Overfladesammensætning

Overfladekendetegn

Observatorier på Jorden og rumfartøjer i kredsløb om Venus har givet oplysninger på global skala om planetens overflade. Alle har brugt radarsystemer til at trænge igennem de tykke Venus-skyer.

Hele planetens overflade er tør og klippefyldt. Da der ikke findes noget havniveau i bogstavelig forstand, udtrykkes højden almindeligvis som en planetarisk radius – dvs. som afstanden fra planetens centrum til overfladen på et givet sted. En anden metode, hvor højden udtrykkes som afstanden over eller under planetens middelradius, anvendes også. Det meste af planeten består af let bølgende sletter. I nogle områder ændrer højderne sig kun med nogle få hundrede meter over afstande på hundreder af kilometer. Globalt set afviger mere end 80 % af overfladen mindre end 1 km (0,6 mil) fra middelradius. Flere steder på sletterne findes der brede, let skrånende topografiske lavninger eller lavlande, der kan nå op på flere tusinde kilometer i diameter; de omfatter Atalanta Planitia, Guinevere Planitia og Lavinia Planitia. (De fleste træk på Venus er opkaldt efter mytologiske gudinder, legendariske heltinder, berømte kvinder fra historien og navne for selve Venus på forskellige sprog.)

To slående træk er de kontinentstore højlandsområder, eller terrae-Ishtar Terra på den nordlige halvkugle og Afrodite Terra langs ækvator. Ishtar er omtrent på størrelse med Australien, mens Aphrodite har et areal, der kan sammenlignes med Sydamerika. Ishtar besidder den mest spektakulære topografi på Venus. En stor del af dens indre er et højt plateau, kaldet Lakshmi Planum, der i sin konfiguration ligner Tibets højslette på Jorden. Lakshmi er afgrænset af bjerge på de fleste sider, hvoraf den største bjergkæde er den enorme Maxwell Montes-kæde i øst. Disse bjerge hæver sig omkring 11 km over Venus’ gennemsnitlige radius. Afrodites topografi, der er mere kompleks end Ishtars, er karakteriseret ved en række tydelige bjergkæder og flere dybe, smalle lavninger. Ud over de to hovedterrasser findes flere mindre forhøjede områder, herunder Alpha Regio, Beta Regio og Phoebe Regio.

Mange af overfladens træk på Venus kan tilskrives tektonisk aktivitet – det vil sige deformationsbevægelser i skorpen. Disse omfatter bjergbælter, deformationsbælter på sletter, rifter, koroner og tesserae, som diskuteres i rækkefølge nedenfor (se også tektonisk landform).