Psykisk sundhed er en menneskeret

“Hvor begynder de universelle menneskerettigheder i sidste ende? På små steder, tæt på hjemmet – så tæt på og så små, at de ikke kan ses på noget verdenskort. (…) Det er sådanne steder, hvor alle mænd, kvinder og børn søger lige retfærdighed, lige muligheder og lige værdighed uden forskelsbehandling. Hvis ikke disse rettigheder har betydning dér, har de ikke meget betydning noget sted. Uden en samordnet indsats fra borgernes side for at opretholde dem tæt på hjemmet, vil vi forgæves lede efter fremskridt i den store verden.”

– Eleanor Roosevelt, formand for udkastet til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR)

På det 183. plenarmøde den 10. december 1948 vedtog FN’s Generalforsamling (UNGA) artikel 25 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR), hvori det hedder, at: “Enhver har ret til en levestandard, der er tilstrækkelig til hans egen og hans families sundhed og velfærd, herunder til føde, tøj, bolig, lægehjælp og nødvendige sociale ydelser, samt ret til sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, invaliditet, enkestand, alderdom eller anden mangel på forsørgelsesgrundlag under omstændigheder, som han ikke selv er herre over.” Den 10. december markerede 70-årsdagen for UDHR, og De Forenede Nationer (FN) planlagde en række aktiviteter for at markere denne betydningsfulde begivenhed. Denne UN Matters-kolonne vil undersøge menneskerettighederne med et specifikt fokus på global mental sundhed for at fejre dette jubilæum. Den mest relevante del af artikel 25, der forbinder mental sundhed og menneskerettigheder, er utvivlsomt “retten til en levestandard, der er tilstrækkelig til at sikre sundhed og velvære”.

Mental sundhed er en menneskeret

FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) er et mellemstatsligt organ inden for FN-systemet, der består af 47 lande, som er valgt blandt de fulde medlemmer. Rådet er ansvarligt for at fremme og beskytte alle menneskerettigheder rundt om i verden, og det ser fysisk og mental sundhed som en central del af sit arbejde. Gennem sin udpegede særlige rapportør, i øjeblikket Dainius Pūras fra Litauen, hjælper UNHRC medlemsstaterne og andre med at fremme og beskytte retten til den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed (retten til sundhed). Rådet anerkender følgende principper:

• Retten til sundhed er en inklusiv rettighed, der ikke kun omfatter rettidig og passende sundhedspleje, men også de underliggende determinanter for sundhed, såsom adgang til sikkert og drikkevand og tilstrækkelige sanitære forhold, sunde arbejds- og miljøforhold og adgang til sundhedsrelateret uddannelse og information, herunder seksuel og reproduktiv sundhed.
• Retten til sundhed indeholder både friheder og rettigheder. Frihederne omfatter retten til at kontrollere sit helbred, herunder retten til at være fri for ikke-konsensuel medicinsk behandling og eksperimenter. Rettigheder omfatter retten til et system til sundhedsbeskyttelse (dvs, sundhedspleje og de underliggende sundhedsdeterminanter), der giver lige muligheder for, at folk kan nyde den højest opnåelige sundhedsstandard.
• Retten til sundhed er et bredt begreb, der kan opdeles i mere specifikke rettigheder som f.eks. retten til sundhed for mødre, børn og reproduktiv sundhed, sunde arbejdspladser og naturlige miljøer, forebyggelse, behandling og kontrol af sygdomme, herunder adgang til essentielle lægemidler, og adgang til sikkert og drikkeligt vand.

