Note nummer: FN 0023
Udgivet: marts 2008
Nedenfor beskrives kort nogle af de mere åbenlyse eller almindeligt forekommende parasitter hos ferskvandsfisk. Yderligere oplysninger om deres livshistorie, virkninger på fisk og bekæmpelsesmetoder findes i referencerne.
De fleste fisk i naturen bærer på nogle parasitter. Disse er undertiden tydelige, men er oftest vanskelige at påvise på anden måde end ved hjælp af specialiserede teknikker og synes normalt at have ringe virkning på værtsfisken.
I stressede perioder er fiskenes modstandskraft imidlertid ofte nedsat, og nogle parasitter kan stige kraftigt i antal og påvirke fiskenes sundhed. I denne situation vil fiskene ofte miste kondition, hvilket gør dem mere modtagelige for prædation, eller de kan endda dø af virkningerne af parasitterne.
Fisk, der er skadet på en eller anden måde, f.eks. efter et angreb fra et rovdyr, kan bære et sår, som derefter inficeres af en parasit.
Svampeinfektioner
Svampeinfektioner er kendetegnet ved hvide gevækster, som vat, på kroppen og finnerne af inficerede fisk.
Sædvanligvis inficerer svamp kun fisk, der har fået et sår eller en skade eller er svækkede eller stressede af en anden sygdom. Svampen identificeres ofte som Saprolegnia, men flere andre svampearter kan også inficere fisk.
Protozoiske (encellede dyr) parasitter som Costia, Chilodonella, Triochodena og Ichthyophthirius kan inficere fisk, især under akvarie- eller intensivkulturforhold.
Protozoer kan normalt kun identificeres i mikroskop, men sygdomssymptomer som f.eks. gråt gråt skær på skind og finner, besværet vejrtrækning, afmagring og usædvanlig svømmeadfærd kan give et fingerpeg om det sygdomsfremkaldende agens.
Ichthyophththirius-infektioner er almindeligvis kendt som “hvide pletter”, fordi parasitten forårsager dannelsen af små, hvide cyster på huden og finnerne hos inficerede fisk.
Båndorme og flukes
Flere cestoder (bændelorm) og trematoder (flukes) er parasitter på ferskvandsfisk.
En af disse båndorme er Ligula, hvis livscyklus består af flere stadier, som på skift parasiterer på krebsdyr, fisk og fugle.
Fisk, der er inficeret med Ligula, udviser en groft udspilet mave. De indeholdte orme er hvide, segmenterede og kan være op til 200 mm lange, ofte længere end den inficerede fisk.
Svært inficerede fisk er svage og langsomt bevægelige, hvilket gør dem til et let mål for rovdyr. Galaxiider (elritser), især den almindelige Galaxias, er ofte inficeret af Ligula.
Flere larver af trematoder, der inficerer fisk, forårsager det, der almindeligvis kaldes “black spot” på grund af de karakteristiske, små (ca. 2 mm i diameter) mørkebrune eller sorte pletter, der udvikler sig i musklerne og på kroppen, finnerne, gællerne og øjnene hos inficerede fisk.
Når parasitten inficerer fisken, danner den en cyste i værtsvævet. Cysten bliver derefter omgivet af pigmentceller, hvilket giver den den karakteristiske mørke farve. “Black spot”-infektioner forekommer hos flere arter af ferskvandsfisk, men galaxiider synes at være særligt modtagelige for infektion, idet nogle fisk bærer hundredvis af cyster på kroppen og finnerne.
Den organisme, der forårsager “black spot”, er tidligere blevet identificeret som Neascus, men der findes flere arter af trematoder, som har larvestadier, der forårsager black spots; disse arter er endnu ikke blevet identificeret. Den voksne trematode findes generelt hos fiskespisende fugle.
Eustrongyloides er en nematodeorm, hvis larveform normalt findes i muskler og indre organer hos ørred, rødfisk (engelsk aborre) og nogle indfødte fisk.
Svært inficerede fisk kan være stærkt afmagrede og have talrige knuder under huden, hvor hvert hulrum indeholder en tynd, sammenrullet, rød orm, der er ca. 20-30 mm lang. Fileter fra inficerede fisk kan have flere orme i sig, men hvis kødet tilberedes korrekt, fjernes ormene let, og kødet er ganske sikkert at spise.
Eustrongyloides spreder sig støt i Victorias farvande, især i søer, og det skyldes den naturlige cyklus, hvor fiskeædende fugle spiser inficerede fisk og overfører enten levende orme eller ormeæg til andre farvande. Der findes ingen midler til bekæmpelse, og flere farvande i det sydvestlige Victoria har nu fiskebestande, der er stærkt angrebet af denne nematode.
Leeches
Leeches er også parasitter på ferskvandsfisk. De sætter sig fast på huden med deres sugekop og lever af værtens blod. De efterlader karakteristiske Y-formede ar, som kan være modtagelige for infektion af andre parasitter.
Ferskvandsmuslinger
Larverne (glochidia) af ferskvandsmuslinger er parasitter på fisk. De slippes ud i vandet af voksne muslinger, og når en fisk kommer tæt nok på til at forstyrre dem, sætter glochidierne sig fast på fiskens hud eller gæller ved hjælp af deres modhagerede ventiler. Irriteret værtsvæv vokser derefter og danner en cyste over hver glochidium.
Udviklingen fra glochidium til lille musling tager ca.
10 uger, hvorefter muslingen borer sig igennem cysten, forlader sin vært og sætter sig fast på substratet.
