Den første sang, der blev spillet i rummet, blev spillet på et musikinstrument, der kun vejede en halv ounce og kun kunne lave syv toner. I december 1965, mens NASA’s Gemini 6 var på vej gennem en kredsløb om Jorden, meddelte astronaut Tom Stafford Mission Control, at han havde set en slags UFO. Den var styret, rapporterede han, af en munter mand i en rød dragt. Hans astronautkollega Wally Schirra trak en Hohner “Little Lady”-harmonika frem og begyndte at spille en tynd udgave af “Jingle Bells”.
Harmonikaen har fra sin ydmyge oprindelse i værkstederne i det 19. århundredes Østrig og Tyskland bogstavelig talt kredset om verden. Instrumentets robusthed og bærbarhed – som gjorde det til det perfekte instrument til at smugle forbi NASA-teknikere – var ideelt for musikere på farten eller på et budget. Deres alsidighed gjorde dem lige så velegnede til en munter julesalme som til en rystende bøjning i en bluesballade. Så det er ikke tilfældigt, at mundharmonikaen nu er en fast bestanddel af vidt forskellige musikalske traditioner, fra Kina til Brasilien til USA. “Man kan ikke bære et klaver”, siger Martin Haeffner, der er historiker og leder Deutsches Harmonika Museum i Trossingen i Tyskland. “Men en lille mundharmonika kan man have med overalt!”
Man kan ikke redegøre for den beskedne mundharmonikaens ubeskedne opstigning uden historien om én mand – Matthias Hohner, en instrumentindustriel, en urmager fra Schwarzwald, der blev en halsbrækkende forretningsmand.
Europæiske mundharmonikaer nedstammer sandsynligvis fra asiatiske instrumenter, der blev importeret i løbet af det 18. århundrede (selv om det også er muligt, at de blev opfundet uafhængigt af hinanden). Begge typer instrumenter er baseret på et tusindvis af år gammelt princip: Når luft passerer over et fladt metalrørblad – som er fastgjort i den ene ende, men frit i den anden – vibrerer metallet og frembringer en lyd. Et af de første instrumenter, der anvender denne teknik, er det kinesiske sheng-instrument, som er nævnt i knogleindskrifter fra 1100 f.Kr. og hvis ældste blev udgravet fra en kejser fra det 5. århundrede f.Kr. Når du hører en mundharmonika’s snurrende brummen, de rene toner fra en pitchpipe eller de fyldige akkorder fra en harmonika, hører du vibrationerne fra frie rørblade, som sættes i bevægelse af brusende luft.
Hvertfald i begyndelsen af det 19. århundrede legede snedkere i Skandinavien og Centraleuropa med nye instrumenter, der var baseret på frie rørblade. I 1820’erne blev de tidligste genkendelige eksempler på mundharmonikaen, eller “mundharmonikaen”, skabt i de berømte musikalske knudepunkter Berlin og Wien. (På tysk henviser ordet Harmonika til både harmonikaer og harmonikaer; udviklingen af de to var tæt sammenvævet). De fleste tidlige modeller havde ét rørblad pr. hul, hvilket begrænsede antallet af toner, som en musiker kunne spille.
Men i 1825 designede en instrumentmager ved navn Joseph Richter en model, der viste sig at være revolutionerende – den havde plads til to forskellige toner i hvert hul, én produceret under et trukket åndedræt og én produceret under et slag. Richters design udvidede drastisk rækkevidden af det kompakte instrument, og næsten to århundreder senere er det stadig den herskende standard for harmonikastemning.
Et godt produkt kræver dog en dygtig sælger, og salget gik langsomt i mundharmonikaens første år. Dens største salgsargument – at den var relativt billig og enkel at spille – var også en ulempe: som et instrument for masserne manglede den respekt blandt den europæiske musikalske elite. Alligevel begyndte lokale producenter i Centraleuropa at kaste deres hat i ringen og grundlagde små virksomheder, der konkurrerede om de lokale markeder. En af disse mænd var Christian Messner, en driftig mand, der boede i Trossingen i det nuværende Tyskland.
Det firma, som Messner grundlagde i 1827, var en succes, om end ikke overvældende, og hans harmonikaer var meget respekterede i 1830’erne og 1840’erne. Han var så bevidst om sin konkurrence, at han holdt sine konstruktionsmetoder strengt hemmelige og kun tillod medlemmer af den nærmeste familie at kende til fabrikkens arbejdsgange.
Dette kan lyde lidt excentrisk for et produkt, der nu er almindeligt – harmonikaer er den slags instrumenter, man har i en lomme, ikke i en polstret kuffert. Alligevel havde Messner helt ret til at bekymre sig, og faktisk var hans forsigtighed ikke nok. I 1850’erne, da Messners firma nød sit andet årti af succes, kom Messners nevø, Christian Weiss, ind i familievirksomheden. Weiss grundlagde snart sin egen fabrik, og en dag i 1856 kom en af Weiss’ skolekammerater forbi.