Sammenhængen mellem menneskerettigheder og mental sundhed

Det Forenede Nationers Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) erklærer, at “retten til sundhed er en grundlæggende del af vores menneskerettigheder og af vores forståelse af et værdigt liv”. I præamblen til Verdenssundhedsorganisationens (WHO) forfatning fra 1946 defineres sundhed som “en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svaghed”. Forholdet mellem mental sundhed og menneskerettigheder er en integreret og indbyrdes afhængig forbindelse. Menneskerettighedskrænkelser som f.eks. tortur og fordrivelse påvirker f.eks. den mentale sundhed negativt. For det andet kan praksis, programmer og love vedrørende mental sundhed, f.eks. tvangsbehandlingspraksis, hindre menneskerettigheder. Endelig er fremme af menneskerettighederne til gavn for den mentale sundhed. Disse fordele rækker ud over den mentale sundhed til den tætte forbindelse mellem fysisk og mental sundhed. Der er således kliniske og økonomiske grunde samt moralske og juridiske forpligtelser til at fremme mental sundhedspleje som grundlæggende for menneskerettighederne.

I deres rapport fra 2014 anslår WHO, at der globalt set afsættes mindre end 5 procent af de generelle offentlige sundhedsudgifter til mental sundhed, og dette tal er betydeligt mindre i lavindkomstlande (WHO, 2015). Kort sagt nyder mental sundhed ikke ligeværdighed med fysisk sundhed med hensyn til budgettering og opmærksomhed, og dette skaber et utilsigtet hierarki, hvor mental sundhed er lavere rangeret end fysisk sundhed. OHCHR rapporterer, at i nogle lande er den eneste tilgængelige pleje for psykisk syge personer på psykiatriske institutioner, og mange af dem er forbundet med betydelige menneskerettighedskrænkelser, der afspejles i umenneskelig behandling og levevilkår, f.eks. lænkning eller indespærring i længere perioder.

Det aktuelle billede af mental sundhed på verdensplan fra OHCHR-rapporten

• Mental sundhed vil påvirke en ud af fire mennesker i løbet af deres liv.
• På verdensplan er mental sundhed ikke ligestillet med fysisk sundhed med hensyn til budgettering eller medicinsk uddannelse og praksis.
• Stigmatisering er en væsentlig faktor for kvaliteten af behandlingen og adgangen til alle de tjenester, som personer med psykiske lidelser har brug for.
• Næsten to tredjedele af personer med psykiske lidelser vil ikke søge behandling for deres lidelse.
• Dårlig mental sundhed er en prædisponerende faktor for fysiske helbredsproblemer.
• Personer med psykiske lidelser har en meget kortere forventet levetid sammenlignet med den almindelige befolkning, med et anslået fald i den forventede levetid på 20 år for mænd og 15 år for kvinder.

Stigmatisering og diskrimination

FN’s ekspert i retten til sundhed, specialrapportør Dainius Pūras, udtaler, at en af de mest grundlæggende udfordringer for den mentale sundhed er stigmatisering og diskrimination. WHO (2014) hævder, at den sociale stigmatisering fortsat er en barriere for at søge og modtage behandling for mentale sundhedsproblemer. At bære et stempel af psykisk sygdom påvirker ikke kun personen med sygdommen, men det kan også påvirke familiemedlemmer og nære venner, hvilket igen kan føre til en lignende byrde (kendt som høflighedsstigma). Litteraturen tyder på, at interventionsprogrammer til bekæmpelse af stigmatisering såsom Canadas “Opening Minds” (Pietrus, 2013) og New Zealands “Like Minds Like Mine” har øget forståelsen over for mennesker med psykisk sygdom. Regeringerne i lav- og mellemindkomstlande er imidlertid normalt dem, der bruger mindst på mental sundhed, hvilket gør det stadig vanskeligere at tilbyde kliniske tjenester og interventioner mod stigmatisering. Dette har fået fortalere til at understrege, at gennemførelsen af anti-stigmatiseringsinterventioner med positive resultater skal prioriteres (Mascayano, Armijo & Yang, 2015).

