Den dag, jeg forelskede mig i ballet, var den dag, hvor jeg meldte mig selv til det, der nu virker som et liv i usynlighed.
Trods et tydeligt talent voksede jeg op med lærere, der ignorerede mig i klassen; det fik mig til at arbejde hårdere. Jeg fortsatte en karriere som optrædende med bl.a. Oakland Ballet, North Carolina Dance Theatre og BalletX på trods af, at jeg blev ignoreret af nogle instruktører, som tilsyneladende havde ansat mig blot for at krydse en kasse af. Jeg blev det synlige symbol, mens jeg følte mig fuldstændig usynlig.
Jeg blev af Roslyn Sulcas fra New York Times udnævnt til “en koreograf at holde øje med” for det arbejde, jeg præsenterede ved The Young Choreographers Showcase i 2010. Alligevel er jeg den eneste koreograf fra dette års festival, som aldrig har fået en bestilling fra et balletkompagni. Jeg kaldte mig selv “The Invisible Choreographer to Watch” (den usynlige koreograf at holde øje med). Jeg indså, at hvis jeg ville have synlighed, måtte jeg selv skabe mine egne muligheder, hyre dansere og præsentere mit arbejde selv. Således blev Ballet Boy Productions født. Men jeg mener, at man for virkelig at vokse har brug for de muligheder, som kompagniopgaver kan tilbyde.
Julia Crawford, Courtesy Ja’ Malik
Jared Allan Brunson og Maxfield Haynes i Ja’ Maliks A Love Sonnet
Nu er 2020 ved at være slut. Og jeg kæmper dobbeltarbejde: for at holde mig i live som sort mand i USA og også som en sort mandlig kunstner i balletverdenen. En verden, der hverken synes at have en idé om, hvem jeg er, eller synes at være ligeglad med, om jeg ikke er villig til at skabe værker med hentydninger til hiphop eller sort kultur, der primært udnytter min kultur til andres fornøjelse.
Jeg er en af de meget få sorte mandlige koreografer, der er vokset op udelukkende i ballet. Mine rollemodeller er få og langt imellem. Dwight Rhoden og Alonzo King skiller sig ud. Ligesom jeg bruger disse to mænd ballettens ordforråd i værker, der taler til den moderne verden, vi lever i, uden at reducere vores kultur til klapsalver. Alligevel finder jeg ikke deres stemmer så synlige som mange af de førende koreografer i balletverdenen i dag.
Denne usynlighed i “balletsamfundet” er ved at blive invaliderende og koster mig en fortjent karriere samt et middel til at overleve økonomisk. Det er nedslående, hver gang jeg modtager et afslagsbrev, især når jeg ser på visningstallet på YouTube og finder ud af, at de ikke engang har set mit arbejde. Det får mig til at undre mig over, hvorfor jeg blev afvist uden hensyntagen. Når jeg ser på feltet af arbejdende balletkoreografer, der er tungt besat med hvide mænd, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det må være race.
Jeg skriver ikke dette som en bøn om venligst at ansætte mig. Jeg skriver dette som en bøn for mig selv og for andre sorte kunstnere om at blive set!
Vi er herude med høje og særlige stemmer. Vi finpudser vores håndværk til det øjeblik, hvor vi bliver synlige. Skaber værker, der ikke kun taler om den sorte erfaring, men om den menneskelige erfaring. En oplevelse, der skabes anderledes på grund af, hvem vi er.
Jeg håber, at vi, når vi synligt bliver bedømt udelukkende på vores fortjeneste, er i live til at opleve det. Jeg håber, at vi, som sorte kunstnere, bliver synlige, så vores historier kan skinne.
