig, som folket ikke stod bag. Hans regering massakrerede næsten 100 ubevæbnede demonstranter under en fredelig forsamling i 1905. Og han kæmpede for at opretholde et civiliseret forhold til dumaen, den repræsentative gren af den russiske regering.

Katastrofer under Første Verdenskrig og Rasputins ry udhuler Nikolajs offentlige støtte

Nikolajs søn, kronprinsen Aleksej, blev født med hæmofili. Men familien holdt hans sygdom, som kunne få ham til at forbløde ihjel ved et lille snit, hemmelig. Kejserinde Alexandra, hans hustru, blev i stigende grad underlagt Grigori Rasputin, en mystiker, som hun troede havde reddet Alexei’s liv. Rasputins voksende indflydelse inden for familien vakte mistanke blandt offentligheden, som var utilfredse med hans magt.

Så blev Rusland i 1914 trukket ind i Første Verdenskrig, men var ikke forberedt på omfanget og omfanget af kampene. Nikolajs undersåtter var forfærdet over det antal tab, som landet havde lidt. Rusland havde det største antal dødsfald i krigen – over 1,8 millioner militære dødsfald og omkring 1,5 millioner civile dødsfald.

Krigen udhulede den antydning af kontrol, som Nikolaj stadig havde over landet. Uden mænd hjemme til at drive landbrug kollapsede fødevaresystemet, transportsystemet faldt fra hinanden, og folket begyndte at lave optøjer. I første omgang nægtede Nikolaus at abdicere, men i marts 1917 trådte han tilbage.

Under oktoberrevolutionen fængsler bolsjevikkerne den kejserlige familie i et fjerntliggende hus

I november 1917 overtog bolsjevikiske revolutionære med Vladimir Lenin i spidsen regeringen. Nicholas forsøgte at overbevise briterne og derefter franskmændene om at give ham asyl – hans kone var trods alt barnebarn af dronning Victoria. Men begge lande nægtede, og Romanovs befandt sig i hænderne på den nyligt dannede revolutionære regering.

Romanovs nye liv var dramatisk forskelligt fra det kongelige, overdådige liv, de havde levet i Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Både Nikolaus og kejserinde Alexandra var i benægtelse og nægtede at opgive håbet om, at de ville blive reddet. I stedet blev de flyttet fra hus til hus. Til sidst blev de spærret inde i et hjem, som bolsjevikkerne kaldte “huset med særlige formål”.

Familien, der engang havde boet i et kongeligt hjem, slog nu lejr i Ipatiev-huset i Jekaterinburg, et hus uden sengelinned, med masser af støv og ikke nok tallerkener eller sølvtøj. Soldater chikanerede dem, tegnede utugtige billeder på væggene i badeværelset og dækkede dem med obskøne digte om Alexandra.

Efter måneders komplotter bliver Romanov-familien myrdet af deres bolsjevikiske fangevogtere

Endlig sent om natten den 17. juli 1918 blev Romanov-familien vækket og fik besked på at gøre sig klar til endnu et træk. I stadig håb om at kunne flygte pakkede kvinderne deres ting sammen og tog tøj på, som de havde syet dyrebare smykker, religiøse ikoner og et stort pengebeløb ind i. Så vendte deres fangevogtere sig uventet mod dem og angreb dem først med kugler, dernæst med geværkolber, bajonetter og endda med deres egne hæle og knytnæver. Alle syv Romanovs – og det russiske monarkis sidste åndedrag – var døde.

Det, der kunne have lignet et improviseret mord, var i virkeligheden en nøje planlagt voldshandling. I dagevis havde Romanovs bolsjevikiske tilfangetagere forberedt huset til mordet, bl.a. havde de opbygget et lager af benzen til at brænde ligene med og svovlsyre til at lemlæste dem til ukendelighed.

Jakov Yurovsky, som havde koordineret og ledet mordene, blev personligt anerkendt af Lenin, bolsjevikkernes leder, for mordene. Men mens landet blev informeret om mordet på zaren, blev offentligheden holdt i uvished om resten af familiens grusomme skæbne – og om hvor deres lig befandt sig – indtil Sovjetunionens fald.

Lenin, Jurovskij og de revolutionære så alle Nikolaus og det monarki, som han stod for, som en kræftsvulst, der gjorde det umuligt for arbejderklassen at rejse sig. Men ironisk nok fik de mord, som de orkestrerede for at myrde monarkiet for altid, konsekvenser for deres sag. Nyheden om, at Nikolaj var blevet myrdet, overskyggede næsten fuldstændigt de politiske sejre, som Lenin og hans medrevolutionærer havde opnået, og skubbede den russiske revolution væk fra avisernes forsider. Og ironisk nok fik Nikolaj, Alexandra og deres fem børn til at dø, hvilket fik mange russere til at længes efter monarkiet.

Selv i dag er der en del af det russiske samfund, der ønsker at genoprette monarkiet, herunder en oligark, der finansierer en skole, der skal forberede rige russere på et fremtidigt monarki. Nikolaus vidste måske ikke, hvordan Rusland skulle regeres, men monarkiet, som han følte sig så ambivalent over for, har bevaret en del af sin tiltrækningskraft selv 100 år efter hans mord.