Der er mange faktorer, der påvirker stigmatisering af psykisk sygdom, da psykisk sygdom forstås anderledes end fysisk sundhed af økonomiske, kulturelle, religiøse og politiske årsager. Folk søger ofte ikke professionel hjælp, og de er afhængige af andre alternativer af frygt for diskrimination, eller fordi de tror, at det kan løses uden behandling. Bestræbelser fra mange fagfolk inden for mental sundhed, som har forsøgt at afstigmatisere psykisk sygdom ved at forklare den i biologiske termer, har nogle gange givet bagslag i praksis (Lauber & Rossler, 2007). Det kliniske sprog er ofte vanskeligt at forstå, og når en psykiatrisk lidelse patologiseres på denne måde, har det en tendens til at få folk til at tro, at disse tilstande er uforanderlige, hvilket faktisk forværrer stigmatiseringen. Litteratur og psykoedukation omkring mental sundhed er altafgørende for at mindske stigmatisering, og det kunne være gavnligt, hvis offentlige personer med personlige erfaringer henvender sig til deres samfund ved at sætte ansigter på mentale sygdomme.

Initiativer fra De Forenede Nationer (FN)

Der er en voksende erkendelse i det internationale samfund af, at mental sundhed er et af de mest forsømte, men væsentlige udviklingsspørgsmål i forbindelse med opnåelse af internationalt vedtagne udviklingsmål. FN og globale agenturer som OHCHR har slået til lyd for en række politiske ændringer for at imødegå den stigmatisering og diskrimination, som især mennesker med psykiske sygdomme og/eller psykosociale handicaps oplever. Disse politikker omfatter systematisk inddragelse af menneskerettigheder i politikken og anerkendelse af den enkeltes autonomi, handlekraft og værdighed. Nøgleområder, der skal målrettes, omfatter:

• Forbedring af adgangen til og kvaliteten af levering af mentale sundhedstjenester.
• Skabelse af juridiske og politiske miljøer, der fremmer realiseringen af menneskerettighederne for personer med psykiske lidelser og psykosociale handicaps.
• Integrering af forebyggelsesprogrammer og politikker, der bekæmper stigmatisering og diskrimination.

I marts 2016 udsendte Portugal og Brasilien sammen med 73 stater en fælles erklæring for at fremhæve den centrale betydning af mental sundhed for den fulde realisering af retten til sundhed. Erklæringen fremhævede også vigtigheden af at anlægge et menneskerettighedsperspektiv for at sikre respekten for alle menneskers værdighed og den fulde udøvelse af menneskerettighederne uden forskelsbehandling.

Den 1. juli 2016 gav OHCHR i resolution 32/18 Menneskerettighedsrådet mandat til at udarbejde en rapport, der identificerer nogle af de største udfordringer, som brugere af mentale sundhedstjenester, personer med mentale sundhedstilstande og personer med psykosociale handicap står over for. OHCHR specificerede, at rapporten skulle identificere eksisterende udfordringer og ny god praksis og indeholde en liste over anbefalinger. rådet udsendte sin rapport på sit 34. møde den 24. marts 2017, som identificerede systemiske udfordringer for mental sundhed, der omfatter stigmatisering og diskrimination, krænkelser af økonomiske, sociale og andre rettigheder og nægtelse af autonomi og juridisk kapacitet. Manglen på ressourcer er også en af de mest fremtrædende udfordringer. Rapporten viser, at på trods af den indvirkning, som mentale sundhedstilstande har på enkeltpersoner, familier og samfund, er der utilstrækkelige investeringer af både finansielle og menneskelige ressourcer til mental sundhed. F.eks. rapporteres det, at de globale årlige udgifter til mental sundhed på verdensplan er mindre end 2 USD pr. person og mindre end 0,25 USD pr. person i lavindkomstlande. I mange situationer fordeles de sparsomme ressourcer ikke hensigtsmæssigt for at opnå størst mulig gavn, da en betydelig del af budgetterne for mental sundhed går til psykiatriske hospitaler og ikke til at finansiere lokale mentale sundhedstjenester, der har stærk empirisk støtte. Konsekvenserne er bl.a. utilstrækkelig levering af tjenester, utilstrækkeligt uddannet psykisk sundhedspersonale, minimal adgang til psykiske sundhedstjenester af høj kvalitet og utilstrækkelig levering af tjenester, der opfylder menneskerettighedsstandarderne. Følgelig er denne praksis i strid med artikel 2, stk. 1, i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, hvori det hedder, at: “Enhver stat, der er part i denne konvention, forpligter sig til individuelt og gennem international bistand og internationalt samarbejde, især økonomisk og teknisk, at tage skridt til med alle til rådighed stående midler gradvis at opnå fuld realisering af de rettigheder, der anerkendes i denne konvention, ved hjælp af alle egnede midler, herunder navnlig ved vedtagelse af lovgivningsmæssige foranstaltninger.”

