Klimakteriet og menopausen er to udtryk, der anvendes utydeligt til at benævne kliniske forventede begivenheder i forbindelse med nedgangen i ovariefunktionen. I litteraturen og i kliniske sammenhænge læser og hører vi således “menopausale symptomer” eller “klimakteriske symptomer”. Globalt set anvendes udtrykket overgangsalder langt hyppigere end klimakterium, men før vi bruger et af dem, bør vi overveje, at “overgangsalder” henviser til en specifik begivenhed, nemlig ophøret af menstruationerne, og “klimakterium” til gradvise ændringer af æggestokkenes funktion, der begynder før overgangsalderen og fortsætter derefter i et stykke tid. I perioden før overgangsalderen vil der ske hormonelle ændringer, der er forbundet med symptomer, som forringer livskvaliteten, og med metaboliske ændringer, som øger risikoen for kroniske sygdomme. Derfor synes ordet klimakterium (“trin” på græsk) at være mere passende til at betegne de symptomer og kroniske sygdomme, der er forbundet med det gradvise fald i æggestokkenes funktion, og vi bør kun lade ordet “overgangsalder” stå tilbage for at betegne den begivenhed med ophør af menstruation, der vil ske senere som følge af faldet i æggestokkenes aktivitet. Denne differentiering har klinisk betydning, fordi den indebærer, at man i den præmenopausale periode skal vurdere den indvirkning, som faldet i østrogen har på kvinders sundhedstilstand, og hvis det er relevant, skal man angive livsstilsændringer, hormonbehandling, hypolipidæmiske lægemidler osv. Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at vente på, at menstruationsblødningen ophører, før man iværksætter en eller anden intervention. Forfaldet af kvinders sundhed begynder mange år før overgangsalderen, og forebyggelse af konsekvenserne heraf er et must for os klinikere.
