Sangerinde, sangskriver
Sangerinde og skuespiller Christina Milian har arbejdet siden sin barndom. Hun har haft to Billboard top fem-hits og har medvirket i flere film. Hun er ofte blevet sammenlignet med andre populære unge kvindelige stjerner, såsom Whitney Houston, Britney Spears eller Beyoncé, men Milian har taget det med ro. “Det er sjovt, at alle kalder mig “den nye” alting,” sagde hun til Lina Das i London Daily Mail. “Jeg kan bare godt lide at tænke på mig selv som mig.”
Milian er datter af cubanske immigranter. Hendes forældre, Don og Carmen, flyttede begge til USA, da de var børn. Hun voksede op i New Jersey og Maryland og vidste fra en tidlig alder, at hun ønskede at spille skuespil og synge. Hendes første skuespillerrolle, som hun vandt, da hun var otte år, var i en skolefilm fra National Geographic om temperatur. Da hun var ni år gammel begyndte hun at tage sangundervisning, og hun optrådte også i sin første reklamefilm, en reklame for fastfoodkæden Wendy’s.
Milians talent gjorde dog ikke nødvendigvis hendes liv lettere. Da familien flyttede til Maryland, fandt hun ud af, at hendes cubanske oprindelse forvirrede hendes skolekammerater, som antog, at alle skulle være enten hvide eller sorte. “Hvad er du?”, spurgte de ifølge Das. “Sort eller hvid?” Som følge heraf hadede Milian skolen og blev suspenderet flere gange for at slås på grund af disse hændelser. Desuden var nogle af de andre elever jaloux på, at hun gik fra skole for at deltage i auditions, og på, at hun optrådte i fjernsynet. Milian fortalte Lauren Brown i CosmoGirl! at da hun gik i mellemskolen, sagde andre piger til hende: “Min kæreste så dig i en reklamefilm, og nu kan han lide dig – så lad os slås.”
I 1997 flyttede Milians familie til Californien, så den unge pige kunne forfølge sin skuespillerkarriere, men kort tid efter besluttede hendes far, at han ville tilbage til Maryland, og han forlod familien. “Han tog al vores adgang til penge, lukkede vores kreditkort og efterlod os stort set uden noget som helst”, fortalte Milian til Das. Han virkede opsat på at tvinge familien ud af Californien, så de skulle vende tilbage til Maryland med ham. Milian, hendes mor og hendes to yngre søstre, Danielle og Elizabeth, trodsede ham imidlertid og blev i Californien, hvor de gennemgik en hård tid med næsten hjemløshed og fuldstændig ruineret. Milian hjalp sin mor med rengøringsjobs og passede også babysittere for at tjene penge. Familien havde ikke råd til busbilletter, så Milian og hendes søstre gik 6 km til skole hver dag i håb om, at de kunne finde nogen, der kunne give dem et lift hjem. Familien overvejede at flytte ind på et herberg for hjemløse, men besluttede sig for at klare sig selv.
Milian fortalte Das, at de fik noget af deres mad fra en lokal kirke. “De plejede at uddele dåser med mad og ris, og i nogle af poserne med ris var der myrer i dem. Vi plejede også at snige os ind på McDonald’s og tage deres toiletpapir, fordi vi ikke havde noget.” Når der var auditioner eller middagsmøder, hvor der var mad, tog Milian rester med hjem til sine søstre at spise. I denne periode fandt hun også en omstrejfende hund, som hun kaldte Baby, og tog den med hjem. Hendes mor protesterede over, at de ikke havde mad nok til sig selv, endsige en hund, men hunden muntrede dem op, og Milian har den stadig.
I 1995 medvirkede Milian i filmen Get Shorty, hvor John Travolta, Uma Thurman, Harvey Keitel og James Gandolfini medvirkede. Hun var stjernevældet over denne oplevelse, især over hendes scene med John Travolta. “Det var som taget ud af en drøm, da jeg faktisk fik lov til at spille med i en film med ham,” fortalte hun til Das. “I en scene skal jeg opføre mig helt nervøst, og så kommer han og kysser mig på panden.” Hun tilføjede: “Det dejlige er, at han er så ydmyg og sød.”
Milian fortsatte med at arbejde på sin musik. Hun samarbejdede med Ja Rule på hans 2000-hit “Between You and Me” fra 2000 og var med til at skrive Jennifer Lopez’ hit “Play” fra 2001. Da Milian var 18 år, gav hendes ihærdighed endelig pote. Hun skrev under med Def Soul-selskabet og skulle efter planen udgive sit selvbetitlede debutalbum i september 2001. Denne drøm forsvandt imidlertid med terrorangrebene den 11. september, som havde en omfattende indvirkning på økonomien. Hendes album blev sat på standby og derefter droppet. Det blev endelig udgivet i Europa i 2002 og klarede sig godt i Storbritannien. I London Guardian skrev anmelder John Aizlewood, at Milian “virkelig scorer med skinnende R&B-pop”, og han tilføjede, at hun “næsten ikke sætter en fod forkert hele vejen igennem”. En single fra albummet, “AM to PM”, nåede top fem på Billboard R&B-listen i USA.
