{{organization.name}}

Velsket eller ej, Harry Potter-franchisen har nu næsten den samme alder som Harry havde, da han forlod Hogwarts for at kæmpe sit livs kamp med Dumbledore. Der er gået meget snart 16 år, siden Chris Columbus’ dejlige filmatisering af JK Rowlings første roman om troldmandsverdenen ramte skærmene i Storbritannien.
En masse ting har ændret sig siden da, både i troldmandsverdenen – som nu er blevet udvidet med endnu et teaterstykke og Fantastic Beasts-franchisen – og i den virkelige verden. De centrale skuespillere Ron, Harry og Hermione er blevet voksne og har forladt serien for at skabe skuespillerkarrierer andre steder (hvor to af dem er kommet meget tæt på A-listen), og desværre er et betydeligt antal af deres biroller gået tabt undervejs.
Det er kun 6 år siden, at den sidste film blev udgivet, men selv siden da har vi set nøglepersoner og birolleaktører gå bort. Og selv om de måske ikke længere er blandt os, vil de takket være Harry Potter-franchisens evige kraft leve videre i bevægende portrætter, som enhver fan kan besøge, når hjertet begærer det. Det virker ret passende i betragtning af den verden, de er fanget for evigt i…

Robert Hardy – Cornelius Fudge

Og selv om han ikke helt var den samme snøftende, manipulerende stakkel, som blev malet i bøgerne, og som blev mere tåbeligt ondskabsfuld, efterhånden som Voldemorts fremgang fik ham til at se endnu værre ud, var Robert Hardys portræt af minister Cornelius Fudge mindeværdig og effektiv.

Han var den bumlende bureaukratiske parallel til Dumbledores skikkelige helt, men han blev aldrig vist som værende ond – mere vildledt af desperation og uvidenhed, da han stod over for sin største frygt. Han er mere et fjols end en ond fyr, og der er en ret skarp allegori for moderne politikere derinde.
Hardy døde den 3. august 2017 efter en rig og varieret karriere på scenen og skærmene (store og små) i en alder af 91 år.

John Hurt – Ollivander

Da John Hurt døde den 25. januar 2017, blev verden berøvet en af de store – den bedste skuespiller gennem tiderne, med David Lynchs velovervejede ord.

Han optrådte i Doctor Who, Alien, Indiana Jones og krystalkraniets kongerige og Harry Potter og viste sig som en alsidig stjerne efter fantastiske præstationer i bl.a. I, Claudius og The Elephant Man. Han var en kamæleon, der kunne fungere lige så godt i højkoncept sci-fi som i klassisk teater, og ingen rolle syntes at være ham uovertruffen.

Så stor var hans klasse, at en mindre rolle som Ollivander blev fuldstændig overbevisende i hans hænder, og det er stadig en travesti, at han blev skåret helt ud af Ildbægeret.

Hazel Douglas – Bathilda Bagshot

Hazel Douglas var måske ikke et kendt navn i sig selv, men hun var ansvarlig for et af de mest skræmmende øjeblikke i hele Harry Potter-historien takket være sin rolle som Bathilda Bagshot i Dødsregalierne.

Hendes uhyggelige præstation, som antydede karakterens skræmmende hemmelighed perfekt på forhånd, er utrolig mindeværdig på trods af hendes korte spilletid. Og få billeder vil præge unge hjerner helt som hendes smeltning tilbage for at afsløre Nagini i den dødelige skal af Bagshots krop.

I en karriere, der strakte sig over otte årtier, optrådte skuespilleren i regelmæssige biroller på britisk tv, men var langt mere kendt for sit arbejde på scenen. Hun døde den 8. september 2016, 92 år gammel.

Derek Deadman – Tom The Barman

For mange filmfans vil Derek Deadman være bedst kendt for sine roller i Time Bandits og Robin Hood: Prince Of Thieves, men hans 47-årige karriere omfattede også optrædener i serier som Doctor Who, Brazil og Never Say Never Again. Hans ansigt var en genkendelig fast bestanddel af britisk tv, selv om hans tid på skærmen var relativt begrænset.

Deadman var den første skuespiller, der spillede Tom the Barman, før Jim Tavare overtog rollen til The Prisoner Of Azkaban, selv om han ikke helt matchede bøgernes beskrivelse af karakteren som “ret skaldet” og lignede en tandløs valnød. Hvis de castede ham specifikt på grund af en lighed med den beskrivelse, er det frygtelig hårdt.

Deadman døde i en alder af 74 år i Frespech, Frankrig den 22. november 2014.

Richard Griffiths – Vernon Dursley

At spille onkel Vernon Dursley ville have været en forgiftet bæger for enhver skuespiller, der påtog sig det. Mens Voldemort helt klart var skurken i stykket, var Dursley en fanatiker (i hvert fald mod magiske folk) og et misbrugende monster, der holdt Harry Potter som en glorificeret slave i hans formative år.

