Der er en stigende forekomst af demens i vores aldrende befolkning, og derfor er der et presserende behov for at udvikle behandlinger og aktiviteter, der kan afhjælpe symptomerne på demens. Akkumulerede beviser viser, at personer med demens nyder musik, og at deres evne til at reagere på musik potentielt er bevaret selv i de sene eller svære stadier af demens, hvor den verbale kommunikation måske er ophørt. Mediernes interesse for dette emne har bidraget til den offentlige opfattelse, at musikfærdigheder er en “ø af bevarelse” hos en ellers kognitivt svækket person med demens. I dette kapitel gennemgår vi den aktuelle litteratur om musikkognition ved demens og viser, at der har været meget få stringente videnskabelige undersøgelser af dette spørgsmål, og at der findes forskellige typer musikhukommelse, som er forskelligt nedsat ved de forskellige typer demens. Desuden diskuterer vi den nylige udvikling af musikaktiviteter som en ikke-farmakologisk behandling af demens og fremhæver de metodologiske begrænsninger i den nuværende litteratur om dette emne. Mens det er blevet rapporteret, at musikaktiviteter kan forbedre adfærd (især agitation), humør og kognition hos personer med demens, har nyere store randomiserede kontrolundersøgelser sat spørgsmålstegn ved specificiteten af musikkens effekt og fundet, at den ikke er mere gavnlig end andre behagelige aktiviteter. Ikke desto mindre er musik enestående i sin stærke evne til at fremkalde både erindringer og følelser. Dette kan give et vigtigt link til den enkeltes fortid og et middel til nonverbal kommunikation med plejere, hvilket gør det til en ideel stimulus for personer med demens.