Da Matthias Hohner dukkede op på Weiss’ dørtrin, var han træt af at tjene til livets ophold ved at vandre rundt i Schwarzwald og sælge træure. Ifølge Hohners dagbøger varede det venlige besøg på fabrikken så længe, at Weiss ikke blot blev mistænksom – han smed den unge Hohner ud. På det tidspunkt havde Hohner dog allerede set meget. Blot et år senere, i 1857, startede han sit eget harmonikafirma i en naboby.
Det var det perfekte tidspunkt at drive en fabrik på. Selv om musikinstrumenter traditionelt blev fremstillet i hånden, så man i slutningen af det 19. århundrede fremkomsten af kraftige dampmaskiner og tidlige masseproduktionsteknikker. Hohner kompenserede for sin relative mangel på erfaring ved at studere eksisterende harmonikaer, producere dem i store serier og sælge dem i store mængder.
En af Hohners klogeste beslutninger var at vende blikket mod vest, mod det hurtigt voksende marked lige på den anden side af Atlanten – USA, hvor millioner af tyske immigranter, der hovedsageligt kom fra arbejderklassen, fungerede som den perfekte kanal for hans produkt. Ifølge Martin Haeffner fra Harmonika-museet fulgte harmonikaen med de europæiske indvandrere til Texas, sydstaterne og det sydvestlige USA. Her blev harmonikaen en vigtig del af den fremvoksende amerikanske folkemusik, herunder afledninger af de spirituals, som slaverne havde bragt med sig fra Afrika. Sorte musikere, både slaver og deres efterkommere, var gennemsyret af en mangfoldig blanding af musik, som viste sig at være den perfekte inkubator for nye musikalske stilarter. De var med til at være pionerer inden for radikalt nye stilarter for mundharmonikaspil, som f.eks. crossharp, og i processen var de med til at opfinde det, vi i dag kender som bluesharmonika. I 1920’erne var mundharmonikaen sammen med guitaren en vigtig del af bluesmusikken, for ikke at nævne den som ledsager for utallige togrejsende vandrere og kunstnere fra arbejderklassen.
Efter to årtier i branchen fremstillede Hohners firma – som snart flyttede til Trossingen – 1 million mundharmonikaer om året. To årtier senere opkøbte Hohner netop det firma, der havde bragt harmonikaer til Trossingen, Christian Messner & Co. Ligesom Messner beholdt han firmaet i familien, og under hans sønner blev Hohner-mærket Ford for harmonikaer og harmonikaer. Haeffner fortæller, at byen byggede sin jernbane og sit rådhus med harmonikapenge. “I lang tid var det en Hohner-by – en harmonikaby”, siger han.
I dag er Trossingen en by med 15.000 indbyggere, omgivet af gårde og gemt inde i den østlige del af Schwarzwald. Hohner har produceret over 1 milliard harmonikaer. Mange af dem er importeret fra Kina, men Hohner fremstiller sine harmonikaer af højere kvalitet i Trossingen med træ fra lokale træer. Den dag i dag siger byens indbyggere blot “die Firma” – “firmaet” – for at henvise til Hohner, som beskæftigede tusindvis af lokale i det meste af det 19. og 20. århundrede. Hver anden gade synes at være opkaldt efter enten en musiker eller en mundharmonikaproducent.
Hver måned samles nogle få dusin indbyggere i forbindelse med helligdage og jubilæer i Harmonika-museet, som er finansieret af tyske statstilskud og af Hohner Co. Samlingen er i øjeblikket ved at blive flyttet ind i den store tidligere Hohner-fabrik under Martin Haeffners ledelse.
En dag i sommer gav Haeffner en rundvisning og inviterede folkemusikere til at spille sange fra Wien. Lokale entusiaster jammede over kaffe og kage og diskuterede den relative betydning af mundharmonika-storheder som Larry Adler, Stevie Wonder, Bob Dylan og Little Walter. En gang imellem var der en, der trak en skinnende gammel Mundharmonika frem og spillede et par numre. Trods al den forretningsmæssige snilde, der ligger bag harmonikaens fremgang, er der også noget særligt ved selve instrumentet. “Måske er det den måde, man laver lyden på. Det er dit åndedræt,” siger Haeffner. “Du er meget tæt på den musik, du laver, og der er meget sjæl i den.”
Mundharmonikaen har rejst langt – til Amerika, til Kina, i kredsløb og tilbage igen – men den har aldrig rigtig forladt den lille tyske by, hvor dens store succes begyndte. “Alle indbyggere i Trossingen har en mundharmonika i deres lomme,” bemærkede en kvinde. Hun rodede et øjeblik rundt i sin taske, før hun tog en mundharmonika med fire huller frem og spillede en melodi. Det var en Hohner “Little Lady”, den samme model, som Wally Schirra havde smuglet med ud i rummet.
