Livsforløbsteori, mere almindeligt kaldet livsforløbsperspektivet, henviser til et tværfagligt paradigme for studiet af menneskers liv, strukturelle sammenhænge og sociale forandringer. Denne tilgang omfatter idéer og observationer fra en lang række discipliner, navnlig historie, sociologi, demografi, udviklingspsykologi, biologi og økonomi. Den retter især opmærksomheden mod den stærke forbindelse mellem individuelle liv og den historiske og socioøkonomiske kontekst, som disse liv udfolder sig i. Som begreb defineres et livsforløb som “en sekvens af socialt definerede begivenheder og roller, som individet udøver over tid” (Giele og Elder 1998, s. 22). Disse begivenheder og roller forløber ikke nødvendigvis i en given rækkefølge, men udgør snarere summen af personens faktiske erfaringer. Begrebet livsforløb indebærer således aldersdifferentierede sociale fænomener, der adskiller sig fra ensartede livscyklusfaser og livsforløbet. Livsspændet henviser til livets varighed og karakteristika, der er tæt forbundet med alder, men som varierer lidt på tværs af tid og sted.
I modsætning hertil uddyber livsforløbsperspektivet betydningen af tid, kontekst, proces og mening for menneskers udvikling og familieliv (Bengtson og Allen 1993). Familien opfattes som en mikrosocial gruppe inden for en makrosocial kontekst – en “samling af individer med fælles historie, der interagerer inden for stadigt skiftende sociale kontekster på tværs af stadigt stigende tid og rum” (Bengston og Allen 1993, s. 470). Aldring og udviklingsmæssige forandringer er derfor kontinuerlige processer, som opleves gennem hele livet. Som sådan afspejler livsforløbet krydsfeltet mellem sociale og historiske faktorer og personlig biografi og udvikling, inden for hvilket studiet af familieliv og sociale forandringer kan opstå (Elder 1985; Hareven 1996).
Historisk udvikling
Mange forskere identificerer livsforløbsperspektivet som et “nyt” paradigme inden for adfærdsvidenskaberne, fordi det ikke blev formelt fremført før 1990’erne. I løbet af dette årti henledte den hurtige sociale forandring og befolkningens aldring opmærksomheden på historiske påvirkninger og på kompleksiteten af de processer, der ligger til grund for familiens forandring og kontinuitet. Fremskridt inden for statistiske teknikker tilskyndede også til en fortsat vækst i livsforløbsstudier, herunder skabelsen af nye metoder til analyse af longitudinelle data.
De tidlige anvendelser af livsforløbsteorier kan spores til de første årtier af det 20. århundrede (Bengston og Allen 1993). Indtil midten af 1960’erne var der imidlertid ikke noget særskilt felt af livsforløbsstudier med fokus på variabilitet i aldersmønstre, udviklingseffekter og konsekvenserne af historiske ændringer, der vandt fremtrædende betydning. På dette tidspunkt undersøgte forskere fra forskellige samfundsvidenskabelige discipliner (f.eks. Clausen 1991; Riley 1987; Hagestad og Neugarten 1985) forskellige aspekter af disse temaer, herunder den fælles betydning af alder, periode og kohorte i forklaringen af forholdet mellem individuel og social forandring. “Sociale tidsplaner” og deres variabilitet blev også brugt til at studere udvikling, aldring og kohorter. Bernice Neugarten var f.eks. pioner inden for et forskningsprogram, der undersøgte individuelle afvigelser fra bredt delte aldersforventninger om tidspunktet for vigtige overgangsbegivenheder (f.eks. hvornår man gifter sig eller får børn). Den forskning, der blev gennemført i 1970’erne og 1980’erne, fortsatte med at indarbejde disse temaer samt med at fokusere på historiske ændringer i livsmønstre, konsekvenserne af livsforløbsoplevelser (som f.eks. den store depression) for det subjektive velbefindende, familiemedlemmernes indbyrdes forbundne overgange og integrering af bl.a. sondringer mellem slægtninge og alder (Burton og Bengtson 1985; Clausen 1991; Elder 1974; Rossi og Rossi 1990). I slutningen af det tyvende århundrede blev livsforløbstilgangen almindeligvis betragtet som et “fremvoksende paradigme” (Rodgers og White 1993) med både en særpræget teori og metoder. Især Glen Elder begyndte at fremme kerneprincipperne i livsforløbsteorien, som han beskriver som definerende “et fælles undersøgelsesfelt ved at tilvejebringe en ramme, der vejleder forskningen i spørgsmål om problemidentifikation og begrebsudvikling” (1998, s. 4). Dette perspektiv er også blevet (og bliver fortsat) syntetiseret med andre teorier eller undersøgelsesområder, såsom familieudvikling (f.eks. Bengston og Allen), menneskelig udvikling (f.eks. Elder), statusopnåelse (f.eks. Featherman; Blau; og Duncan), familiehistorie (f.eks. Hareven), livsforløb (f.eks, Baltes), stressteori (f.eks. Pearlin og Skaff), demografi (f.eks. Uhlenberg), gerontologi (f.eks. Neugarten) og Bronfenbrenners økologiske perspektiv (Moen et al. 1995).