Anstedeværet af et glochidia-angreb viser sig ved talrige hvide eller grålige “blærer” på fiskens gæller, hud og finner. Fisken kan blive alvorligt stresset af at blive fastgjort af et stort antal glochidier, især når angrebet påvirker gællerne og kan i høj grad forringe åndedrættet.
Glochidier kan påvirke de fleste hjemmehørende arter, men er ikke kendt for at påvirke indførte arter.
Krebsdyr
Flere krebsdyr er parasitter på fisk. Lernaea, selv om den almindeligvis kaldes ankerorm, er i virkeligheden et krebsdyr. Når den sætter sig fast på en fisk, bliver hovedet begravet i kødet og forårsager et betændt, rødt sår. Kun den ormelignende krop og de to ægsække er blottet.
Anstedeværelsen af et stort antal af disse parasitter kan stresse værtsfisken alvorligt, og de store, dybe sår, der opstår, bliver ofte inficeret af bakterier eller svampe.
Mange indfødte fisk, såsom Murray torsk, guldaborre og Macquarie aborre, er modtagelige for Lernaea-angreb, ligesom indførte laksefisk (bækørred, regnbueørred og chinooklaks) og cyprinider (karpe, guldfisk, slange, rogn).
Argulus, fiskelusen, er en flad, oval, krabbeagtig organisme med otte svømmeben og en lille, fladtrykt hale.
Den svømmer frit gennem vandet, indtil den finder en vært, hvorefter den sætter sig fast ved hjælp af to store sugekopper og tvinger sin skarpe, snabelagtige mund ind i fisken for at æde dens blod.
Store antal Argulus kan svække værtsfiskene på grund af den mængde blod, de trækker ud. De små, røde, vedhæftede steder er også modtagelige for svampeinfektion.
Argulus inficerer almindeligvis cyprinider, især hvis de holdes under akvarieforhold.
Viderere læsning
Ashburner, L. D. 1970. Nogle aspekter af fiskesygdomme. Australian Society for Limnology, Bulletin 2: 21-23.
Ashburner, L. D. 1973. Formodet Columnaris-sygdom på Snobs Creek Hatchery 1968. Australian Society for Limnology, Bulletin 5: 5-6.
Ashburner, L. D. 1974. Coccidiose hos en australsk fisk, Macquarie aborre Maquaria australasica Cuvier, 1830. Australian Society for Limnology, Bulletin 6: 33- 34.
Ashburner, L. D. 1976. Fiskesygdomme og potentielle fiskesygdomme i Australien. Animal Quarantine 5(1): 1-7.
Ashburner, L. D. 1977. Mycobacteriosis in hatchery- confined chinook salmon (Oncorhynchus tshawytscha Walbaum) in Australia. Journal of Fish Biology 10: 523-528.
Ashburner, L. D. 1978. Håndtering af sygdomme hos klækkerifisk. The Post-Graduate Committee in Veterinary Science, University of Sydney. Proceedings of the Fauna Course for Veterinarians, Extract No. 36: 387-449.
Ashburner, L. D. og Ehl, A. S. 1973. Chilodonella cyprini (Moroff), en parasit hos ferskvandsfisk og dens behandling. Australian Society for Limnology, Bulletin 5: 3-4.
Beumer, J. P., Ashburner, L. D., Burbury, M. E., Jette, E. og Latham, D. 1982. A checklist of the parasites of fishes from Australian and its adjacent Antarctic territories. Commonwealth Agricultural Beaureax, Institute of Parasitology Technical Communication No. 48. 99 pp.
Butcher, A. D. 1941. Udbrud af hvid plet eller Ichthyophththiriasis (Ichthyophththirius multifiliis Fouquet, 1876) på klækkerierne i Ballarat Fish Acclimatisation Society med noter om laboratorieforsøg. Proceedings of the Royal Society of Victoria 53: 124-144.
Cadwallader, P. L. 1978. Første registrering af Richardsonianus australis (Bosisto, 1859) (Hirudinea:Richardsonianidae), der tager et blodmåltid fra en fisk. Proceedings of the Royal Society of Victoria 90: 283-286.
Canon, L. R. G. 1975. Sygdomme – er det et problem i fiskeindustrien? Australian Fisheries 34(9): 32-33.
Dogiel, V. A., Petrushevski, G. K. og Polyanski, Yu I. 1970. Parasitologi hos fisk. Tropical Fish Hobbyist Publications, Surrey, England. 384 sider.
Fryer, G. 1969. En ny ferskvandsart af slægten Dolops (Crustacea:Branchiura), der parasiterer på en galaxiid fisk fra Tasmanien – med kommentarer om disjunkte udbredelsesmønstre på den sydlige halvkugle. Australian Journal of Zoology 17: 49-64.
Pollard, D. A. 1974. Biologien af en indlandsform af den normalt katadrome laksefisk Galaxias maculatus (Jenyns) VI. Virkninger af cestode- og nematodeparasitter. Australian Journal of Marine and Freshwater Research 25: 105-120.
Robinson, S. E. 1982. Økologien af guldaborre (Macquaria ambigua) i Lake Burley Griffin og Lake Ginninderra. Department of the Capital Territory, A.C.T. Conservation Service, Conservation Memorandum No. 11. 27 pp.
Acknowledgements
Denne informationsnote blev oprindeligt udarbejdet af Charles Barnham PSM, og blev tidligere offentliggjort i marts 2008.
Denne informationsnote blev gennemgået af Duncan Hill.
Denne informationsnote er en let redigeret udgave af Parasites of Freshwater Fish in Victoria, fra A Guide to Freshwater Fish of Victoria, P L Cadwallader & G N Backhouse, 1983.
