USFWS
Punktugle og spærrehornugle – to alt for nært beslægtede
Den nordlige pletugle (Strix occidentalis caurina) er et af de mere bemærkelsesværdige dyr på den føderale liste over truede og udryddelsestruede arter. Opførelsen af den plettede ugle som “truet” på listen i 1990 udløste kontroversielle ændringer i arealforvaltningen i hele det nordvestlige Stillehavsområde og det nordlige Californien, primært ved at begrænse skovhugst i gamle skove, som er uglens foretrukne levested. Efter opførelsen på listen blev det forudsagt, at en reduktion af tabet af levesteder, primært på føderale arealer, ville fjerne truslen om udryddelse og bringe den nordlige plettet ugle på rette vej til genopretning. Men efter næsten to og et halvt årti med beskyttelse i henhold til Endangered Species Act viser den spættede ugle ingen tegn på genopretning, og dens situation er faktisk blevet forværret. Dette skyldes, at der er kommet en uforudset aktør på banen, nemlig den spærrede ugle (Strix varia).
Den spærrede ugle har historisk set opholdt sig i det østlige USA, øst for de store sletter, der fungerede som en uoverkommelig barriere for skovboere som den spærrede ugle. Den er nært beslægtet med den plettede ugle og udfyldte nichen som en skovboende ugle svarende til den plettede ugles niche i den vestlige del af landet. Men på et tidspunkt for mindre end 100 år siden begyndte de spærrehornugler at sprede sig mod vest. Det menes, at dette i det mindste delvist skyldtes ændringer i levestederne som følge af, at indianerne ophørte med at brænde på sletterne, efter at europæere og andre udlændinge ankom. Manglen på brand gav træer mulighed for at vokse og skabe “broer” over sletterne, som gjorde det lettere for den spærrehornugle at bevæge sig. Der blev for første gang rapporteret om spærreugler i det nordlige British Columbia i 1949; i 1959 havde de nået det sydlige British Columbia og bredte sig derefter hurtigt sydpå til Washington (1969), Oregon (1979) og det nordvestlige Californien (1985). Den spærrehornugle overlapper nu hele området for den nordlige pletugle. Den tidligste registrerede observation af en spærreugle i RNSP var i 1987 i den nordlige del af nationalparken nær Howland Hill Outdoor School. Siden da er bestanden af spærrehornugler i parken eksploderet, og arten forekommer nu i hele RNSP.
Så hvad er problemet?
De fleste artsfælles ugler (ugler i samme slægt) er adskilt af geografisk rækkevidde (allopatry), og af dem, der har en vis grad af overlapning af rækkevidde (sympatry), bruger de fleste forskellige habitattyper. I de fleste tilfælde tilhører ugler, der sameksisterer i samme levested, forskellige slægter, og sameksistensen fremmes af forskelle i adfærd, f.eks. jagtmetoder, og kost eller valg af bytte. Den spærrehornugle og den plettede ugle tilhører imidlertid den samme slægt og har de samme krav til levestedet. På grund af den hurtige ekspansion af den spærrehornugle i den plettede ugles udbredelsesområde har evolutionen ikke haft tid til at udspille sig. Den barberede ugle er den lidt større og mere aggressive af de to arter, og den har desuden nogle biologiske fordele i forhold til den plettede ugle. Den spættede ugle klarer sig med et meget mindre areal pr. territorium, hvilket betyder, at den kan pakke de levesteder, som den spættede ugle har besat, tæt sammen. En nylig undersøgelse i det sydvestlige Oregon viste, at begge arter bruger områder med gammel (over 120 år gammel) nåleskov, og begge arter vælger flodbredder som fødesøgningsområder, hvilket betyder, at der er konkurrence om redepladser og føde. Rødhætte tager et større udvalg af byttearter end plettet ugle, herunder byttedyr, der er aktive om dagen; dette giver også rønneugler en konkurrencefordel i forhold til plettet ugle. Og som prikken over i’et bygger ugler oftere og med større succes rede og får mange gange flere unger end plettede ugler. Som følge af invasionen af den spættede ugle i Vesten er bestandene af plettet ugle hurtigt faldende i mange områder.
I Redwood National Park og State Park har vi dokumenteret mange spættede ugler, og mange har bosat sig i plettede ugles territorier, og nogle gange har de taget nøjagtig det samme redetræ til sig, som tidligere blev brugt af et plettet uglepar. Når to meget ensartede arter bruger det samme sted på samme tid, er det som regel den ene af dem, der taber. I vores tilfælde flytter de mindre, mindre aggressive plettet ugler enten ud af deres etablerede territorier eller bliver næsten tavse, så de er meget svære at opdage. Stilhed er skadeligt for en art, der er afhængig af en række forskellige vokaliseringer for at tiltrække parringerne og forsvare territorierne. Hvis plettede ugler tvinges ud af deres territorium, er der ikke rigtig noget andet sted for dem at tage hen; spættede ugler har mættet de fleste af alle egnede skovhabitater i parkerne, herunder gamle skove og ældre sekundære skove. Kun tiden vil vise, om den plettede ugle er i stand til at tilpasse sig hurtigt nok til at overleve som art i lyset af invasionen af den spærrede ugle.
