Kan ADHD-symptomer fingeres?
For at “gøre en lang historie kort”, som man siger, kan symptomerne på ADHD ifølge den foreliggende forskning let fingeres, især når symptomerne vurderes ved hjælp af tjeklister. Dette er konklusionerne i de fem tilgængelige undersøgelser, som vi har fundet i databaserne PsycINFO og PubMed, og de rapporterer konsekvente resultater.
I den tidligste undersøgelse, som vi kunne finde, undersøgte Quinn3 to grupper af universitetsstuderende, den ene gruppe med ADHD (n=16) og den anden gruppe bestående af forberedte simulanter (n=44). Ved testning for ADHD var malingerers i stand til med succes at forfalske positive scorer på en skala for barndomssymptomer og aktuelle symptomer (dvs. ADHD Behavior Rating Scale), men ikke på den integrerede visuelle og auditive kontinuerlige præstationstest.
I en publikation fra 2007 undersøgte Fisher4 collegestuderendes evne til at forfalske testresultater på to individuelle ADHD-vurderinger. Når de fik ADHD Behavior Checklist og College ADHD Response Evaluation, var simulanterne i stand til at simulere ADHD-resultater på henholdsvis 77 og 93 procent af punkterne. Ingen af skalaerne var mere succesfulde end den anden med hensyn til at forhindre falske positive resultater.
I en canadisk undersøgelse fra 2007 undersøgte Harrison et al5 70 universitetsstuderende (35 kontroller og 35 simulanter) og sammenlignede dem med 72 personer i en arkivdatabase med en bekræftet diagnose af ADHD. I denne undersøgelse fandt forskerne ganske vist nogle forskelle mellem undergrupperne i deres svar på Conners’ Adult ADHD Rating Scale og Woodcock Johnson Psychoeducational Battery-III, men de konkluderede, at symptomerne på ADHD let kan forfalskes, især når diagnosen udelukkende er baseret på data fra symptomchecklister.
I en undersøgelse fra 2008 delte Frazier et al6 98 universitetsstuderende op i følgende tre undersøgelsesgrupper: kontroller, ADHD-simulatorer og simulatorer af læseforstyrrelser. I denne undersøgelse var der ingen specifikke ADHD-foranstaltninger at simulere; med andre ord blev simulering af en ADHD-diagnose ikke reelt testet. De tre undersøgelsesgrupper viste imidlertid identificerbare mønstre/forskelle på Validity Indicator Profile og Victoria Symptom Validity Test, hvilket tyder på, at forfalskere af ADHD kan opdages ved hjælp af disse foranstaltninger.
I en undersøgelse fra 2010 delte Booksh et al7 110 universitetsstuderende op i kontroller og simulanter. Ligesom i Harrison et al-undersøgelsen5 blev disse grupper derefter sammenlignet med en arkivprøve af 56 studerende, der tidligere var blevet diagnosticeret med ADHD. Forskerne administrerede ni forskellige vurderinger; mindst fire af disse målinger var designet til at undersøge diagnosen ADHD. Ved undersøgelsens afslutning konkluderede forskerne, at “… det lykkedes ikke at finde konsekvente signifikante præstationsforskelle mellem personer med ADHD og dem, der simulerede…” Som følge af disse resultater understreger forfatterne vigtigheden af at indhente diagnostiske oplysninger fra flere kilder, herunder selvrapportering, objektiv vurdering, observationsvurdering og/eller rapporter fra andre.
I den sidste forskningsartikel, som vi kunne finde, inddelte Soliman et al8 80 universitetsstuderende i følgende tre undersøgelsesgrupper: kontroller (n=14), fakere (n=30) og studerende med ægte ADHD (n=29). Et af de mest interessante aspekter af denne undersøgelse var klarheden i rapportens procedureafsnit med hensyn til selve træningen af faker-gruppen. Fakerne fik kun fem minutter til at læse et kort klinisk scenarie igennem, gennemlæse internetoplysninger, der blev præsenteret som en pseudo-webside, og tage noter. Efter denne korte træning tog alle deltagere et omfattende batteri af test (12 i alt). Ligesom de tidligere forskere fandt forskerne, at symptomchecklister (f.eks. ADHD Rating Scale, Conners’ Adult ADHD Rating Scale-Self-Rating Form Long) var særligt modtagelige for faking.
Hvad kan vi konkludere af disse undersøgelser? For det første er det let at forfalske ADHD-symptomchecklister. For det andet kræves der ret sofistikerede testmaterialer for at påvise uoverensstemmelser i testen, der kunne indikere, at ADHD-symptomer er fingeret. Selv om vurderingen af inkonsistenser er betryggende, spørger man sig selv, om den nødvendige ekspertise, tid og udgift til administration af disse tests kan gennemføres på et kollegium med et stort antal studerende. For det tredje tager det ifølge data fra Soliman et al8 meget lidt tid for en person at forberede sig på at besejre en ADHD-testforanstaltning.