Med dette billede i tankerne er Richard Griffiths’ præstation forbløffende effektiv. Han er en tegneserieagtig dummernik, troværdigt forfærdelig med den perfekte balance mellem manglende selvbevidsthed og den håndgribelige tvang til had, og ret modigt ignorerede Griffiths fristelsen til at blødgøre karakteren.

Griffiths kom til Harry Potter efter en karriere, der strakte sig over mere end 60 film (herunder de mest mindeværdige roller i The Naked Gun 2 1/2, Withnail & I og Gandhi). Han var en af Storbritanniens bedste karakterskuespillere og døde efter komplikationer som følge af en hjerteoperation den 28. marts 2013.

Rik Mayall – Peeves

Han kom måske ikke med i den færdige film, men oprindeligt var det meningen, at Rik Mayall skulle spille en stor rolle i The Philosopher’s Stone. Den britiske komedielegende blev castet til at spille Peeves The Poltergeist – hvilket formentlig ville have betydet, at han ville have været med i alle film efterfølgende.

Sværre førte hans perfekte casting os ikke derhen, hvor den skulle, og hans scener blev klippet helt, fordi karakterens design var for dårligt, som Chris Columbus afslørede:

Grunden til, at han blev klippet, var, at ingen af os var tilfredse med designet. David og jeg kiggede på designet af Peeves og tænkte, at vi kan få det bedre. Så vi optog sekvensen, men vi vil ikke have den klar til den første udgivelse af dvd’en. Vi vil forsøge at få den ud om måske halvandet eller to år.

Mayall hævdede selv, at han blev skubbet ud, fordi han blev ved med at gøre alle skuespillerne – især børnene – lig under optagelserne. Dette føles lige så troværdigt.

Skuespilleren døde den 9. juni 2014 efter at være kommet hjem fra en morgenløbetur.

Terence Bayler – Den blodige baron

Lige Peeves’ udeladelse endte House Ghosts of Hogwarts for det meste på klippekammergulvet. I stedet for at de spillede den evige birolle, som de gjorde i bøgerne, dukkede de fleste op i den første film og derefter aldrig mere.

I stedet for at spille den evige birolle, som de gjorde i bøgerne, dukkede de fleste op i den første film og derefter aldrig mere.

I blandt dem var den berygtede Bloody Baron, der blev spillet af den newzealandske scene- og filmskuespiller Terence Bayler i The Philosopher’s Stone efter at have spillet roller i Monty Python og to Terry Gilliam-film (Brazil og Time Bandits). Hans baron virkede mere som en komisk slyngel (den smule vi så af ham), og han så bestemt ud til at være det.

Han døde den 2. august 2016 i en alder af 86 år.

Timothy Bateson – Kreacher

Du genkender måske ikke Timothy Batesons ansigt – selv om han var en enormt alsidig og produktiv skærmskuespiller, der optrådte (som mange Potter-skuespillere gjorde) i Doctor Who samt Grange Hill, Dad’s Army og flere Charles Dickens-filmatiseringer.

Ud over sin rolle som Kreacher i The Order Of The Phoenix Order vil Bateson også for evigt blive husket som stemmen til ormen i Labyrinth.

Hans stemmearbejde som den gnavne gamle husalf viste sig at blive hans sidste rolle, og efter hans død den 16. september 2009 blev han erstattet af Simon McBurney i Harry Potter And The Deathly Hallows Part 1.

Eric Sykes – Frank Bryce

Af alle ofrene i Harry Potter var Frank Bryce måske den mest uretfærdigt dræbte. Han var en ægte uskyldig, der blot passede sit arbejde som vicevært på Riddle-ejendommen, da han uheldigvis faldt over Lord Voldemort (i sit uhyggelige embryo-lignende stadie), der talte med Barty Crouch Jr. og Ormehale. Hans mord var et sandt tegn på ondskab for Mørkets Herre, så letfærdigt og tilfældigt, at forbrydelsen blev endnu mere ubeskriveligt sørgelig.

Bryce blev spillet af Eric Sykes, den britiske underholdningslegende, der begyndte sin karriere som radioskribent – mest berømt i The Goon Show – fortsatte med at have sit eget tv-show og optrådte i en lang række tv- og filmroller. På magisk vis stod han for en del af fortællingen til tv-showet Teletubbies.

Sykes døde den 4. juli 2012, 89 år gammel, i sit hjem i Surrey efter kort tids sygdom.

Dave Legeno – Fenrir Greyback

Men selvom filmene spildte Fenrir Greyback en smule – og stort set hele varulve-underplottet (måske på grund af problemer med effekterne) – så castede de ham perfekt.

