Begrebet “kultur” henviser til den komplekse samling af viden, folklore, sprog, regler, ritualer, vaner, livsstil, holdninger, overbevisninger og skikke, der forbinder og giver en bestemt gruppe af mennesker en fælles identitet på et bestemt tidspunkt.
Alle sociale enheder udvikler en kultur. Selv i topersonsrelationer udvikles der en kultur over tid. I venskabsforhold og romantiske forhold udvikler partnerne f.eks. deres egen historie, fælles erfaringer, sprogmønstre, ritualer, vaner og skikke, som giver forholdet en særlig karakter – en karakter, der på forskellige måder adskiller det fra andre forhold. Eksempler kan være særlige datoer, steder, sange eller begivenheder, der kommer til at have en unik og vigtig symbolsk betydning for to personer.
Grupper udvikler også kulturer, der består af en samling af regler, ritualer, skikke og andre karakteristika, der giver den sociale enhed en identitet. Hvor en gruppe traditionelt mødes, om møderne begynder til tiden eller ej, hvilke emner der diskuteres, hvordan beslutninger træffes, og hvordan gruppen socialiserer, er alle elementer af det, der med tiden bliver definerende og differentierende elementer i dens kultur.
Organisationer har også kulturer, der ofte viser sig i bestemte mønstre for påklædning, indretning af arbejdsområder, mødestil og -funktioner, måder at tænke over og tale om organisationens karakter og retninger, ledelsesstil og så videre.
De mest rige og komplekse kulturer er dem, der er forbundet med et samfund eller en nation, og udtrykket “kultur” bruges oftest til at henvise til disse karakteristika, herunder sprog og sprogbrugsmønstre, ritualer, regler og skikke. En samfundsmæssig eller national kultur omfatter også elementer som betydningsfulde historiske begivenheder og personer, regeringsfilosofier, sociale skikke, familiepraksis, religion, økonomiske filosofier og praksis, tros- og værdisystemer samt begreber og retssystemer.
Så udvikler enhver social enhed – uanset om det er et forhold, en gruppe, en organisation eller et samfund – en kultur over tid. Selv om de definerende karakteristika – eller kombinationen af karakteristika – for hver kultur er unikke, har alle kulturer visse fælles funktioner. Tre sådanne funktioner, der er særligt vigtige ud fra et kommunikationsperspektiv, er(1) at forbinde individer med hinanden, (2) at skabe grundlaget for en fælles identitet og (3) at skabe en kontekst for interaktion og forhandling mellem medlemmerne.
Forholdet mellem kommunikation og kultur
Forholdet mellem kommunikation og kultur er et meget komplekst og intimt forhold. For det første skabes kulturer gennem kommunikation; det vil sige, at kommunikation er det middel til menneskelig interaktion, gennem hvilket kulturelle karakteristika – hvad enten det drejer sig om skikke, roller, regler, ritualer, love eller andre mønstre – skabes og deles. Det er ikke så meget det, at individer sætter sig for at skabe en kultur, når de interagerer i relationer, grupper, organisationer eller samfund, men snarere at kulturer er et naturligt biprodukt af social interaktion. På en måde er kulturer “rester” af social kommunikation. Uden kommunikation og kommunikationsmidler ville det være umuligt at bevare og videregive kulturelle karakteristika fra et sted og fra en tid til en anden. Man kan derfor sige, at kultur skabes, formes, overføres og læres gennem kommunikation. Det omvendte er også tilfældet; det vil sige, at kommunikationspraksis i høj grad skabes, formes og overføres af kulturen.
For at forstå konsekvenserne af dette forhold mellem kommunikation og kultur er det nødvendigt at tænke i løbende kommunikationsprocesser snarere end i en enkelt kommunikationsbegivenhed. Når f.eks. en gruppe på tre personer mødes første gang, bringer medlemmerne individuelle tanke- og adfærdsmønstre med sig fra tidligere kommunikationserfaringer og fra andre kulturer, som de er eller har været en del af. Når de enkelte personer begynder at kommunikere med de andre medlemmer af denne nye gruppe, begynder de at skabe en række fælles erfaringer og måder at tale om dem på. Hvis gruppen fortsætter med at interagere, vil der udvikle sig et sæt af kendetegnende historie, mønstre, skikke og ritualer. Nogle af disse kulturelle karakteristika vil være ret indlysende og håndgribelige, således at en ny person, der slutter sig til gruppen, vil støde på løbende kulturelle “regler”, som han eller hun vil lære at rette sig efter gennem kommunikation. Nye medlemmer vil til gengæld påvirke gruppens kultur på små, og nogle gange store, måder, efterhånden som de bliver en del af den. På en gensidig måde former denne omformede kultur de nuværende og fremtidige gruppemedlemmers kommunikationspraksis. Dette gælder for enhver kultur; kommunikation former kulturen, og kulturen former kommunikationen.
