Megalopolis refererer til en klynge af tætbefolkede byer, der strækker sig over et stort område. Den afdøde geograf Jean Gottmann (1915-94) populariserede begrebet i begyndelsen af 1960’erne for at klassificere regionen fra Washington til Boston, herunder New York, Philadelphia og Baltimore. Gottmann opfordrede forskerne til at betragte megalopolen som en ny byform, der er multinukleær og multifunktionel. Befolkningstilvæksten gav næring til forstadsdannelse, og forstæderne blev senere deres egne uafhængige og autonome regioner, som smeltede sammen med den centrale by for at danne en omfattende metropolregion på USA’s østkyst. I 1950 havde megalopolen en befolkning på 32 millioner indbyggere. I dag omfatter megalopolis mere end 44 millioner mennesker, hvilket svarer til 16 procent af hele USA’s befolkning. Fire af de største CMSA’er (Consolidated Metropolitan Statistical Areas) i USA overlapper med megalopolis og tegner sig for over 38 millioner af megalopolisens befolkning. De fire CMSA’er er New York-Northern New Jersey-Long Island, Washington-Baltimore, Philadelphia-Wilmington-Atlantic City og Boston-Worcester-Lawrence. Konsekvensen af Gottmanns undersøgelse af megalopoler var, at “vi må opgive ideen om byen som en tæt bosat og organiseret enhed, hvor mennesker, aktiviteter og rigdomme er trængt sammen i et meget lille område, der er klart adskilt fra de ikke-stedlige omgivelser. Enhver by i denne region breder sig vidt og bredt ud omkring sin oprindelige kerne; den vokser midt i en uregelmæssigt kolloid blanding af land- og forstadslandskaber; den smelter på brede fronter sammen med andre blandinger, af noget lignende om end forskellig tekstur, der tilhører andre byers forstadsdistrikter” (Gottmann 1961: 5).