Den ovenfor beskrevne praksis underminerer retten til sundhed, som er anerkendt i konventionen og i artikel 25 i den almindelige menneskerettighedskonvention. Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966) udgør sammen med verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1966) den internationale menneskerettighedskonvention. Pagten blev vedtaget af FN’s Generalforsamling (UNGA) i resolution 2200A (XXI) af 16. december 1966. Den trådte i kraft i 1976, og den 1. december 2007 havde 157 stater ratificeret den.

Menneskerettighedsrådet anerkendte i sin resolution 36/13, at personer med psykosociale handicap, personer med psykiske lidelser og brugere af psykisk sundhed er udsat for udbredt diskrimination, stigmatisering, fordomme, vold, misbrug, social udelukkelse og segregation, ulovlig eller vilkårlig institutionalisering, overmedicinering og behandlingspraksis, der ikke respekterer deres autonomi, vilje og præferencer. For at tage fat på disse menneskerettighedskrænkelser indkaldte Rådet til et møde i Genève, Schweiz, den 14.-15. maj 2018. Mødet fokuserede på at identificere strategier til fremme af menneskerettigheder inden for mental sundhed, og det var åbent for alle interesserede interessenter. I en af præsentationerne på mødet mindede Yeni Rosa Damayanti, leder af Indonesian Mental Health Association (IMHA), det globale samfund om, at selv om mødet blev indkaldt for at tale om mental sundhed og menneskerettigheder, er det vigtigt for verdensorganisationen at se dette emne som “… inklusion og menneskerettigheder for personer med psykosociale handicap”. Ifølge Damayanti kommer inklusion først, og mental sundhed kommer senere.

Rammen om retten til sundhed

FN’s arbejde med at bekæmpe stigmatisering og diskrimination på området mental sundhed har i høj grad fokuseret på rammen om retten til sundhed.
Denne ramme er tænkt som et langsigtet programmatisk mål. Den hævder, at sundhed og sundhedspleje er en omfattende rettighed, der omfatter både rettidig og passende sundhedspleje og de underliggende sundhedsdeterminanter. I forbindelse med mental sundhed omfatter determinanterne lav socioøkonomisk status, vold og misbrug, negative oplevelser i barndommen, udvikling i den tidlige barndom og hvorvidt der er støttende og tolerante relationer i familien, på arbejdspladsen og i andre sammenhænge. Retten til sundhed omfatter frihedsrettigheder (f.eks. retten til ikke at blive behandlet uden samtykke) og rettigheder (f.eks. retten til et sundhedssystem, der giver lige adgang til behandling af høj kvalitet), som tidligere er nævnt i denne artikel. Denne ramme er blevet indarbejdet i mange FN-dokumenter, herunder den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artikel 2, stk. 1), konventionen om barnets rettigheder (artikel 24), konventionen om handicappedes rettigheder (artikel 25) og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (artikel 10, litra h), artikel 11, stk. 1, litra f), artikel 11, stk. 2, artikel 12 og artikel 14, stk. 2, litra b)). Disse bestræbelser lægger vægt på støtte til programmer og politikker til bekæmpelse af stigmatisering og forskelsbehandling.

