Pakistans oprettelse – en fejl?

LONDON – Det har aldrig været min plan at fortælle pakistanerne, at deres land har været en fejltagelse. Jeg var 19 år gammel på det tidspunkt og var i Pakistan om sommeren sammen med 40 andre unge canadiske universitetsstuderende på en rejse for at fremme international forståelse. Jeg havde allerede indset, at det var en fuldstændig meningsløs øvelse, men det var en gratis tur, og jeg havde aldrig været uden for Nordamerika før.

Jeg vidste også allerede, at det ville være en meget dårlig idé at klistre håndklædemærker op i Lahore, der annoncerede en offentlig debat, hvor de besøgende ville argumentere for, at oprettelsen af Pakistan havde været en dårlig idé, men ingen spurgte mig om min mening.

Så der var optøjer i Lahore, og den daværende militærdiktator fik os alle arresteret og sendt op på en drengeskole i Abbotabad, der stod tom for sommeren, indtil de kunne finde nok pladser på Pakistan International Airlines til at udvise os alle. (Samme by var også, langt senere, Osama bin Ladens sidste tilflugtssted, men jeg kommer lidt uden om det.)

Denne måned markerer 70-årsdagen for Indiens deling og Pakistans uafhængighed, så måske er det på tide at tage den afbrudte debat op igen. Især fordi Pakistans 18. premierminister, Nawaz Sharif, netop er blevet tvunget ud af magten af Pakistans højesteret. I alle disse 70 år har ikke en eneste af Pakistans premierministre nogensinde formået at fuldføre en hel embedsperiode.

Pakistan er ikke ligefrem en “mislykket stat”. Det giver et meget behageligt liv for omkring 5 millioner privilegerede mennesker, herunder den uhyre rige Sharif-familie. (Nawaz Sharifs bror Shahbaz vil overtage posten som premierminister, så snart han kan forlade sit job som chefminister i delstaten Punjab og blive valgt ind i nationalforsamlingen). Andre 30 eller 40 millioner mennesker har et beskedent, men tåleligt liv, og de andre 150 millioner skraber bare på bunden.

Indien er heller ikke rigt. Indkomsten pr. indbygger i Indien er kun ca. 20 procent højere end i Pakistan, og indkomsten pr. indbygger for Indiens 190 millioner muslimer – som er de fattigste af landets store religiøse samfund – er sandsynligvis en smule lavere end gennemsnitsindkomsten i Pakistan. Men det er stadig værd at spørge, om alle ville have haft det bedre, hvis det britiskstyrede Indien ikke var blevet delt i 1947.

Først og fremmest var det den bedst uddannede og mest velstående del af Indiens muslimske befolkning, der flyttede til Pakistan i 1947. Hvis deres 20 millioner efterkommere stadig var i deres forfædres hjem, ville den gennemsnitlige muslimske indkomst i det afkortede Indien af i dag være en del højere.

Andelen af muslimer i befolkningen i et uopdelt Indien ville have været så høj, at de ikke kunne ignoreres politisk. Hvis Pakistan (og Bangladesh, som brød ud af Pakistan i 1971) stadig var en del af Indien, ville muslimerne ikke udgøre 13 procent af det uopdelte Indiens befolkning. De ville være mere end 30 procent.

Sådan et Indien, forudsat at det forblev demokratisk, kunne aldrig være endt med en sekterisk hindu-nationalist som Narendra Modi som premierminister. En tredjedel af vælgerne ville instinktivt stemme imod ham. På samme måde ville muslimer, der stod på en religiøs platform, ikke få succes – men masser af muslimer ville blive valgt til høje embeder på grund af deres fortjenester.

Er dette naivt? Ville de onde hinduer ikke bare massakrere muslimerne? Det var trods alt den implicitte begrundelse for kravet om en separat stat for muslimske indere.

Hvis det hinduistiske flertal ikke har massakreret de 190 millioner muslimer i dagens Indien, hvordan skulle de så massakrere de 530 millioner muslimer i et uopdelt Indien? Det anslås, at der er blevet dræbt 10.000 mennesker i hindu-muslimsk kommunal vold i Indien siden 1950, og tre af ofrene var muslimer for hver dræbt hindu – men disse tal kan næppe sammenlignes med de umiddelbare og langsigtede omkostninger i menneskeliv ved delingen.

Mindst en million mennesker blev slagtet i de gensidige muslimsk-hinduistiske massakrer i 1947, da 10 millioner mennesker flyttede fra Indien til Pakistan eller omvendt. Yderligere en million civile blev dræbt i krigen i 1971, som splittede Pakistan og førte til et uafhængigt Bangladesh. Og selv om de fire krige mellem Indien og Pakistan kun har kostet omkring 30.000 soldater livet, har begge lande nu atomvåben.

En anden ting. Ingen deling ville sandsynligvis have betydet, at der ikke ville have været nogen militærkup på subkontinentet. Indien har været verdens største demokrati i 70 år, mens Pakistan og Bangladesh har været regeret af generaler i næsten halvdelen af deres uafhængige historie.

Kunne det være gået anderledes? Både Gandhi, der trods al sin helgenstatus var en dybt sekterisk hinduistisk leder, og Muhammad Ali Jinnah, lederen af All-India Muslim League og grundlæggeren af Pakistan, var døde inden for et år efter delingen. Hvis den britiske regering ikke havde haft så panisk travlt med at komme ud af Indien, ville der måske have været tid til, at mere moderate hinduistiske og muslimske ledere kunne have forhandlet sig frem til et andet resultat.

Og måske ikke, alt efter hvad der er tilfældet. Dette er et rent hypotetisk spil, for da delingen først var sket, var den uigenkaldelig. Men det ville helt sikkert have været en interessant debat.

Gwynne Dyer er en uafhængig canadisk journalist og militærhistoriker.