Kulturens kendetegn
Kulturer er komplekse og mangefacetterede. Som det fremgår af ovenstående diskussioner, er kulturer komplekse “strukturer”, der består af en bred vifte af karakteristika. Relationers eller gruppers kulturer er relativt enkle sammenlignet med organisationers og især samfunds kulturer. Edward Hall (1959, 1979) er en af de mest betydningsfulde bidragydere til den generelle forståelse af kulturens kompleksitet og kommunikationens betydning for forståelsen af og håndteringen af kulturelle forskelle på samfundsniveau.
Kulturer er subjektive. Der er en tendens til at antage, at elementerne i ens egne kulturer er logiske og giver god mening. Det følger heraf, at hvis andre kulturer – hvad enten det drejer sig om relationer, grupper, organisationer eller samfund – ser anderledes ud, anses disse forskelle ofte for at være negative, ulogiske og undertiden meningsløse. Hvis en person f.eks. tilfældigvis befinder sig i et romantisk forhold, der er præget af offentlige udfoldelser af hengivenhed, kan denne person synes, at adfærden hos andre mennesker, der har mere reserverede relationskulturer, kan virke mærkelig, ja, endog upassende. Personen vil måske undre sig over, hvorfor et romantisk par ikke ville være mere åbne over for hinanden og vise deres hengivenhed offentligt. Personen kan endda være fristet til at konkludere, at det “reserverede” forhold mangler dybde og intensitet. Dette fænomen gør sig gældende i en lang række situationer. Folk, der er vant til uformelle møder i en gruppe, vil måske synes, at det er mærkeligt og stilfærdigt at overholde de formelle regler for møder. Medarbejdere i en organisation, hvor der hver dag bæres jakkesæt, reagerer måske med kynisme og spørgsmålstegn, når de kommer ind i en organisation, hvor afslappet påklædning er standardpraksis. En person fra en kultur, der tillader en mand kun at have én kone, vil måske finde det helt upassende, at en anden kultur tillader en mand at have flere koner.Med hensyn til kultur er tendensen hos mange mennesker at sætte lighedstegn mellem “anderledes” og “forkert”, selv om alle kulturelle elementer opstår gennem stort set identiske kommunikationsprocesser.
Kulturer ændrer sig over tid. Faktisk er kulturer under konstant forandring – selv om forandringen nogle gange er meget langsom og umærkelig. Mange kræfter påvirker kulturelle forandringer. Som nævnt ovenfor skabes kulturer gennem kommunikation, og det er også gennem kommunikation mellem individer, at kulturer ændrer sig over tid. Hver person, der er involveret i et kommunikationsmøde, bringer summen af sine egne erfaringer fra andre (tidligere eller nuværende) kulturtilhørsforhold med sig. I en vis forstand er ethvert møde mellem individer i nye relationer, grupper, organisationer eller samfund en interkulturel kommunikationsbegivenhed, og disse varierende kulturmøder påvirker individet og kulturerne over tid. Rejse- og kommunikationsteknologier fremskynder i høj grad overførslen af budskaber fra en kulturel kontekst til en anden, og på små og store måder kommer kulturer til at påvirke hinanden gennem kommunikation. Sætninger som “smeltedigel”, “verdenssamfund” og “global landsby” taler om det uundgåelige i interkulturel påvirkning og forandring.
Kulturer er stort set usynlige. Meget af det, der karakteriserer kulturer af relationer, grupper, organisationer eller samfund, er usynligt for deres medlemmer, ligesom luften er usynlig for dem, der indånder den. Sproget er naturligvis synligt, ligesom hilsenkonventioner, særlige symboler, steder og rum er synlige. Men de særlige og definerende betydninger, som disse symboler, hilsner, steder og rum har for de enkelte personer i en kultur, er langt mindre synlige. Man kan f.eks. observere personer, der kysser hinanden, når de hilser, men medmindre man har en hel del mere kulturel viden, er det vanskeligt at afgøre, hvad denne adfærd betyder i forbindelse med den kultur, der gælder for deres forhold, gruppe, organisation eller samfund. Med andre ord er det uden mere kulturel viden vanskeligt at afgøre, om kysset er en sædvanlig hilsen blandt tilfældige bekendte, eller om en sådan hilsen er forbeholdt familiemedlemmer eller elskende. Som et andet eksempel kan nævnes, at oksebøf i nogle kulturer anses for at være en fremragende spise. Men hvis man var vegetar eller medlem af en kultur, hvor koen er hellig, ville den samme bøf have en helt anden kulturel betydning.
Kulturens glimt
Af de ovenfor nævnte grunde er mulighederne for at “se” kulturen og det dynamiske forhold, der eksisterer mellem kultur og kommunikation, få. To sådanne muligheder opstår dog, når der sker overtrædelser af kulturelle konventioner, eller når der er tværkulturel kontakt.
