af Jeffrey Newman, Institut for nærorientalske sprog og kulturer, University of California, Los Angeles.
Dato: Det Gamle Rige, fjerde dynasti, Khafres regeringstid (ca. 2575- 2465 f.v.t.)
Begivenhed: Giza Pyramid Complex of Khafre
Materiale: Anorthosit Gneiss
Materiale: Anorthosit Gneiss
Aktuel placering: Egyptisk Museum, Cairo, Egypten. INV.nr.JE 10062= CG14
Denne statue, der ofte omtales som “Khafre Enthroned”, er en af de vigtigste og mest ikoniske overlevende skulpturer fra det gamle Egypten. Den forestiller farao Khafre fra det fjerde dynasti (ca. 2500 f.v.t.) lidt større end levende og siddende på en løvepandet trone. Tronens sider er dekoreret med sema-tawy-hieroglyffen, der skulle repræsentere kongens pligt til bogstaveligt talt at “binde” Egyptens bestanddele sammen under én myndighed. Faraoen sidder på toppen af denne og udtrykker på én gang beslutsomhed og sindsro; han ser ud over og ud over beskueren, mens han gestikulerer et lignende budskab med en knuget næve og en åben hånd. På sit hoved er faraoen afbildet med to former for guddommelig beskyttelse. Han bærer nemes-hovedbeklædningen med en uraeus eller cobra, der repræsenterer Wadjet, den beskyttende gudinde for Nedre Egypten. En falk strækker sine vinger ud for at omfavne bagsiden af kongens hovedbeklædning, som symboliserer guden Horus, en anden beskyttende guddom, der ofte forbindes direkte med den levende konge, hvis kult var centreret i Øvre Egypten.
Statuen er lavet af anorthosit gnejs, en særlig hård, grøn sten med karakteristiske krusninger af hvide indeslutninger, der gjorde det teknisk udfordrende at hugge den ud. Denne sten findes kun i fjerntliggende strækninger af Sahara-ørkenen i Nubien, vest for Nilens anden katarakt. Ved slutningen af Det Gamle Rige ved vi, at egypterne omtalte denne region med betegnelserne Wawat, Irtjet og Setju, og de nævnte endda en hersker, der slog disse områder sammen. Den blev transporteret ca. 1200 km til sin endelige placering i daltemplet i Khafres pyramidekompleks i Giza. Khafre søgte således efter selve materialet for at udstråle en aura af økonomisk rækkevidde, adgang til luksusmaterialer og i sidste ende magt over Egyptens naboer. Den grønt skinnende sten refererede utvivlsomt også til et håb om foryngelse i livet efter døden, en farveassociation, der har dybe rødder i den prædynastiske fortid. I 1860 e.Kr. fandt Auguste Mariette, den første direktør for den egyptiske antikvitetstjeneste, statuen begravet i en grav under gulvet i Khafres dal-tempel. Statuen blev registreret som det 14. objekt i Cairo Museums Catalogue Général (CG 14). Selv om de nøjagtige omstændigheder ved dens nedlæggelse er ukendte, tyder senere udgravninger af templet på, at den oprindeligt var en af ca. 23 siddende statuer af faraoen, skønnet ud fra de mange fragmenter af lignende statuer, der er fundet i templet. Baserne af nogle af disse statuer findes stadig i Valley Temple i dag. Samlet set indeholdt Khafres pyramidekompleks i Giza over 300 statuer af kongen, langt flere eksemplarer end nogen anden farao fra Det Gamle Rige. Eksempler som “Khafre Enthroned” viser, at denne faraos regeringstid ikke blot markerede et højdepunkt i fremstillingskapacitet, men også i teknisk dygtighed, idet han blandede idealisme og naturalisme i en række forskellige stenarter, den ekstremt hårde gnejs i dette eksempel, men også i kvartsit, kalksten og gråwacke. Khafres statuer fortsatte med at påvirke de kongelige billeder i resten af Det Gamle Rige og derefter.
Så vidt vi kan se, var denne statue dog noget enestående selv blandt sine modstykker, især med hensyn til dens skildring af forbindelsen mellem farao og det guddommelige. For bedre at forstå dette spørgsmål er det vigtigt at betragte statuen i sin oprindelige kontekst. Den var placeret mod en væg i Valley-templet, adskilt fra hovedadgangsvejen af store søjler af rød granit. Beskueren ville sandsynligvis først møde statuen i en vinkel, der giver et profilbillede og afslører guden Horus midt i hans omfavnelse af faraoens hoved. Men når beskueren nærmer sig statuen frontalt, bliver Horus fuldstændig skjult bag faraoens nemes-hovedbeklædning på grund af den lidt opadvendte vinkel på hans hoved. Denne optiske illusion er et bevidst udtryk for faraoens natur: han er omgivet og beskyttet af guderne, men er til en vis grad selv en gud. Det er meningen, at de udviskede grænser mellem disse to kategorier skal gå op i en højere enhed i faraoens person, når beskueren bevæger sig rundt i statuen.
Et andet lignende udtryk kan man finde, når man ikke blot betragter statuens hoved, men statuen som helhed. Faraoen sidder over foreningen af Øvre og Nedre Egypten, på en trone støttet af en løvetæve, der alle tjener som stærke metaforer for den naturlige verden, som han opretholder sin magt over. Over ham ligger uraen på hans pande og Horus-falken, ret tydelige symboler på guddommelig tilknytning. Mellem alt dette sidder faraoen, som endnu et udtryk for hans unikke adgang til disse to sociale magtsfærer. I Khafrés tilfælde lykkedes det ham og hans billedhuggere at udtrykke deres vision af kongedømmet visuelt og på mange måder mere kortfattet, end det kunne gøres med ord alene.
Hvem var den tiltænkte modtager af dette budskab? Måske var det ikke beregnet til nogen, det var blot beregnet til at genopføre Khafres vision af kongedømmet inden for hans kult for evigt. En anden mulighed er, at den var beregnet til at indprente denne vision om kongedømme på præsteskabet og medlemmer af den elite, der deltog i faraos dødskult. En sidste overvejelse er selve daltemplets karakter. “Valley” henviser til dets beliggenhed i udkanten af flodsletten og ikke afsondret på toppen af Giza-plateauet som resten af pyramidekomplekset. Denne placering tyder i det mindste på en højere grad af adgang for tilbedere af faraoens kult.
Model venligst udlånt af David Anderson, Department of Archaeology and Anthropology, University of Wisconsin-La Crosse (www.sketchfab.com/danderson4 og www.uwlax.edu/archaeology).