Desufferet over den manglende amerikanske udgivelse af hendes album besluttede Milian at vende tilbage til skuespillet og gik igen til audition for filmroller. Hun optrådte i filmen Def Jam Vendetta, og hun skrev også temasangen til Disneys tegnefilm Kim Possible.
I 2003 optrådte Milian i filmen Love Don’t Cost a Thing, som også havde Nick Cannon og Steve Harvey i hovedrollerne. Filmen, der er en komedie, var en genindspilning af filmen Can’t Buy Me Love fra 1987. Ifølge Carla Meyer i San Francisco Chronicle er det “den grundlæggende historie om en rig pige, der forvandler sig til en nørd”. Da Milians karakter, Paris, ødelægger sin mors SUV, tilbyder Nick Cannons karakter, en ingeniørnørd, at genopbygge den, hvis hun bliver hans kæreste i et par uger.
I 2004 færdiggjorde hun endnu en film, Cheer Up, senere omdøbt til Man of the House, en actionkomedie med Tommy Lee Jones i hovedrollen som en ranger fra Texas, der skal beskytte en gruppe cheerleaders, der har været vidne til et mord. Milian spiller en af cheerleaderne. Under arbejdet med Man of the House fik Milian mulighed for at arbejde sammen med Steve Tyler, forsanger i heavy metalbandet Aerosmith. I filmen optræder de to i en duet sammen; scenen blev opført foran et publikum på 30.000 mennesker. “Bagefter”, fortalte Milian til Das, “gik jeg ned fra scenen og tænkte: “Er det her virkelig mit liv? Nogle gange kan jeg bare ikke tro, at alt dette sker for mig.”
Milians andet album, It’s About Time, blev udgivet i 2004 og modtog positive anmeldelser. Chuck Arnold skrev i People: “Selv om Milian stadig er på jagt efter sin egen lyd, giver alle disse sange en god oplevelse.” Albummets nummer “Dip It Low” blev et top fem hit på Billboard. Albummet indeholdt sange af mange store navne inden for R&B, såsom Warryn Campbell, Corey Rooney, Polli Paul og Bryan Cox, samt sange, som Milian selv havde skrevet. Milian fortalte Julee Greenberg i WWD: “Dette album viser en masse modning i mine tekster.” Albummet modtog en Grammy-nominering i oktober 2004 for Best Contemporary R&B Album; Milians sang “Dip It Low” blev nomineret for Best Rap/Sung Collaboration.
Milian fortalte Jake Coyle i America’s Intelligence Wire, at hun altid havde håbet på at få en karriere inden for både sang og skuespil. Da Coyle fortalte hende, at nogle unge piger ser op til hende som rollemodel, sagde hun: “Jeg siger helt klart bare til pigerne … at de skal være deres egen person. Der er en masse mennesker derude, som de ser op til. I sidste ende skal man være sin egen person og elske sig selv.”
For the Record …
Født Christina Milian den 26. september 1981 i Jersey City, NJ; datter af Don (laboratorietekniker) og Carmen (Milians stylist).
Begyndte at spille skuespil i undervisningsfilm og reklamefilm, 1989; medvirkede i filmen Clip’s Place, 1998; The Wood, 1999; Christina Milian, 2001; lagde stemme i Def Jam Vendetta, 2003; Torque, 2003; medvirkede i filmen Man of the House, 2005.
Adresser: Pladeselskab-Def Soul Recordings, 160 Varick St., New York, NY 10013.
Udvalgt diskografi
Christina Milian, Def Soul, 2001.
It’s About Time, Island/Def Records, 2004.
Kilder
America’s Intelligence Wire, 17. september 2004.
CosmoGirl!, marts 2002, s. 32.
Daily Mail (London, England), 21. august 2004, s. 22.
Guardian (London, England), 25. januar 2002, s. 17.
People, 21. juni 2004. s. 41.
San Francisco Chronicle, 12. december 2003, s. 41.
San Francisco Chronicle, 12. december 2003, s. I5.
Seattle Times, 15. september 2004, s. F5.
Teen Magazine, maj 2002, s. 66.
Teen People, 1. december 2004, s. 98.
WWD, 8. januar 2004, s. 6.
-Kelly Winters
