12. maj 2008
I 1969 afsagde den amerikanske højesteret dom i Brandenburg v. Ohio, at “de forfatningsmæssige garantier for ytringsfrihed og pressefrihed ikke tillader en stat at forbyde eller forbyde fortalervirksomhed for brug af magt eller lovovertrædelse, undtagen når en sådan fortalervirksomhed er rettet mod at tilskynde til eller producere en overhængende lovløs handling og sandsynligvis vil tilskynde til eller producere en sådan handling.”
I sin afgørelse Hess v. Indiana fra 1973 præciserede Højesteret, hvad der udgør en overhængende lovløs handling. Højesteret sagde, at den tale, der var involveret i Hess, “ikke var rettet mod nogen person eller gruppe af personer”, hvorfor “det ikke kan siges, at den i normal forstand var fortaler for nogen handling”. Domstolen sagde også, at “da der ikke var noget bevis for, eller nogen rationel slutning fra sprogets betydning, at ordene havde til hensigt at skabe og sandsynligvis ville skabe overhængende uorden, kunne disse ord ikke straffes af staten med den begrundelse, at de havde en ‘tendens til at føre til vold’.”
Højesteret har sagt, at for at tale skal miste beskyttelsen i henhold til First Amendment, skal den være rettet mod en bestemt person eller gruppe, og den skal være en direkte opfordring til at begå en umiddelbar lovløs handling. Det tidsmæssige element er afgørende. Domstolen skrev, at “anbefaling af ulovlige handlinger på et ubestemt fremtidigt tidspunkt … er ikke tilstrækkeligt til at tillade staten at straffe Hess’ tale”. Desuden skal der være en forventning om, at talen rent faktisk vil føre til lovløse handlinger.