Rammen for retten til sundhed (beskrevet ovenfor) foreslår en menneskerettighedsbaseret tilgang for at sikre, at sundhedsfaciliteter, varer og tjenester for mental sundhed er tilgængelige i tilstrækkelig mængde og er tilgængelige og overkommelige i forhold til prisen på grundlag af ikke-diskrimination. Tjenesterne skal være kønsfølsomme, videnskabeligt og medicinsk hensigtsmæssige, af god kvalitet og med respekt for medicinsk etik. Et integrerende træk ved retten til sundhed er forventningen om, at alle interessenter skal deltage på en meningsfuld måde i beslutninger og politikker på sundhedsområdet. Det er også vigtigt, at der er gennemsigtige processer, som er sikret for personer med mentale sundhedsproblemer og dem, der bruger mentale sundhedsydelser.

2030-dagsordenen for målene for bæredygtig udvikling (SDG)

Rammen for retten til sundhed er blevet suppleret af den globale forpligtelse, der er indgået i 2030-dagsordenen for målene for bæredygtig udvikling, især SDG 3, som har til formål at sikre et sundt liv og fremme trivsel for alle i alle aldre.

• Mål 3.4 – omhandler forebyggelse og behandling og fremmer mental sundhed og trivsel
• Mål 3.5 – omhandler forebyggelse og behandling af stofmisbrug, herunder misbrug af narkotiske stoffer og skadelig brug af alkohol
• Mål 3.8 – omhandler universel sundhedsdækning. Selv om dette mål fokuserer på områder, hvor der ikke specifikt henvises til mental sundhed, er der andre relevante spørgsmål, som omfatter finansiel risikobeskyttelse, adgang til essentielle sundhedstjenester af høj kvalitet, essentielle lægemidler til overkommelige priser og vacciner til alle.

Gjorte fremskridt

Og selv om der stadig er udfordringer, er der sket fremskridt i løbet af de sidste par årtier.

• Mål 1.1: 80 procent af landene vil have udviklet eller opdateret deres politikker eller planer for mental sundhed i overensstemmelse med internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter (inden år 2020). Andelen af lande, der opfylder dette mål, er steget en smule fra 45 procent (Atlas 2014) til 48 procent (Atlas 2017) af alle WHO’s medlemsstater.
• Mål 1.2: 50 procent af landene vil have udviklet eller opdateret deres lovgivning om mental sundhed i overensstemmelse med internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter (inden år 2020). Andelen af lande, der opfylder dette mål, er steget en smule fra 34 procent (Atlas 2014) til 39 procent (Atlas 2017) af alle WHO’s medlemsstater.
• Mål 2: Servicedækningen for alvorlige psykiske lidelser vil være steget med 20 procent (inden år 2020). Selv om Atlas 2017 gjorde en betydelig indsats for at øge pålideligheden af dataene, var servicedækningen for alvorlige psykiske lidelser ikke beregnelig. Den behandlede prævalens for psykose, bipolar lidelse og depression var henholdsvis 171,3, 41,0 og 95,6 pr. 100 000 indbyggere.
• Mål 3.1: 80 procent af landene vil have mindst to fungerende nationale, multisektorale programmer til fremme og forebyggelse af mental sundhed (inden 2020). Andelen af lande, der opfylder dette mål, er steget fra 41 procent (Atlas 2014) til 63 procent (Atlas 2017) af alle WHO’s medlemsstater.
• Mål 3.2: Selvmordsraten i landene vil blive reduceret med 10 procent (inden år 2020). Ifølge WHO’s data om selvmord er selvmordsraten faldet en smule fra 11,4 til 10,5 pr. 100 000 indbyggere fra 2014 til 2017.
• Mål 4: 80 procent af landene vil rutinemæssigt indsamle og rapportere mindst et kernesæt af indikatorer for mental sundhed hvert andet år gennem deres nationale sundheds- og socialinformationssystemer (inden år 2020). Andelen af lande, der opfylder dette mål, er steget en smule fra 64 lande, 33 procent af alle WHO’s medlemsstater (Atlas 2014), til 71 lande og 37 procent af alle WHO’s medlemsstater (Atlas 2017).

