I de seneste år har jeg lært at sætte pris på den afgørende rolle, som personlig handlekraft spiller i mit personlige værdisystem. Og jeg er overbevist om, at en dyb følelse af personlig handlekraft er en afgørende ingrediens i enhver form for sund samarbejdsindsats, hvad enten det er et personligt forhold eller den virksomhed, man arbejder for. Man kan kun have et sundt samarbejde, hvis samarbejdspartnerne anerkender deres egen handlekraft i forvaltningen af samarbejdets sundhed. Men desværre er det ofte ikke tilfældet.
Min egen følelse af personlig handlekraft blev ikke udviklet under de bedste omstændigheder, højst sandsynligt som en copingmekanisme til at håndtere oplevelser i den sene barndom/tidlige ungdom. I dag ser jeg den som en stor kilde til styrke, men den har også sin skyggeside. For nylig lærte jeg at sætte pris på, at jeg ofte finder adfærd, der viser mangel på personlig handlekraft, som noget udløsende.
Wikipedia definerer en “følelse af handlekraft” som:
Den subjektive bevidsthed om at initiere, udføre og kontrollere ens egne volitive handlinger i verden. Det er den præ-reflekterende bevidsthed eller implicitte fornemmelse af, at det er mig, der udfører kropslige bevægelser eller tænker tanker.
Jeg har en tendens til at forstå et begreb bedre ved at se på dets modsætning. Og det kan vi bedst gøre ved at forbinde personlig handlekraft med et lidt mere akademisk begreb, der er opfundet af den berømte psykolog Julian Rotter, kaldet “Locus of Control”, som forklares i denne smukke illustration:
Og ved hjælp af denne mere komplicerede tabel:
Så en lidt mere akademisk måde at forklare personlig handlekraft på er at beskrive det som en stærk intern locus of control.
Jeg betragter det at hjælpe folk med at udvikle en stærk følelse af personlig handlekraft som en af de mest effektive måder at sætte folk i stand til at vokse og være en del af sunde organisationer. Og jeg er dybt nysgerrig efter måder at opnå det på.
Det sprog, vi bruger, og de organisatoriske systemer, vi designer, forstærker nogle gange uforvarende en følelse af manglende handlekraft (undertiden omtalt som “indlært hjælpeløshed” eller “offerrolle”).
En anden kraftfuld løftestang, foreslået af Steven Covey og for nylig af James Clear, er fokus. Covey skaber en interessant skelnen mellem vores “bekymringscirkel” og vores “kontrolcirkel”, som Clear forklarer på en veltalende måde:
Interesseringscirkler er de ting, som du ofte spilder tid og energi på at bekymre dig om, men som du kun har lidt eller ingen kontrol over. I mellemtiden er Circles of Control de ting, som du kan påvirke i dit daglige liv.
Som eksempel kan nævnes, at langt de fleste nyhedshistorier – krig og terrorisme, økonomi og aktiekurser, sladder om berømtheder og politiske skandaler – falder direkte ind under Circle of Concern. De kan nemt opsuge din tid og energi, men du har stort set ingen kontrol over disse begivenheder.
Andre eksempler omfatter at blive vred over, hvad nogen har postet på Facebook, at bekymre sig om, hvad andre mennesker tænker om dig, eller at ønske, at dine børn ville træffe bedre valg (et gyldigt ønske, men stadig uden for din kontrol).
Coveys råd er at flytte vores fokus fra vores “circle of concern” til vores “circle of control”. Selv på overfladen ser det ud til, at indførelsen af denne skelnen kan hjælpe folk med at se den personlige handlekraft, som de allerede har, og forhåbentlig med tiden begynde at udvide denne cirkel udadtil.