Den mand, der blev valgt til at påtage sig Greybacks frygtindgydende ry – og som tydeligvis blev castet på grund af sin fysik og sin evne til at se skræmmende ud selv uden nuancerne i materialet fra kilden – var Dave Legeno, der kombinerede sin skuespillerkarriere med en karriere inden for kampsport.

Legeno døde under tragiske omstændigheder den 6. juli 2014 i en alder af blot 50 år under en vandretur i Death Valley. Han bukkede under for eksponering takket være varmen i området, og hans lig blev opdaget af vandrere.

Robert Knox – Marcus Belby

Lige Legeno døde Robert Knox under tragiske omstændigheder længe før sin tid.

Knox optrådte kun kortvarigt i serien som Marcus Belby i The Half-Blood Prince (selvom han var sat til at optræde i opfølgeren), som skulle blive hans store gennembrud i branchen. Belby var en Ravenclaw, der blev rekrutteret til professor Slughorns Slug Club på grund af sin berømte far.

Tragisk nok blev Knox kun få dage efter indspilningen af sin rolle myrdet uden for en bar i London, da han gik ind i et slagsmål for at beskytte sin bror og blev stukket ned. Hans nådesløse morder, Karl Bishop, afsoner en livstidsdom for forbrydelsen.

Elizabeth Spriggs – Den fede dame

Det er ret uheldigt, men Elizabeth Spriggs vil for altid være kendt af Harry Potter-fans som Den fede dame – den originale i hvert fald – der optrådte i De Vises Sten.

Hun var naturligvis vogteren af indgangen til Gryffindors fællesrum, som stjerne i et levende portræt af en karakteristisk nok unavngiven karakter, som JK Rowling bevidst har valgt ikke at give en baggrundshistorie til, selv med Pottermore i fuld gang.

Spriggs var en Olivier-vindende og BAFTA-nomineret skuespiller, der kom til RSC og bl.a. medvirkede i den fremragende Sense And Sensibility i 1995 samt Simon & The Witch og – selvfølgelig – Doctor Who. Hun døde den 2. juli 2008 i en alder af 78 år.

David Ryall – Elphias Doge

David Ryall var faktisk den anden skuespiller, der spillede Føniksordensmedlemmet Elphias Doge, idet han tog over efter Peter Cartwright, da handlingen i The Deathly Hallows krævede mere af en præstation. Han var en scene- og filmveteran, der først fik succes på scenen – som så mange andre Potter-skuespillere – og optrådte i Laurence Oliviers National Theatre-selskab

Hans filmiske roller omfattede bl.a. City Of Ember, Oliver Twist, Around The World In 80 Days, Casualty, Prime Suspect, The Singing Detective, The Village og mange andre, og han var kendt for sine præstationer, hvor han blandede sin klassiske uddannelse med et strejf af komedie.

Han døde juledag 2014, 79 år gammel.

Alfred Burke – Armando Dippet

Alfred Burke er en af de mindst bemærkelsesværdige skuespillere i Harry Potter, takket være den måde, han bliver portrætteret på i sin eneste optræden. Han spillede professor Armando Dippet, der var rektor på Hogwarts før Albus Dumbledore.

Som sådan optræder han i Hemmelighedernes kammer under flashback-sekvenserne, der fører filmen tilbage til Tom Riddles tid på skolen. Burkes ansigt kan faktisk kun skimtes et kort øjeblik, og han var ikke så skaldet, som beskrivelsen i bogen antyder, at han skulle have været.

Burke var en RSC-veteran – som så mange andre Potter-stjerner – og havde adskillige roller gennem årtier, bl.a. i Public Eye og som Long John Silver i miniserien Treasure Island fra 1977.

Jimmy Gardner – Ernie Prang

Han sagde måske ikke så meget, men Jimmy Gardner vil for altid blive husket af Harry Potter-fans som den idiosynkratiske chauffør i The Knight Bus, Ernie Prang, der “kører” med hjælp fra Lenny Henrys krympede hoved. Med sit hvide Flock Of Seagulls-hår og sine goggle-lignende briller så han ud, som om han var skabt til dette univers.

Gardner var en anden Potter-alumne, der havde medvirket i Doctor Who, og hans mest bemærkelsesværdige roller omfattede The Adventures Of Young Indiana Jones, Finding Neverland og et par britiske soaps. Han optrådte også i en birolle over for Kevin Costner i Robin Hood: Prince Of Thieves og nåede op på mere end 100 film- og tv-produktioner.

Han døde i en alder af 85 år den 3. maj 2010.

Peter Cartwright – Elphias Doge

Hvor David Ryall overtog rollen i The Deathly Hallows, spillede den erfarne skuespiller Peter Cartwright det tavse medlem af Fønixordenen, der først dukker op i den femte film i sæsonen for at hjælpe Harry med at føre ham til Grimmauld Place.