Rammen for retten til sundhed anerkender den stærke sammenhæng mellem fysisk og mental sundhed og opfordrer til en tilgang, der tillægger begge dele lige stor værdi. Nogle mennesker, der læser denne artikel, vil måske finde det overraskende at høre, at det at have et psykosocialt problem kan forhindre en person i at kunne udøve sin ret til at stemme i den politiske proces. Yeni Damayanti’s præsentation på det nylige FN-møde i Genève informerede os om en sejr takket være det hårde arbejde, som Perhimpunana Jiwa Sehat (Indonesian Mental Health Association, IMHA) har udført. Organisationen har gennem fru Damayantis ledelse med succes arbejdet for oprettelsen af et støttecenter, der blev finansieret af den indonesiske regering for personer med psykosociale handicap i det sydlige Jakarta. Organisationens arbejde med forfatningsdomstolen har gjort det lettere at gennemføre ændringer, der gjorde det muligt for personer med psykosociale handicap at stemme for første gang ved regionale valg i begyndelsen af 2017.

Haktuelle hindringer for forbedring af mental sundhed globalt

Det er stadig en stor opgave at opnå en udbredt forståelse af ætiologien bag psykiske sygdomme. En betydelig del af verdensbefolkningen mangler forståelse for den biologiske ætiologi af psykiske sygdomme og tilskriver derfor psykiske sygdomme overnaturlige kræfter og fjenden (Armiya’u, 2015). I nogle dele af verden omfatter kulturelle faktorer forestillinger om, at psykisk sygdom ejes af hele familien og er en kilde til skam, og at miljøbaserede mentale sundhedsproblemer betragtes som personlige svagheder. Andre bemærkelsesværdige faktorer, der bidrager til denne manglende forståelse, omfatter manglen på systematisk uddannelse af sundhedspersonale, mindre information om de kulturelle faktorer, der beskytter og/eller kan integreres i udviklingen af behandlings- og forebyggelsesinterventioner, minimal forskning og fraværet af eksplicitte uddannelsesprogrammer for menneskerettigheder til sundhedsrammer i stater og organisationer.

Hvad kan psykologien gøre for at forbedre den nuværende situation?

På den seneste APA-konvention i San Francisco (9.-12. august 2018) præsenterede APA-UN-repræsentationen et symposium om menneskerettigheder med fire paneler. Et af panelerne fokuserede på stigmatisering af mental sundhed. Historisk set har APA’s årlige kongres tiltrukket internationale deltagere, og APA-UN-repræsentanterne håber, at de præsenterede oplysninger nåede ud til et globalt publikum. Forfatterne af denne artikel mener også, at psykologien kan bidrage yderligere til dette værdifulde emne ved:

• Addressing mental health stigmatisering og diskrimination inden for en global kontekst
• Addressing mental health within human rights in psychology programs, specifically in graduate training programs with an explicit human rights framework. Dette er afgørende.
• Implementering af systematisk uddannelse og bevidstgørelse af sundhedspersonale
• Gennemførelse af en “helhedstilgang”, der integrerer tværfaglige mentale sundhedsydelser i den primære sundhedspleje (og omvendt)
• Samarbejde med civilsamfundet (ngo’er) for at engagere lokale regeringer
• Udførelse og deling af forskning med lokale, nationale og internationale organer

Dertil kommer,

• Den amerikanske psykologforening (APA) fortsætter de nuværende bestræbelser på at udvikle aftalemememoranda (MOU) med psykologorganisationer over hele verden, gennem Office of International Affairs (OIA)
• APA’s fortalervirksomhed gennem NGO-status i FN
• De FN-baserede psykologorganisationer (APA-UN Repræsentanter, PCUN) engagerer sig i FN’s særlige rapportør og fremmer “paradigmeskiftet” i retning af en holistisk tilgang, der er opmærksom på og respekterer forskellige kulturelle værdier

