PMC

Sir,

Som følge af en stigende tendens er kompulsiv seksuel adfærd (CSB) stadig uudforsket på grund af den store stigmatisering, der er knyttet til den. Den er forbundet med talrige komorbiditeter- såsom organiske tilstande (frontallappens syndrom), medicin (dopamin), stofbrugsforstyrrelser, mani, psykose og personlighedsforstyrrelser. Den er karakteriseret ved vedvarende og gentagne seksuelle impulser eller drifter, der opleves som uimodståelige eller ukontrollable, hvilket fører til gentagne seksuelle adfærdsmønstre (International Classification of Diseases 11 Draft). Disse symptomer er omfattet af F 52.7, dvs. overdreven seksuel trang i ICD-10, og i Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5. udgave, kan det diagnosticeres via kode 302.70, dvs. som uspecificeret seksuel dysfunktion. I det foreliggende tilfælde vil forfatteren gerne fremhæve tilstedeværelsen af hyperseksualitet hos kvinder, der primært lider af depression.

En 42-årig enke, bosiddende i Delhi, præsenterede sig på vores afdeling med hovedklager over tristhed i humøret, ensomhed, grådanfald, overdreven skyldfølelse, forstyrret søvn og dødsønsker fra de sidste 6 måneder. Da vi spurgte hende, hvorfor hun havde denne skyldfølelse, oplyste hun, at hun var meget flov over sine handlinger, som hun ikke kunne kontrollere, men hun forklarede det aldrig i detaljer, selv efter gentagne psykiatriske konsultationer. Hun besluttede sig endelig til at afsløre det denne gang på grund af den ekstreme angst, som hun blev udsat for hver dag. Hun præsenterede et stærkt ønske om at deltage i seksuelle handlinger med mænd med tilhørende skyldfølelse med mislykkede distraktionsteknikker som f.eks. at se pornografi, selvstimulering, konsultere sin nære veninde og låse sig selv inde, men intet hjalp. Hun rapporterede også, at hun rejste på overfyldte steder for at røre ved mænd på upassende vis og for at opleve, hvordan det føltes, hvilket førte til involvering med ca. ti fremmede i den seneste 2-måneders periode. Hun forsøgte endda at kontakte betalte sexarbejdere, men trak sig til sidst tilbage, fordi hun troede, at hun kunne få aids. Hun rapporterede også, at hver gang en mand kom i nærheden af hende, fik hun en stærk impuls til at røre ved ham, og hun gjorde det, selv om hendes datter/veninde sad i nærheden af hende.

Da hun afslørede al denne adfærd over for sin veninde, rådede denne hende til at konsultere en psykiater, hvorefter patienten kom til vores afdeling.

Der var ingen anamnese, der tydede på nedsat egenomsorg, forsøg på at skade hende, gentagne tanker om kontrol/rengøring/tvivl, stærk trang til at sætte ild/trække hår/spille/tyve og nogen usædvanlige seksuelle præferencer. Der var ingen betydelig medicinsk/kirurgisk eller familiehistorie.

Hendes generelle og systemiske undersøgelse var normal, og ved mental statusundersøgelse rapporterede hun sit humør som trist. Der var ideer om håbløshed, hjælpeløshed og værdiløshed, men der var ingen selvmordsideer med vrangforestillinger eller hallucinationer.

Hendes rutinemæssige blodundersøgelser, skjoldbruskkirtelfunktionstest, elektroencefalogram og magnetisk resonansbilleddannelse af hjernen var normale. Hendes HIV-status og virale markører var seronegative.

Efter en detaljeret vurdering blev hun diagnosticeret med større depressiv lidelse med overdreven seksualdrift i henhold til ICD-10. Hun blev startet på oral behandling med selektiv serotonerg genoptagelseshæmmer (SSRI) fluoxetin 20 mg, og doseringen blev øget til 60 mg i en periode på 2 måneder sammen med adfærdsterapi. Efter ca. 8 måneders behandling er hun næsten 80 % forbedret og følger regelmæssigt op i ambulatoriet.

I det aktuelle tilfælde led patienten primært af depressive symptomer med øget seksuel trang.

CSB er forbundet med konstant tilknytning til seksuel aktivitet på trods af bevidstheden om de negative konsekvenser. Denne adfærd fungerer som et forsvar for at klare livets stressorer.

Det foreliggende tilfælde er et forsøg på at fremhæve den stigende tendens til CSB. I en undersøgelse af 36 patienter med CSB af Black et al. var depression den næsthyppigste comorbiditet efter angst. I en undersøgelse af Raymond et al. havde 100 % af tilfældene af CSB en akse I-diagnose, hvor de mest almindelige var svær depression (58 %) og seksuel dysfunktion (46 %).

Med hensyn til behandlingen af sådanne tilfælde er intet lægemiddel indtil nu godkendt af Food and Drug Administration. Undersøgelser har set forbedringer med SSRI’er, naltrexon, stemningsstabilisatorer (lithium, valproinsyre), anti-androgener og psykoterapi.

Sigtet med denne caserapport er at gøre klinikere opmærksomme på denne tilstand, da CSB på trods af den stigende tendens stadig er underrapporteret og ikke bliver erkendt. Det vil også hjælpe med at udvikle den operationelle definition til diagnosticering af CSB.