Nøgleprincipper og begreber
Flere grundlæggende principper karakteriserer livsforløbstilgangen. De omfatter: (1) socialhistorisk og geografisk placering; (2) timing af liv; (3) heterogenitet eller variabilitet; (4) “forbundne liv” og sociale bånd til andre; (5) menneskelig handlekraft og personlig kontrol; og (6) hvordan fortiden former fremtiden. Hver af disse principper vil blive beskrevet, og nøglebegreberne vil blive fremhævet. Herefter følger en oversigt over udvalgte eksempler på empiriske anvendelser i et internationalt og tværkulturelt perspektiv.
Sociohistorisk og geografisk placering. Et individs eget udviklingsforløb er indlejret i og forandres af forhold og begivenheder, der finder sted i den historiske periode og geografiske placering, som personen lever i. F.eks. kan geopolitiske begivenheder (f.eks. krig), økonomiske cyklusser (f.eks. recessioner) og sociale og kulturelle ideologier (f.eks. patriarkat) forme menneskers opfattelser og valg og ændre forløbet af den menneskelige udvikling. Adfærd og beslutninger sker således ikke i et tomrum, fordi mennesker og familier interagerer inden for den sociohistoriske tid. Faktisk hjælper en forståelse af forskellige kohorters placering i deres respektive historiske kontekster forskere og politiske beslutningstagere med at identificere omstændigheder, der har påvirket menneskers respektive livshistorier forskelligt.
Livstidspunktet. Tre typer af tid er centrale for et livsforløbsperspektiv: individuel tid, generationstid og historisk tid (Price, McKenry og Murphy 2000). Individuel eller ontogenetisk tid henviser til kronologisk alder. Det antages, at perioder af livet, såsom barndom, ungdom og alderdom, påvirker positioner, roller og rettigheder i samfundet, og at disse kan være baseret på kulturelt delte aldersdefinitioner (Hagestad og Neugarten 1985). Generationstid henviser til de aldersgrupper eller kohorter, som folk er grupperet i, baseret på deres alder. Personer, der er født mellem 1946 og 1964, omtales f.eks. ofte som babyboom-generationen. Endelig henviser historisk tid til samfundsmæssige eller storstilede ændringer eller begivenheder, og hvordan disse påvirker enkeltpersoner og familier, f.eks. politiske og økonomiske ændringer, krig og teknologiske innovationer (f.eks. informationsadgang via internettet).
Dertil kommer, at Elder (1985) bemærker, at tid også kan opfattes som en sekvens af overgange, der finder sted over tid. En overgang er en diskret livsændring eller -begivenhed inden for et forløb (f.eks. fra en single til en gift tilstand), hvorimod et forløb er en sekvens af forbundne tilstande inden for et begrebsmæssigt defineret område af adfærd eller erfaring (f.eks. uddannelse og erhvervskarriere). Overgange ledsages ofte af socialt fælles ceremonier og ritualer, f.eks. en eksamens- eller bryllupsceremoni, mens et forløb er et langsigtet forløb med alderssvarende udviklingsmønstre i vigtige sociale institutioner som f.eks. uddannelse eller familie. På denne måde lægger livsforløbsperspektivet vægt på de måder, hvorpå overgange, forløb og baner er socialt organiseret. Desuden resulterer overgange typisk i en ændring i status, social identitet og rolleinddragelse. Trajektorier er imidlertid langsigtede mønstre af stabilitet og forandring og kan omfatte flere overgange.
Fremskridt langs trajektorier er aldersmæssigt gradueret, således at nogle overgange kan betragtes som mere alderssvarende, mens andre overtræder normative sociale tidsplaner ved at forekomme for tidligt eller for sent (Hagestad og Neugarten 1985). En overgang, der ikke passer til alderen, kan være at forlade hjemmet i en meget ung alder (f.eks. 15 år) eller at blive teenageforældre. Der er også mulighed for omvendte overgange eller modovergange. Et eksempel på en omvendt overgang er, når en ung voksen vender tilbage efter at have forladt hjemmet, mens modovergange kan opstå som følge af livsændringer i forbindelse med andre roller og status (f.eks. forældreskab skaber bedsteforældreskab). Timingen af overgange kan også mindske chancen for succes i et bestemt forløb, f.eks. sandsynligheden for at fuldføre skolen.
