Ovid blev født den 20. marts 43 f.Kr. i Sulmo (i dag kendt som Sulmona), Italien. Han betragtes af nogle som den sidste af guldalderdigterne(Horace, Vergil) og af andre som den første af sølvalderdigterne(Statius, Lucan). I modsætning til andre digtere fra guldalderen, der overlevede de krige, der markerede den romerske republiks voldelige undergang, var Ovid den første, der blev myndig i begyndelsen af Romerriget (augustinertiden).
Ovid blev ikke betragtet som en romer, men som en paeligianer, da hans familie var fra Sulmo. Paeligini havde dog længe været forbundet med Rom, og hans familie var velkendt lokalt. Da hans ældre bror døde, overførte familien alle sine forhåbninger til Ovid. Han tog til Rom og indledte en karriere i regeringen. Han blev enten en af tresuiri monetales (forvaltere af møntvæsenet) eller en af tresuiri capitales (forvaltere af fængsler og henrettelser), det er usikkert, hvilken af dem det var. Senere blev han en af decemuiri stlitibus iudicandis, en slags dommer. Han var hurtigt på vej til at blive den første romerske senator fra Sulmo. Han besluttede imidlertid at forlade regeringen og forfølge en karriere og et liv som digter.
Han begyndte sin karriere med at skrive kærlighedsdigte. Han skrev kun i elegaic couplet og hexameter, selv om han havde en tendens til at holde sig til førstnævnte i størstedelen af sine værker. Han er kendt for at have skrevet mindst ét skuespil i den tidlige del af sin litterære karriere. Hans største værk er dog Metamorfoserne, et episk værk af en usædvanlig art. Ovid var højst sandsynligt stadig i gang med det, da han blev forvist til Tomi i 8 e.Kr., hvor han fortsatte med at skrive digte, hvoraf de fleste handlede om hans ulykkelige situation. Teknisk set var hans straf dog ikke det, som romerne betragtede som eksil (latin – exsilium), men relegation (relegatio), som var en langt mildere straf, der bl.a. ikke omfattede beslaglæggelse af værdier. Årsagerne til hans eksil er meget uklare, der er kun antydninger at finde i hans skrifter fra den periode som f.eks. i Tristia, hvor han siger, at:
“Selvom to forbrydelser, en sang og en fejltagelse, har ødelagt mig,
om årsagen til den ene gerning må jeg tie”
Sidst i sin Ars Amatoria giver han et par spor om, hvad fejlen kan have været:
“Hvorfor så jeg noget? Hvorfor gjorde jeg mine øjne skyldige? Why did I recklessly learns of a sin?”
Han indrømmer frit at have kendskab til noget, men benægter enhver egentlig involvering i en forbrydelse.
Efter sin hjemkomst fra eksilet fik Ovid en enorm litterær succes, og senere digtere efterlignede ham ofte. Hans påvirkninger strakte sig ind i middelalderen og renæssancen. Populariteten af Metamorfoserne forblev stor, selv i disse tider, ligesom hans andre skrifter. Allegoriske versioner af hans værk var vidt udbredt, og mange af historierne fra den græske og romerske mytologi er mest kendt i deres versioner af Ovid. F.eks. blev hans historie om Pyramus og Thisbe(fjerde bog i Metamorfoser) kilden til Shakespeares Romeo og Julie. Shakespeare var ikke den eneste forfatter fra den tid, der blev påvirket af Ovids skrifter, blandt nogle af de mest kendte er Chaucer og Milton.
Og selv om man ikke ved noget om omstændighederne omkring hans død (datoen er kun kendt som værende mellem 17-18), er Ovid højst sandsynligt en af de mest indflydelsesrige forfattere i sin tid. Hans påvirkninger er tydelige i mange værker af forfattere, der er født generationer efter hans død. På mange måder er han stadig meget levende i den rige litteraturhistorie, som han har efterladt sig. Hans aftryk på verden blev ikke sat med sten eller blodsudgydelser, men med ord, som mange nyder den dag i dag og vil gøre det i generationer fremover.