Når nogen overtræder en accepteret kulturel konvention, ritual eller skik – f.eks. ved at tale på et fremmedsprog, stå tættere på hinanden end normalt under en samtale eller diskutere emner, der typisk ikke diskuteres åbent – bliver de andre medlemmer af kulturen opmærksomme på, at noget upassende er ved at finde sted. Når “normale” kulturelle praksisser forekommer, tænker kulturens medlemmer ikke meget over det, men når overtrædelser forekommer, bliver medlemmerne mindet – om end kun momentant – om den gennemgribende rolle, som kulturen har for det daglige liv.
Når man besøger andre grupper, organisationer og især andre samfund, konfronteres folk ofte med – og bliver derfor opmærksomme på – forskellige skikke, ritualer og konventioner. Disse situationer er ofte forbundet med en vis akavethed, da folk bestræber sig på at forstå og nogle gange tilpasse sig den nye kulturs karakteristika. Under disse omstændigheder får man igen et glimt af “kultur” og de processer, hvormed mennesker skaber og tilpasser sig kultur.
Teknologiens og mediernes rolle
Alle institutioner i samfundet letter kommunikationen, og på den måde bidrager de alle til skabelsen, spredningen og udviklingen af kultur. Kommunikationsmedier som tv, film, radio, aviser, compact discs, magasiner, computere og internettet spiller imidlertid en særlig vigtig rolle. Fordi medierne udvider menneskets muligheder for at skabe, kopiere, transmittere og lagre budskaber, udvider og forstærker de også de kulturskabende aktiviteter. Ved hjælp af denne kommunikationsteknologi kan budskaber overføres på tværs af tid og rum, lagres og senere genfindes og anvendes. Tv-programmer, film, websteder, videospil og cd’er skabes gennem menneskelig aktivitet – og afspejler og udvider derfor deres skaberes kulturelle perspektiver yderligere. De får deres eget liv, helt adskilt og adskilt fra deres skabere, efterhånden som de overføres og deles i det stadig mere globale samfund.
Spørgsmål og undersøgelsesområder
En forståelse af kulturens karakter i forhold til kommunikation er nyttig på en række måder. For det første hjælper det med at forklare oprindelsen af forskellene mellem forskellige gruppers og samfunds praksis, tro, værdier og skikke, og det giver en påmindelse om den kommunikationsproces, hvormed disse forskelle er opstået. Denne viden kan og bør øge folks tolerance over for kulturelle forskelle. For det andet hjælper den med at forklare den proces, som individer gennemgår for at tilpasse sig til nye relationer, grupper, organisationer og samfund og til de enkelte kulturer. For det tredje understreger den betydningen af kommunikation som en bro mellem kulturer og som en drivkraft bag kulturel forandring.
En række spørgsmål optager også forskere og politiske beslutningstagere på dette område. Når kommunikationen øges mellem enkeltpersoner, grupper og lande, betyder det så, at kulturelle forskelle og traditioner uundgåeligt vil udviskes helt og holdent? Vil kulturerne hos personer fra grupper, organisationer og samfund, der har stor adgang til og kontrol over kommunikationsmedier, overhale kulturerne i de kulturer, der har færre ressourcer og mindre adgang og kontrol? Kan viden bruges til at hjælpe enkeltpersoner med at tilpasse sig nye relationer, grupper, organisationer og samfund på en mere behagelig og effektiv måde? Vigtigheden af disse spørgsmål gør dette område til et vigtigt område, som forskere og praktikere fortsat bør undersøge.
Se også: Globalisering af kulturen gennem medierne; Gruppekommunikation; Interkulturel kommunikation, tilpasning og; Interkulturel kommunikation, interetniske relationer og; Interpersonel kommunikation; Sprog og kommunikation; Organisatorisk kommunikation; Relationer, typer af; Social forandring og medierne; Sociale mål og medierne; Samfund og medierne; Symboler.
Bibliografi
Gudykunst, William B. (1991). Bridging Differences: Effektive kommunikation mellem grupper. Newbury Park, CA: Sage Publications.
Gudykunst, William B., og Kim, Young Y. (1984). Kommunikation med fremmede: An Approach to Inter-cultural Communication. New York: Random House.
Hall, Edward T. (1959). The Silent Language. New York:Doubleday.
Hall, Edward T. (1979). Beyond Culture. New York:Doubleday.
Hunt, Todd, og Ruben, Brent D. (1992). Mass Communication: Producers and Consumers. New York: HarperCollins.
Kim, Young Y. (1988). Communication and Cross-Cultural Adaptation. Clevedon, England: Multilingual Matters.
Ruben, Brent D. (1992). Communication and Human Behavior, 3. udgave. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall. Ruben, Brent D., og Stewart, Lea P. (1998). Communication and Human Behavior, 4. udgave. Needham Heights, MA: Allyn & Bacon.
Schiller, Herbert. (1989). Culture, Inc. New York:Oxford University Press.
Brent D. Ruben
