Fiberoptiske kabler splejses ved hjælp af en særlig lysbue-splejser, hvor installationskablerne er forbundet i enderne til respektive “pigtails” – korte individuelle fibre med fiberoptiske stik i den ene ende. Splejseren justerer præcist de lysledende kerner i de to ender af de glasfibre, der skal splejses. Justeringen sker fuldautomatisk i moderne apparater, mens det i ældre modeller sker manuelt ved hjælp af mikrometerskruer og mikroskop. En erfaren splejsere kan placere fiberenderne præcist inden for få sekunder. Efterfølgende smeltes fibrene sammen (svejses) med en elektrisk lysbue. Da der ikke tilføjes yderligere materiale, f.eks. gassvejsning eller lodning, kaldes dette en “fusionssplejsning”.
Afhængigt af kvaliteten af splejsningsprocessen opnås dæmpningsværdier ved splejsningspunkterne på 0,3 dB, med gode splejsninger også under 0,02 dB. For enheder af nyere generation foretages justeringen automatisk af motorer. Her skelner man mellem kerne- og kappecentrering. Ved kernecentrering (normalt singlemodefibre) justeres fiberkernerne. En eventuel kerneforskydning i forhold til kappen korrigeres. Ved jacket-centrering (normalt i multimodefibre) justeres fibrene til hinanden ved hjælp af elektronisk billedbehandling foran splejsningen.
Ved arbejde med godt udstyr er dæmpningsværdien ifølge erfaringerne på max. 0,1 dB. Målingerne foretages ved hjælp af særlige måleapparater, herunder optisk tidsdomænereflektometri (OTDR). En god splejsning bør have en dæmpning på mindre end 0,3 dB over hele afstanden. Færdige fiberoptiske splejsninger er anbragt i splejsningsbokse.
Man skelner mellem:
- Fusionssplejsning
- Klæbende splejsning
- Krimpsplejsning eller NENP (no-epoxy no-polish), mekanisk splejsning