Heterogenitet eller variabilitet. Heterogenitet eller mangfoldighed i strukturer eller processer er et andet livsforløbsprincip. Man skal ikke kun tage hensyn til modale eller gennemsnitlige udviklings- og overgangstendenser, men også til variabilitet. Matilda Rileys (1987) forskning støttede en model for aldersstratificering – de forskellige erfaringer i forskellige kohorter – og bidrog således til at overvinde fejlen med kohortecentrisme, den forestilling, at kohorter deler perspektiver, blot fordi de deler en fælles aldersgruppe. Generationer eller kohorter er nemlig ikke homogene samlinger af mennesker. De adskiller sig snarere fra hinanden med hensyn til indflydelsesrige dimensioner som køn, social klasse, familiestruktur, etnicitet og religion. Desuden kan evnen til at tilpasse sig til ændringer i livsforløbet variere med de ressourcer eller den støtte, der ligger i disse elementer i form af økonomisk eller kulturel kapital (f.eks. rigdom, uddannelse) eller social kapital (f.eks. social støtte fra familien). For eksempel viser Barbara A. Mitchells (2000) forskning, at unge voksne med svage familiebånd måske ikke har mulighed for at vende hjem i vanskelige økonomiske tider. Endelig er der også en erkendelse af den stigende mangfoldighed, der er forbundet med aldring. Jo længere man lever, jo større er eksponeringen for faktorer, der påvirker aldringsprocessen.
Linked lives and social ties. Et fjerde grundsæt understreger, at liv er indbyrdes afhængige og gensidigt forbundne på flere niveauer. Samfundsmæssige og individuelle erfaringer er forbundet gennem familien og dens netværk af fælles relationer (Elder 1998). Som følge heraf kan begivenheder på makroniveau, som f.eks. krig, påvirke individuel adfærd (f.eks. at melde sig til militærtjeneste), og dette kan påvirke andre familiære relationer betydeligt. Stressende begivenheder, såsom et familiemedlems død, kan også påvirke familierelationer, fordi disse hændelser kan udløse mønstre af stress og sårbarhed eller omvendt fremme adaptiv adfærd og familiens modstandsdygtighed. Desuden kan de enkelte familiemedlemmers personlighedsegenskaber også påvirke familiens coping-stile, funktion og velvære.
Dertil kommer, at familiemedlemmer også kan synkronisere eller koordinere deres liv med hensyn til livsplanlægning og spørgsmål vedrørende timingen af livsbegivenheder. Dette kan undertiden skabe spændinger og konflikter, især når individuelle mål adskiller sig fra familiens behov som en kollektiv enhed. Tamara Hareven (1996) bemærker for eksempel, at historisk set kunne timingen af voksne børns individuelle overgange (f.eks. hvornår de skulle giftes) skabe problemer, hvis det kom i konflikt med de aldrende forældres krav og behov.
Human agency and personal control. Ifølge livsforløbsperspektivet er individer aktive agenter, som ikke kun formidler effekten af den sociale struktur, men også træffer beslutninger og opstiller mål, der former den sociale struktur. Individer antages at have kapacitet til at engagere sig i planmæssig kompetence, hvilket henviser til de gennemtænkte, proaktive og selvkontrollerede processer, der ligger til grund for ens valg om institutionelle engagementer og sociale relationer (Clausen 1991). Det bør dog erkendes, at evnen til at træffe specifikke valg afhænger af muligheder og begrænsninger. Parallelt med denne idé er begrebet kontrolcykler, hvor familier og enkeltpersoner ændrer deres forventninger og adfærd som reaktion på ændringer i enten behov eller ressourcer. Elder (1974) fandt, at familier under den store depression genvandt en vis grad af kontrol over deres økonomiske problemer gennem udgiftsreduktioner og flere familieforsørgere. På denne måde kan familier og enkeltpersoner konstruere, forhandle og overskride begivenheder og erfaringer i livsforløbet.
