Qsymia

Bivirkninger

Følgende vigtige bivirkninger er beskrevet nedenfor og andre steder i mærkningen:

• Føtal toksicitet:
• Højde i hjertefrekvens
• Suicidal adfærd og ideer
• Akut vinkellukkende glaukom
• Humør- og søvnforstyrrelser
• Kognitive Svækkelse
• Metabolisk acidose

Erfaring med kliniske forsøg

Da kliniske forsøg udføres under meget varierende forhold, bivirkninger, der er observeret i kliniske forsøg med et lægemiddel, ikke kan sammenlignes direkte med antallet af bivirkninger i kliniske undersøgelser af et andet lægemiddel og afspejler muligvis ikke de hyppigheder, der observeres i praksis.

De data, der er beskrevet heri, afspejler eksponering for Qsymia i to 1-årige, randomiserede, dobbeltblinde, placebokontrollerede, multicenter kliniske forsøg og to fase 2-støtteforsøg i 2318 voksne patienter (936 patienter med hypertension, 309 patienter med type 2-diabetes, 808 patienter med BMI større end 40 kg/m2), der blev eksponeret i en gennemsnitlig varighed på 298 dage.

Fælles bivirkninger

Bivirkninger, der optræder med en hyppighed på mindst 5 % og med en hyppighed på mindst 1,5 gange placebo, omfatter paræstesi, svimmelhed, dysgeusia, søvnløshed, forstoppelse og mundtørhed.

Bivirkninger, der blev rapporteret hos mere end eller lig med 2 % af Qsymia-behandlede patienter og hyppigere end i placebogruppen, er vist i tabel 3.

Tabel 3. Bivirkninger rapporteret hos mere end eller lig med 2 % af patienterne og hyppigere end placebo i løbet af 1 års behandling – samlet undersøgelsespopulation

Paræstesi/Dysgeusia

Rapporter om paræstesi, karakteriseret som prikken i hænder, fødder eller ansigt, forekom hos 4.2 %, 13,7 % og 19,9 % af patienterne behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg, sammenlignet med 1,9 % af patienterne behandlet med placebo. Dysgeusia blev karakteriseret som en metallisk smag og optrådte hos henholdsvis 1,3 %, 7,4 % og 9,4 % af patienterne behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg sammenlignet med 1,1 % af patienterne behandlet med placebo. Størstedelen af disse hændelser indtraf først inden for de første 12 uger af lægemiddelbehandlingen; hos nogle patienter blev der dog rapporteret hændelser senere i behandlingsforløbet. Kun Qsymia-behandlede patienter afbrød behandlingen på grund af disse hændelser (1 % for paræstesi og 0,6 % for dysgeusia).

Stemnings- og søvnforstyrrelser

Andelen af patienter i 1-årige kontrollerede forsøg med Qsymia, der rapporterede en eller flere bivirkninger relateret til stemnings- og søvnforstyrrelser, var 15.8 %, 14,5 % og 20,6 % med henholdsvis Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg sammenlignet med 10,3 % med placebo. Disse hændelser blev yderligere kategoriseret i søvnforstyrrelser, angst og depression. Rapporter om søvnforstyrrelser blev typisk karakteriseret som søvnløshed og forekom hos henholdsvis 6,7 %, 8,1 % og 11,1 % af de patienter, der blev behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg, sammenlignet med 5,8 % af de patienter, der blev behandlet med placebo. Rapporter om angst forekom hos henholdsvis 4,6 %, 4,8 % og 7,9 % af patienterne behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg sammenlignet med 2,6 % af patienterne behandlet med placebo. Rapporter om depression/stemningsproblemer forekom hos henholdsvis 5,0 %, 3,8 % og 7,6 % af patienterne behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,5 mg/46 mg og 15 mg/92 mg sammenlignet med 3,4 % af patienterne behandlet med placebo. Størstedelen af disse hændelser indtraf først inden for de første 12 uger af lægemiddelbehandlingen; hos nogle patienter blev der dog rapporteret hændelser senere i behandlingsforløbet. I de kliniske forsøg med Qsymia var den samlede prævalens af bivirkninger ved humør og søvn ca. dobbelt så stor hos patienter med en depressionshistorie sammenlignet med patienter uden en depressionshistorie; andelen af patienter på aktiv behandling i forhold til placebo, der rapporterede bivirkninger ved humør og søvn, var dog ens i disse to undergrupper. Forekomsten af depressionsrelaterede hændelser var hyppigere hos patienter med en tidligere depressionshistorie i alle behandlingsgrupper. Den placebo-justerede forskel i forekomsten af disse hændelser forblev dog konstant mellem grupperne uanset tidligere depressionsanamnese.

Kognitive forstyrrelser

I de 1-årige kontrollerede forsøg med Qsymia var andelen af patienter, der oplevede en eller flere kognitionsrelaterede bivirkninger, 2,1 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 5,0 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg og 7,6 % for Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 1,5 % for placebo. Disse bivirkninger bestod primært af indberetninger om problemer med opmærksomhed/koncentration, hukommelse og sprog (ordfinding). Disse hændelser begyndte typisk inden for de første 4 uger af behandlingen, havde en medianvarighed på ca. 28 dage eller mindre og var reversible ved ophør af behandlingen; enkelte patienter oplevede dog hændelser senere i behandlingen og hændelser af længere varighed.