Konklusion

Som denne artikel fremhæver, er der en voksende global indsats og engagement for at bekæmpe stigmatisering og diskrimination på det mentale område. Det globale samfund kan gøre mere. Ved fremlæggelsen af sin rapport fra 2017 for FN’s Menneskerettighedsråd i Genève opfordrede Pūras til overholdelse af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Pūras bemærkede, at praksis med ikke at integrere stemmerne fra dem, der er mest berørt af psykisk sygdom, i politikken er “en manglende respekt for, beskyttelse og opfyldelse af retten til sundhed”. Og, hvis vi skulle glemme det, mindede han os om, at denne fiasko forekommer i lande på tværs af det nationale indkomstspektrum. Forfatterne til denne artikel støtter Pūras’ holdning om, at det globale samfund har brug for “dristige politiske forpligtelser, presserende politiske reaktioner og øjeblikkelige afhjælpende foranstaltninger” vedrørende mental sundhed.

Om forfatterne

Comfort B. Asanbe, PhD, (APA-repræsentant til FN’s DPI) er lektor ved Institut for Psykologi ved The College of Staten Island, City University of New York.

Ayorkor Gaba, PsyD, (APA-repræsentant til FN’s ECOSOC) er assisterende professor ved University of Massachusetts Medical School Department of Psychiatry.

Jeea Yang, B.A., (APA-UN Graduate Intern) er en kandidatstuderende ved New York University.

Armiya’u, A. Y. (2015). En gennemgang af stigmatisering og psykisk sygdom i Nigeria. Journal of Clinical Case Reports 5:488. doi:10.4172/2165-7920.1000488

Damayanti, Y. R. (14-15 maj 2018). Psykisk sundhed og menneskerettigheder: Identificering af strategier til fremme af menneskerettigheder inden for mental sundhed, Palais des Nations, Genève.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5070696/

https://www.ohchr.org/EN/Issues/Health/Pages/SRRightHealthIndex.aspx

https://www.ohchr.org/EN/Issues/Pages/MentalHealth.aspx

https://www.ohchr.org/EN/Issues/Pages/WhatareHumanRights.aspx

https://www.ohchr.org/EN/HRBodies/HRC/Pages/AboutCouncil.aspx#gotonavigation

Lauber, C., & Rossler, W. (2007). Stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme i udviklingslandene i Asien. International Review of Psychiatry, 19(2), 157-178.

Mascayano, F., Armijo, J., Yang, L. (2015). Bekæmpelse af stigmatisering i forbindelse med psykisk sygdom i lav- og mellemindkomstlande. Front Psychiatry, 6(38). doi: 10.3389/fpsyt.2015.00038

Mental sundhed er en menneskeret
https://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/MentalHealthIsAhumanright.aspx

New Zealand Ministry of Health and Health Promotion Agency (2014). “Like Minds, Like Mine” National Plan 2014-2019: Program til at øge social inklusion og reducere stigmatisering og diskrimination for mennesker med erfaring med psykisk sygdom.
https://www.health.govt.nz/publication/minds-mine-national-plan-2014-2019

Pietrus M. (2013, 18. november). “Opening Minds” interimsrapport Calgary (AB): Mental Health Commission of Canada. https://www.mentalhealthcommission.ca/sites/default/files/2016/05/opening_minds_interim_report.pdf

Rapport fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (24. marts 2017).
https://globalmentalhealth.org/…/report-united-nations-high-commissioner-human-rig…

Udtalelse af Dainius Pūras på den 32. samling i Menneskerettighedsrådet, 14. juni 2016.

Retten til mental sundhed
https://www.ohchr.org/EN/Issues/Health/Pages/RightToMentalHealth.aspx

UDHR Facts and Figures, http://www.standup4humanrights.org/en/download.html

Folkesundhedsrådet, http://www.standup4humanrights.org/en/download.html

Folkesundhed. (2015). Mål 3 for bæredygtig udvikling: Sikre et sundt liv og fremme trivsel for alle i alle aldre. Hentet fra https://sustainabledevelopment.un.org/sdg3.

World Health Organization (2015). Atlas for mental sundhed 2014