Hvordan fortiden former fremtiden. Endelig er et andet kendetegn ved dette perspektiv, at beslutninger, muligheder og betingelser i det tidlige livsforløb påvirker de senere resultater. Fortiden har derfor potentiale til at forme nutiden og fremtiden, hvilket man kan forestille sig som en krusnings- eller dominoeffekt. Dette kan ske på forskellige niveauer: på kohorte-/generationsniveau og på individ-/familieniveau. F.eks. kan en generation overføre eftervirkningerne af de historiske omstændigheder, der har formet dens livshistorie, til den næste generation (f.eks. at gennemleve den feministiske bevægelse). Tidspunktet og betingelserne for tidligere livsbegivenheder og adfærd (f.eks. at droppe ud af skolen, at være vidne til vold i hjemmet) kan også sætte en kædereaktion af erfaringer i gang for enkeltpersoner og deres familier (f.eks. reproduktion af fattigdom, en cyklus af vold i familien). Fortiden kan derfor i høj grad påvirke senere resultater i livet, f.eks. socioøkonomisk status, mental sundhed, fysisk funktion og ægteskabsmønstre. Dette langsigtede synspunkt med dets anerkendelse af kumulative fordele eller ulemper er særligt værdifuldt for forståelsen af social ulighed senere i livet og for at skabe effektive sociale politikker og programmer (O’Rand 1996).
Udvalgte forskningsanvendelser
Livsforløbsperspektivet er blevet anvendt på flere områder af familieundersøgelser i Nordamerika (især i USA), såvel som internationalt. Selv om pladsbegrænsninger ikke tillader en fuld dækning af dette omfattende arbejde, fremhæves flere undersøgelser for at illustrere de seneste anvendelser af denne tilgang. I USA har forskerne anvendt denne ramme til at undersøge: mænds husarbejde (Coltrane og Ishii-Kuntz 1992); tidspunktet for ægteskab og militærtjeneste (Call og Teachman 1996); arbejdshistorie og tidspunktet for ægteskab (Pittman og Blanchard 1996); familier, kriminalitet og kriminalitet (Sampson og Laub 1993) samt mange andre indholdsmæssige områder (Price et al. 2000).
I Canada har forskere brugt en livsforløbstilgang til at studere overgangen til bedstemødre (Gee 1991) og unges overgang til voksenlivet, især når de forlader og vender tilbage til hjemmet (f.eks, Mitchell 2000). Det skal også bemærkes, at dette perspektiv er ved at blive populært i undersøgelser af etnisk mangfoldighed, social ulighed og aldrende familier (Stoller og Gibson 2000), og at der er foretaget talrige sammenligninger af livsmønstre på tværs af landegrænser (f.eks, mellem Tyskland og USA-Giele og Elder 1998, s. 246).
Dertil kommer, at livsforløbstilgangen anvendes mere og mere i lande som Japan (Fuse 1996) og andre østasiatiske lande samt Storbritannien, Tyskland, Italien, Norge, Nederlandene og Indien. Anvendelser af livsforløbsperspektivet illustreres i forskning om generationsforhold og familiestøtte i Thailand og Sri Lanka (Hareven 1996), pårørendes ægteskabshistorie i Storbritannien (Lewis 1998), den tyske livsforløbsundersøgelse (Brüchner og Mayer 1998; Elder og Giele 1998, p. 52), unge voksne fra Nederlandene (Liefbroer og De Jong 1995), ændrede mønstre for alder, arbejde og pensionering i Europa (Guillemard 1997) og mønstre for husstandsdannelse og arv i det præindustrielle Nordeuropa og i Nordindien (Gupta 1995).
Finalt er der blevet anvendt en række forskellige kvantitative og kvalitative metoder i livsforløbsanalyser. Almindelige kvantitative metoder omfatter: longitudinelle designs, kohorte- og tværsnitssammenligninger og analyser af livsbegivenheder; mens deskriptive og kvalitative tilgange indebærer arkivforskning, biografiske tilgange såsom livshistoriske oversigter og dybdegående interviews, personlige fortællinger og livshistoriske fortællinger. Denne metodologiske pluralisme er i overensstemmelse med livsforløbsperspektivets tværfaglige karakter og erkendelsen af nødvendigheden af at bygge bro mellem makro- og mikroniveauer af teori og analyse (Giele og Elder 1998).
Sammenfattende giver det blomstrende område for livsforløbsteorier og -forskning unikke muligheder for at forbinde historisk og kulturel placering og ændringer i samfundsmæssige institutioner med enkeltpersoners og familiers erfaringer. Udfordringen bliver at forfine og afprøve en dynamisk, emergent konceptuel model, der strækker sig over flere discipliner og flere analyseniveauer. Fremtidige fremskridt vil gøre det muligt for forskere at udvide grænserne for viden vedrørende kontinuitet og diskontinuitet i familielivet i et stadigt skiftende socialt, økonomisk og globalt miljø.
