Verden kan opfattes som et spektrum fra kerne- til periferilande, hvor kernelande er kendetegnet ved et højt udviklingsniveau, innovationsevne og konvergens i handelsstrømmene. Kernelandene har en vis dominans over periferien, hvilket afspejles i handelen og transportnetværkets struktur. Tilgængeligheden er større inden for kernelandene end i periferien. De fleste økonomiske aktiviteter og innovationer på højt niveau er placeret i kernen, mens periferien er underlagt disse processer på forskellige niveauer.
Dette mønster var særligt fremherskende i kolonitiden, hvor udviklingen af transportsystemer i udviklingslandene hovedsageligt begunstigede kernelandenes tilgængelighed til periferiens ressourcer og markeder, en situation, som varede indtil 1960’erne og 1970’erne. Halvperiferien har en højere grad af autonomi og har været genstand for betydelige forbedringer i den økonomiske udvikling (Kina, Brasilien, Malaysia osv.). Samtidig er halvperiferiens tilgængelighed blevet forbedret, hvilket har gjort det muligt at integrere dens komparative fordele i form af arbejdskraft og ressourcer.
