c. 1200, “Kristi lidelser på korset; Kristi død”, af oldfransk passion “Kristi lidelse, fysisk lidelse” (10c.), af senlatinsk passionem (nominativ passio) “lide, udholde”, af past-participle stamme af latin pati “at udholde, undergå, opleve”, et ord af usikker oprindelse. Begrebet er “det, der skal udholdes.”
Begrebet blev udvidet til at omfatte martyrers lidelser og lidelse og smerte generelt i begyndelsen af det 13. årh. Den erstattede oldengelsk þolung (brugt i gloser til at gengive latin passio), bogstaveligt talt “lidelse”, af þolian (v.) “at udholde”. På middelengelsk også nogle gange “tilstanden af at blive påvirket eller påvirket af noget ydre” (sent 14. årh., sammenlign passiv).
På middelengelsk også “en lidelse, sygdom, lidelse”; også “en følelse, et ønske, en lyst, en tilbøjelighed, en følelse; lyst til at synde betragtet som en lidelse” (midt-13. årh.). Den specifikke betydning “intens eller heftig følelse eller ønske” er attesteret fra slutningen af 14-tallet, fra senlatinsk brug af passio til at gengive græsk patos “lidelse”, også “følelse, følelse”. Den specifikke betydning af “seksuel kærlighed” er attesteret fra 1580’erne, men ordet er blevet brugt om enhver vedvarende, kontrollerende følelse (iver; sorg, sorg; raseri, vrede; håb, glæde). Betydningen “stærk smag, begejstring, forkærlighed” er fra 1630’erne; betydningen “genstand for stor beundring eller begær” er fra 1732.
I sammenligning med hengivenhed er lidenskabens særlige kendetegn, at den behersker sindet, således at personen tilsyneladende bliver dens subjekt eller dens passive instrument, mens en hengivenhed, selv om den bevæger, påvirker eller påvirker en, stadig lader ham bevare sin selvkontrol. De sekundære betydninger af de to ord bevarer denne forskel.
Et passionsspil (1843, i tysk sammenhæng) forestiller scenerne i Kristi lidelseshistorie. Passionsblomsten blev kaldt sådan fra 1630’erne.
Navnet passionsblomst – flos passionis – opstod på grund af kronens formodede lighed med tornekronen og blomstens øvrige dele med sømmene eller sårene, mens de fem bægerblade og fem kronblade blev opfattet som et symbol på de ti apostle – Peter … og Judas … blev udeladt af opgøret.
