Lahore, Urdu Lāhawr, den næststørste by i Pakistan og hovedstaden i Punjab-provinsen. Den ligger 1 305 km nordøst for Karāchi i den øvre Indus-slette ved Rāvi-floden, en biflod til Indus.
Der vides kun lidt om bosættelsens historie før den muslimske periode. Hindu-legenden tilskriver grundlæggelsen af Lahore til Lava, eller Lōh, søn af Rāma, efter hvem byen angiveligt blev opkaldt Lōhāwar. Byen “Labokla”, der er nævnt i Ptolemæus’ Guide to Geography fra det 2. århundrede, kan have været Lahore.
Byen har haft en turbulent historie. Den var hovedstad for Ghaznavid-dynastiet fra 1163 til 1186. En mongolsk hær plyndrede Lahore i 1241. I løbet af det 14. århundrede blev byen gentagne gange angrebet af mongolerne indtil 1398, hvor den faldt under den turkiske erobrer Timurs kontrol. I 1524 blev den erobret af mogul Bābur’s tropper. Dette markerede begyndelsen på Lahores gyldne æra under mogul-dynastiet, hvor byen ofte var kongelig residens. Den blev kraftigt udvidet under Shāh Jahān (1628-58), men faldt i betydning under hans efterfølger Aurangzeb.
Fra Aurangzebs død (1707) var Lahore udsat for en magtkamp mellem mogulherrerne og sikh-oprørerne. Med Nādir Shāhs invasion i midten af det 18. århundrede blev Lahore en forpost i det iranske imperium. Den blev dog snart forbundet med sikhernes fremgang og blev endnu en gang sæde for en magtfuld regering under Ranjit Singh (1799-1839). Efter Singhs død gik det hurtigt ned ad bakke for byen, og den kom under britisk styre i 1849. Da det indiske subkontinent fik uafhængighed i 1947, blev Lahore hovedstad i provinsen West Punjab; i 1955 blev den hovedstad i den nyoprettede provins West Pakistan, som blev rekonstrueret som Punjab-provinsen i 1970.
Lahore består af et gammelt byområde flankeret mod sydøst af nyere handels-, industri- og boligområder, som igen er omkranset af forstæder. Den gamle by var engang omgivet af en mur og en voldgrav, men disse strukturer er, undtagen i den nordlige del, blevet erstattet af parkanlæg. En rund vej rundt om volden giver adgang til den gamle by via 13 porte. Bemærkelsesværdige bygninger i den gamle bydel omfatter Wazīr Khān-moskeen (1634) og Lahore Fort. Fortet er et muromkranset kompleks, der dækker ca. 14,5 hektar, og er et pragtfuldt eksempel på mogularkitektur; det blev delvist bygget af Akbar (regerede 1556-1605) og udvidet af de næste tre kejsere. Moskeen og fortet er dekoreret med marmor og kashi, eller encaustic flisearbejde. Andre historiske seværdigheder omfatter Bādshāhī-moskeen (den kejserlige moské), som blev bygget af Aurangzeb og stadig er en af de største moskeer i verden, den 4,5 meter høje moské, som er en af de største i verden.3 meter lange Zamzama eller Zam-Zammah, en kanon, der er udødeliggjort (sammen med andre detaljer om byen) i Rudyard Kiplings roman Kim (1901); Ranjit Singhs bygninger og mausoleum; Shāhdara-haverne, der indeholder mogulkejseren Jahāngīrs grav, og den storslåede Shālīmār-have, der blev anlagt øst for byen i 1642 af Shāh Jahān som et tilflugtssted for den kongelige familie. Jahāns tilflugtssted består af ca. 32 hektar terrasserede, muromkransede haver med omkring 450 springvand. Fortet og Shālīmār Garden blev tilsammen udpeget til UNESCO’s verdensarv i 1981.
Lahore er et vigtigt uddannelsescenter og er hjemsted for University of the Punjab (1882), som er det ældste universitet i Pakistan. I nærheden af universitetet ligger Lahore Museum (1864), som rummer eklektiske samlinger af kunst og historiske genstande. University of Engineering and Technology, Lahore (1961), og adskillige andre gymnasier og institutter ligger også i byen.
Lahore er et førende handels-, bank- og industricenter. Tekstiler er den vigtigste enkeltstående industri, men der er mange gummifabrikker samt jern-, stål- og andre fabrikker. Jernbaner og flyforbindelser forbinder Lahore med andre større byer i Pakistan. Befolkning. (2005 est.) bymæssig agglom., 6.289.000.