Laboratorieafvigelser

Serumbicarbonat

I de 1-årige kontrollerede forsøg med Qsymia var forekomsten af vedvarende behandlingsudløsende fald i serumbicarbonat under normalområdet (niveauer på mindre end 21 mEq/L ved 2 på hinanden følgende besøg eller ved det sidste besøg) 8.8 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 6,4 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg og 12,8 % for Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 2,1 % for placebo. Forekomsten af vedvarende, markant lave serumbicarbonatværdier (niveauer på mindre end 17 mEq/L ved 2 på hinanden følgende besøg eller ved det sidste besøg) var 1,3 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 0,2 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg dosis og 0,7 % for Qsymia 15 mg/92 mg dosis, sammenlignet med 0,1 % for placebo. Generelt var faldet i serumbicarbonatniveauet mildt (gennemsnit 1-3 mEq/L) og optrådte tidligt i behandlingen (4-ugers besøg), men der optrådte alvorlige fald og fald senere i behandlingen.

Serumkalium

I de 1-årige kontrollerede forsøg med Qsymia var forekomsten af vedvarende lave serumkaliumværdier (mindre end 3.5 mEq/L ved to på hinanden følgende besøg eller ved det sidste besøg) i løbet af forsøget var 0,4 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 3,6 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg dosis og 4,9 % for Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 1,1 % for placebo. Af de forsøgspersoner, der oplevede vedvarende lavt serumkalium, var 88 % i behandling med et ikke-kaliumsparende diuretikum.

Indkomsten af markant lavt serumkalium (mindre end 3 mEq/L og en reduktion fra før behandlingen på mere end 0.5 mEq/L) på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af forsøget var 0,0 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 0,2 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg dosis og 0,7 % for Qsymia 15 mg/92 mg dosis, sammenlignet med 0,0 % for placebo. Vedvarende markant lavt serumkalium (mindre end 3 mEq/L og en reduktion fra før behandlingen på mere end 0,5 mEq/L ved to på hinanden følgende besøg eller ved det sidste besøg) forekom hos 0,0 % af de forsøgspersoner, der fik Qsymia 3,75 mg/23 mg, 0,2 %, der fik Qsymia 7,5 mg/46 mg dosis, og 0.1 %, der modtog Qsymia 15 mg/92 mg dosis, sammenlignet med 0,0 %, der modtog placebo.

Hypokalæmi blev rapporteret af 0,4 % af forsøgspersoner, der blev behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 1,4 % af forsøgspersoner, der blev behandlet med Qsymia 7,5 mg/46 mg, og 2,5 % af forsøgspersoner, der blev behandlet med Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 0,4 % af forsøgspersoner, der blev behandlet med placebo. “Blodkalium nedsat” blev rapporteret af 0,4 % af forsøgspersoner behandlet med Qsymia 3,75 mg/23 mg, 0,4 % af forsøgspersoner behandlet med Qsymia 7,5 mg/46 mg, 1,0 % af forsøgspersoner behandlet med Qsymia 15 mg/92 mg og 0,0 % af forsøgspersoner behandlet med placebo.

Serumkreatinin

I de 1-årige kontrollerede forsøg med Qsymia var der en dosisrelateret stigning fra baseline, med højdepunkt mellem uge 4 og 8, som aftog, men forblev forhøjet over baseline i løbet af 1 års behandling. Forekomsten af stigninger i serumkreatinin på større end eller lig med 0,3 mg/dL på et hvilket som helst tidspunkt under behandlingen var 2,1 % for Qsymia 3,75 mg/23 mg, 7,2 % for Qsymia 7,5 mg/46 mg og 8,4 % for Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 2,0 % for placebo. Stigninger i serumkreatinin på mere end eller lig med 50 % i forhold til baseline forekom hos 0,8 % af forsøgspersoner, der modtog Qsymia 3,75 mg/23 mg, 2,0 %, der modtog Qsymia 7,5 mg/46 mg, og 2,8 %, der modtog Qsymia 15 mg/92 mg, sammenlignet med 0,6 %, der modtog placebo.

Nephrolithiasis

Afbrydelse af behandlingen på grund af bivirkninger

I de 1-årige placebokontrollerede kliniske studier afbrød 11,6 % af Qsymia 3,75 mg/23 mg, 11,6 % af Qsymia 7,5 mg/46 mg, 17,4 % af Qsymia 15 mg/92 mg og 8,4 % af de placebo-behandlede patienter behandlingen på grund af rapporterede bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger, der førte til afbrydelse af behandlingen, er vist i tabel 4.

Tabel 4. Bivirkninger større end eller lig med 1 %, der fører til behandlingsafbrydelse (1-årige kliniske forsøg)

Erfaringer efter markedsføring

Følgende bivirkninger er blevet rapporteret under brug af phentermin og topiramat, som er komponenterne i Qsymia, efter godkendelsen. Da disse reaktioner er rapporteret frivilligt fra en population af usikker størrelse, er det ikke altid muligt at foretage et pålideligt skøn over deres hyppighed eller at fastslå en årsagssammenhæng med lægemiddeleksponeringen.

Qsymia

Psykiatriske lidelser

Selvmordstanker, Selvmordsadfærd

Ophthalmiske lidelser

Akut vinkellukkende glaukom

Øget intraokulært tryk

Phentermin

Allergiske bivirkninger

Urticaria

Kardiovaskulære bivirkninger

Hævelse af blodtrykket, Iskæmiske hændelser

Bivirkninger ved centralnervesystemet

Eufori, Psykose, Tremor

Bivirkninger ved forplantningsevnen

Ændringer i libido, Impotens

Topiramat

Dermatologiske forstyrrelser

Blødige hudreaktioner (herunder erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse), Pemphigus

Gastrointestinale lidelser

Pancreatitis

Hepatiske lidelser

Hepatisk svigt (herunder dødsfald), Hepatitis

Metaboliske lidelser

Hyperammonæmi

Hypothermi

Ophthalmiske lidelser

Maculopati

Læs hele FDA’s indlægsseddel for Qsymia (phentermin og topiramat)