Øre: Høreorganet. Der er tre dele af øret, ifølge lærebøgerne om anatomi. De er det ydre øre (den del, vi ser langs siderne af vores hoved bag tindingerne), mellemøret og det indre øre. Men med hensyn til funktion har øret fire dele: disse tre og hjernen. Hørelse involverer således alle dele af øret samt den auditive cortex i hjernen. Det ydre øre er med til at koncentrere luftens vibrationer på trommehinden og få den til at vibrere. Disse vibrationer overføres af en kæde af små knogler i mellemøret til det indre øre via en kæde af små knogler i mellemøret. Der stimulerer de fibrene i hørenerven til at overføre impulser til hjernen.
Det ydre øre ser kompliceret ud, men det er den enkleste del af øret. Den består af øresneglen eller auriklen (den synlige, fremspringende del af øret), den ydre øregang (den udvendige åbning til øregangen) og den ydre øregang, der fører til trommehinden. Der er altså en øremuskel, en øregang og en øregang. Det er det hele. Og det ydre øre har kun til opgave at koncentrere luftvibrationer på trommehinden og få trommehinden til at vibrere.
Mellemøret består af trommehinden (tympanon eller trommehinden) og ud over den et hulrum. Dette hulrum er via en kanal (det Eustakiske rør) forbundet med svælget (nasopharynx). Det Eustakiske rør gør det muligt for gastrykket i mellemørehulen at tilpasse sig det ydre lufttryk (så når du går ned i et fly, er det det det Eustakiske rør, der åbner sig, når dine ører “åbner sig”). Mellemørehulen indeholder også en kæde af 3 små knogler (benknogler), der forbinder trommehinden med det indre øre. Benknoglerne hedder (ikke Nina, Pinta og Santa Maria, men) malleus, incus og stapes. Alt i alt kommunikerer mellemøret med svælget, balancerer med det ydre tryk og overfører trommehindens vibrationer til det indre øre.
Det indre øre er meget komplekst. Den væsentlige komponent i det indre øre for hørelsen er den membranøse labyrint, hvor fibrerne fra hørenerven (den nerve, der forbinder øret med hjernen) ender. Den membranøse labyrint er et system af forbindelsessække og kanaler (rør), der er fyldt med væske (endolymfen). Den membranøse labyrint er placeret i et hulrum, der kaldes den knoglelabyrint. På nogle punkter er membranlabyrinten fastgjort til knoglelabyrinten, og på andre punkter er membranlabyrinten svævet i en væske (perilymphen) i knoglelabyrinten. Knoglelabyrinten består af tre dele: et centralt hulrum (vestibulen), halvcirkulære kanaler (som munder ud i vestibulen) og cochlea (et snegleformet spiralrør). Den membranøse labyrint har også en vestibule, som består af to sække (kaldet utriculus og sacculus), der er forbundet med et smalt rør. Utriculus, den største af de to sække, er det vigtigste organ i det vestibulære system (som informerer os om hovedets position og bevægelse). Den mindre af de to sække, sacculus (bogstaveligt talt den lille sæk), er forbundet med et membranrør i sneglehulen, der indeholder Corti-organet. Det er i Corti-organet, at hårcellerne, de særlige sensoriske receptorer for hørelse, er placeret.
