Thanos Davelis, direktør for offentlige anliggender, HALC
For 95 år siden blev hellenismen udslettet fra Lilleasien som den sidste handling i Tyrkiets folkemord på de kristne mindretal i landet. Efter at have overlevet – og blomstret – i 3.000 år blev den græske tilstedeværelse i Lilleasien udslettet i den store brand i Smyrna i 1922.
Mustapha Kemals hær trængte ind i Smyrna den 9. september 1922. Den 22. september var Smyrna ikke til at kende igen. Ilden – antændt af tyrkiske styrker – fejede gennem byen og brændte de græske og armenske kvarterer ned til grunden og slettede alt, der kunne minde fremtidige generationer om deres tilstedeværelse.
Efter ankomsten til Athen i slutningen af 1922, efter Smyrnas ødelæggelse, erklærede Ernst Otto Jacob, generalsekretær for Smyrna Y.M.C.A.:
Den tyrkiske politik om udryddelse af de kristne mindretal i Lilleasien er blevet målrettet ført ud i livet. De kristne kvarterer i Smyrna er praktisk talt blevet udslettet.
Winston Churchill skrev i sine erindringer også om afbrændingen af Smyrna:
… Mustapha Kemals hær … fejrede sin triumf ved at brænde Smyrna i aske og ved en omfattende massakre på dens kristne befolkning…
På stedet fortalte vidner med rædsel om de tyrkiske grusomheder og branden. Den britiske løjtnant A. S. Merrill beskrev scenen på denne måde:
Hele morgenen kunne man se gløden og derefter flammerne fra det brændende Smyrna. Vi ankom omkring en time før daggry, og scenen var ubeskrivelig. Hele byen stod i flammer, og havnen var lys som dagen. Tusindvis af hjemløse flygtninge væltede frem og tilbage på den brændende kaj – panikslagne til det vanvittige.
Af disse grunde har den græske regering symbolsk valgt den 14. september som officiel mindedag og minde om den tyrkiske stats folkemord på grækerne i Lilleasien. Folkedrabet begyndte i 1914 og sluttede med udvekslingen af befolkninger mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923. I 1923 var mere end 700 000 ud af de ca. 2 millioner grækere, der boede i Lilleasien i begyndelsen af Første Verdenskrig, omkommet som følge af Tyrkiets politik for “tyrkificering”. I alt blev mere end 2,5 millioner armeniere, grækere og assyrere dræbt som følge af centralt planlagte og systematisk gennemførte deportationer og mord.
Den amerikanske ambassadør i Det Osmanniske Rige, Henry Morgenthau, skriver:
Armenierne er ikke det eneste undersåtlige folk i Tyrkiet, som har lidt under denne politik, der har gjort Tyrkiet udelukkende til tyrkernes land. Den historie, som jeg har fortalt om armenierne, kunne jeg med visse modifikationer også fortælle om grækerne og syrerne . Grækerne var nemlig de første ofre for denne nationaliseringsidé.
De, der overlevede dødsmarcherne, den tyrkiske brutalitet og brandene i Smyrna, landede på Grækenlands kyster som flygtninge og genopbyggede den verden, de havde mistet i pyramidebyerne i Piræus og Thessaloniki.
Så længe ordet folkedrab ikke blev opfundet af Raphael Lemkin, blev denne katastrofale begivenhed i den græske historie af grækerne blot omtalt som “Massakren” (H Σφαγή), “Den store katastrofe” (H Μεγάλη Καταστροφή) eller “Den store tragedie” (H Μεγάλη Τραγωδία).
Det er vores pligt at sikre, at denne Store Katastrofe ikke gentager sig, og at ordene “Aldrig mere” lyder højt og tydeligt. Den internationale sammenslutning af folkemordsforskere, den fremtrædende akademiske autoritet inden for folkedrab, vedtog en resolution med følgende ordlyd:
Det er den internationale sammenslutning af folkemordsforskere overbevist om, at den osmanniske kampagne mod de kristne minoriteter i imperiet mellem 1914 og 1923 udgjorde et folkedrab på armeniere, assyrere og pontiske og anatolske grækere.
I dag fortsætter kampen for anerkendelse af denne afskyelige handling på trods af de overvældende beviser. Tyrkiet fortsætter med at benægte denne del af sin mørke fortid og forsøger at omskrive historien og lægge skylden på sine ofre. HALC har siden sin grundlæggelse stået i spidsen for kampen for anerkendelse af folkedrab og mod forsøg på at benægte sandheden, og vil fortsat kæmpe for menneskerettighederne for de kristne og religiøse mindretal i Mellemøsten, som i øjeblikket står over for lignende trusler.