Se også: Voksenliv; Familieroller; Familieteori; Rites of Passage; Tidsanvendelse; Overgang til forældreskab
Bibliografi
bengtson, v. l., and allen, k. r. (1993). “the life course perspective applied to families over time.” in sourcebook of family theories and methods: a contextual approach, ed. p. boss, w. doherty, r. larossa, w. schumm, and s. steinmetz. new york: plenum.
brücher, e., and mayer, k. u. (1998). “collectioning life history data: experiences from the german life history study.” in methods of life course research: qualitative and quantitative approaches, ed. j. z. giele and g. h. elder jr. thousand oaks, ca: sage.
burton, l. m., and bengtson, v. (1985). “black grandmothers: issues of timing and continuity in roles.” in grandparenthood, ed. v. l. bengtson and j. robertson. beverly hills, ca: sage.
call, v. r. a., and teachman, j. d. (1996). “life-course timing and sequencing of marriage and military service and their effects on marital stability.” journal of marriage and the family 58:219-226.
clausen, j. a. (1991). “adolescent competence and the shaping of the life course.” american journal of sociology 96:805-842.
coltrane, s., and ishii-kuntz, m. (1992). “men’s housework: a life course perspective.” journal of marriage and the family 54:43-58.
elder, g. h., jr. (1974). children of the great depression:social change in life experience. chicago: university of chicago press.
elder, g. h., jr. (1985). life course dynamics. ithaca, ny: cornell university press.
elder, g. h., jr. (1998). “the life course as developmental theory.” child development 69:1-12.
fuse, a. (1996). “status for familieteori og -forskning i japan.” marriage and family review 22:73-99.
gee, e. m. (1991). “the transition to grandmotherhood: a quantitative study.” canadian journal on aging 10:254-270.
giele, j. z., and elder, g. h., jr. (1998). methods of lifecourse research: qualitative and quantitative approaches. thousand oaks, ca: sage.
guillemard, a. m. (1997). “re-writing social policy and changes within the life course organization: a european perspective.” canadian journal on aging 16:441-464.
gupta, m. d. (1995). “life course perspectives on women’s autonomy and health outcomes.” american anthropologist 97:481-492.
hagestad, g. o., and neugarten, b. l. (1985). “age and the life course.” in handbook of aging and the social sciences, ed. r. h. binstock and e. shanas. new york: van nostrand reinhold.
hareven, t. k., ed. (1996). aging and generational relations: life course and cross-cultural perspectives. new york: aldine de gruyter.
lewis, r. (1998). “Impact of the marital relationship on the experience of caring for an elderly spouse with dementia.” aging and society 18:209-231.
liefbroer, a. c., and de jong gierveld, j. (1995). “standardisering og individualisering: overgangen til voksenalderen blandt kohorter født mellem 1903 og 1965.” i population and family in the low countries, ed. h. van den brekel and f. deven. netherlands: kluwer academic publishers.
mitchell, b. a. (2000). “the refilled ‘nest’: debunking the myth of families in crisis.” in the overselling of population aging: apocalyptic demography, intergenerational challenges, and social policy, ed. e. m. gee and g. m. gutman. toronto: oxford university press.
moen, p.; elder, g. h., jr.; and lüscher, k., eds. (1995). examining lives in context: perspectives on the ecology of human development. washington, dc: american psychological association.
o’rand, a. m. (1996). “the precious and the precocious: understanding cumulative disadvantage and cumulative advantage over the life course.” the gerontologist 36:230-238.
pittman, j. f., and blanchard, d. (1996). “virkningerne af arbejdshistorie og tidspunktet for ægteskab på fordelingen af husholdningsarbejde: et livsforløbsperspektiv.” journal of marriage and the family 58:78-90.
price, s. j.; mckenry, p. c.; og murphy, m. j., eds. (2000). families across time: a life course perspective. los angeles: roxbury.
riley, m. w. (1987). “on the significance of age in sociology.” american sociological review 52:1-14.
rodgers, r. h., and white, j. m. (1993). “family development theory.” in sourcebook of family theories and methods: a contextual approach, ed. p. boss, w. doherty, r. larossa, w. schumm, and s. steinmetz. new york: plenum.
rossi, a. s., and rossi, p. h. (1990). of human bonding:parent-child relationships across the life course. new york: aldine de gruyter.
sampson, r. j., and laub, j. h. (1993). crime in the making: pathways and turning points through life. cambridge, ma: harvard university press.
stoller, e. p., and gibson, r. c. (2000). worlds of difference: inequality in the aging experience. thousand oaks, ca: pine forge press.
BARBARA A. MITCHELL