Cartwright, der var en veteran fra scenen og skærmen, havde medvirket i bl.a. Yes, Prime Minister og Gandhi som højdepunkterne i en karriere, der strakte sig over mere end 40 år. Han var en anden til at optræde i britiske soaps, og selv om han ikke fik meget at lave i filmen, så han godt ud som Doge.

Han døde af kræft den 13. november 2013 i en alder af 78 år.

Margery Mason – Honeyduke’s Express Lady

Margery Mason bør bruges som plakatpige for, at man aldrig skal stoppe med at gøre det, man elsker. Hun blev skuespillerinde i 1923 og fortsatte på fantastisk vis med at spille skuespil helt ind i 2005, og hendes sidste optræden kom i tv-serien Brief Encounters i 2006. Året forinden, i en alder af 92 år, afløste hun Jean Southern som Honeydukes’ vognheks, der skubbede slik på børnene, mens de rejste til Hogwarts.

Den erfarne skuespiller var et vidunder, hun lærte at dykke som 81-årig, svømmede fem gange om ugen, indtil hun blev 99 år, og var generelt en fantastisk reklame for, hvordan man kan få et langt, tilfredsstillende liv. Hendes andre filmkreditter omfattede Love Actually, The Princess Bride og 101 Dalmations.

Hun døde i en alder af 100 år den 26. januar 2014 fredeligt i sit hjem i Swiss Cottage

Roger Lloyd-Pack – Barty Crouch Sr

Det er ret ærgerligt, at Ildbægerens længde betød, at der måtte træffes nogle svære beslutninger med hensyn til at skære spilletiden ned til et mere håndterbart niveau, og en af de største forglemmelser var de nødvendige trimninger af Barty Crouch Sr’s baggrundshistorie.

Han var stadig en god karakter – mest på grund af castingen af den britiske veteran Roger Lloyd-Pack – men hvis man fjernede hans forbryderiske involvering i frigivelsen af hans søn fra Azkaban, blev karakteren fattigere.

Lloyd-Pack var mest kendt for sin langvarige optræden som Trigger i Only Fools And Horses, men han havde i sin karriere mange, mange optrædener, herunder – ikke overraskende – i Doctor Who. Han døde desværre af kræft den 16. januar 2014 i en alder af 69 år.

Richard Harris – Albus Dumbledore

Richard Harris’ død ændrede flowet i Harry Potter-franchisen mere end nogen anden, for da han gik bort, mistede serien en af sine vigtigste aktører. Efter at have optrådt to gange som Albus Dumbledore var Harris allerede indgraveret i den samlede påskønnelse hos fans, og det var også en fantastisk præstation.

Hans Dumbledore var blødere end afløseren Michael Gambons, mere vismandsagtig og omsorgsfuld (selv om Gambons præstation nok var mere egnet til det mere komplekse materiale senere hen). Og der er ingen tvivl om, at han så næsten præcis sådan ud, som fans ville have forestillet sig den store gamle troldmand.

Dumbledore var blot den sidste i en lang række præstationer, der så ham stige til tops i den britiske branche, og som indbragte ham to Oscar-nomineringer samt en Golden Globe og en Grammy.

Han døde 72 år gammel den 25. oktober 2002.

Selv i døden prægede han franchisen: Ifølge Sir Ian McKellen havde Harris været så højlydt om sin foragt for hans skuespilleregenskaber, at da studiet henvendte sig til ham for at følge ham som Dumbledore, afslog han blankt. På en eller anden måde ville det ikke have virket rigtigt at træde ind i skoene på en mand, der havde kaldt ham mindreværdig.

Alan Rickman – Severus Snape

Og selv om det er fristende at tro på antydningen af, at 2016 var et forbandet år (i betragtning af de talenter, vi mistede), ville det berøve hvert enkelt dødsfald deres sande, personlige betydning, hvis man troede det. Og det fortjener ingen – især ikke Alan Rickman, der bukkede under for kræft i en alder af 69 år (mens han så 20 år yngre ud).

Han var en af Storbritanniens ægte store skuespillere: et idiosynkratisk talent, der var lige så godt tilpas med at spille storslåede pantomimeskurke i Die Hard som med at spille pålidelige romantiske figurer i Sense & Sensibility. Han var en ægte Hollywood A-lister, som man straks kunne genkende takket være sin spinnende stemme og sin dejligt klippede levering, og han er stadig et frygteligt råt tab.

For en så elsket person lavede han faktisk ikke så mange film, og han fik heller ikke mange priser, men man kan ikke tænke på Sheriffen af Nottingham eller Hans Gruber eller Severus Snape uden at tænke på ham. Og især den kompleksitet, han bragte til sidstnævnte, var en triumf.

For mange var Rickman Snape, og Snape var Rickman. Og han vil fortsætte med at leve videre som karakteren, så længe fans har kærlighed i deres hjerter til franchisen.

Med andre ord… Altid.