Yangon, Myanmar – For et år siden blev fire politistationer i den konfliktfyldte vestlige delstat Rakhine i Myanmar angrebet af Arakan Army (AA), og det anslås, at 13 betjente døde og ni blev såret.
Reaktionen var hurtig.
Myanmars militær (også kendt som Tatmadaw) lovede at “knuse terroristerne”, hvilket markerede begyndelsen på det seneste blodige kapitel i landets uendelige konflikter, der primært udkæmpes mellem Tatmadaw og forskellige etniske oprørsgrupper.
Rakhine er blevet berygtet som stedet for militærets brutale kampagne mod de overvejende muslimske rohingyaer, der førte til udvandringen af 740.000 mennesker og beskyldninger om folkedrab.
Det, som militæret kaldte “rydningsoperationer”, blev delvist begrundet med påstande om, at muslimerne udgjorde en trussel mod Rakhine-buddhisterne og deres levevis, men AA, der blev grundlagt i 2009, er en etnisk Rakhine- og religiøst buddhistisk væbnet gruppe.
Dets træk mod centralregeringen er forankret i Myanmars historie, nyere og ældre, siger eksperter.
David Brenner, der forsker i etniske væbnede konflikter i Myanmar, mødte AA’s øverstkommanderende Tun Myat Naing i 2014, da gruppen stadig opererede i Kachin-staten, langs den kinesiske grænse i det nordlige Myanmar.
På det tidspunkt modtog AA støtte og træning fra en anden etnisk væbnet gruppe, Kachin Independence Army.
“De var på udkig efter en slags enhedsfront mod Tatmadaw, de tilbød træning til væbnede bevægelser rundt om i landet,” sagde Brenner, der nu er lektor i internationale relationer ved Goldsmiths, University of London, i et nyligt interview med Al Jazeera.
A AA’s tilstedeværelse i Kachin var altid beregnet til at være midlertidig, og i 2018 vendte de tilbage til Rakhine, hvilket fremskyndede optrapningen af konflikten.
Specifikke episoder med Tatmadaw-angreb var med til at puste til spændingerne, herunder et voldeligt indgreb samme år mod en begivenhed til minde om det gamle Arakan-kongedømme, som efterlod syv civile døde og førte til anholdelse af den populære Rakhine-politiker Aye Maung for forræderi. Sidste år blev han fundet skyldig og fængslet i 20 år.
Rakhine, et uafhængigt kongerige fra 1429 til 1782 med sin egen rige historie og kultur, er ifølge analytikere længe blevet overset af centralregeringen og udelukket fra nationale fredsforhandlinger.
Det skyldes til dels, at den, som de britiske kolonialister, ser de etniske Rakhine som svarende til flertallet Bamar.
“Briterne syntes at betragte Rakhine-folket som nære fætre og kusiner til flertalsbamarer og derfor ikke tilstrækkeligt forskellige til en særskilt repræsentation”, skrev ekspert i etniske anliggender Martin Smith i sin publikation fra 2019, Arakan (Rakhine State): A Land in Conflict on Myanmar’s Western Frontier.
Da Nobels fredsprisvinder Aung San Suu Kyi kom til magten efter valget i 2015, lovede hun at gøre fred med landets etniske grupper til en hjørnesten i sin nye administration.
Hun genoplivede Panglong-fredskonferencen, der første gang blev afholdt i 1947 mellem hendes far, general Aung San, og ledere af etniske minoriteter. Men ligesom sin far fandt hun det lettere sagt end gjort at skabe fred.
Hendes manglende kontrol over militæret og manglende evne til at opfylde de etniske væbnede gruppers krav betyder, at kampene fortsætter, selv om der er indgået våbenhviler.
Aung San Suu Kyi selv er også blevet beskyldt for at forværre problemet ved med magt at opføre statuer af sin far i stater med etniske mindretal og ved at udnævne medlemmer af sit eget parti til statsministre i stedet for repræsentanter fra etniske partier.
Udelukket fra fredsforhandlingerne og uden eget territorium har AA forsøgt at udvide sit territorium og tvinge militæret ind i forhandlingerne.
“De har brug for en stærk hær, og de har brug for territorium først, ellers bliver de ikke taget alvorligt ved forhandlingsbordet,” sagde Brenner. “Det medfører naturligvis en meget voldsom optrapning i Rakhine. At få territorium betyder, at territoriet skal erobres først.”
Som Brenner siger, har rohingyaernes indgreb, selv om de i begyndelsen blev støttet af mange etniske Rakhine, ført til destabilisering, vold og større fattigdom – og militærets tilstedeværelse.
“Arakanesiske nationalister er ikke tilfredse med det, for nu er Tatmadaw-tilstedeværelsen i Rakhine meget tungere, end den var før”, forklarede Brenner.
Under Myanmars årtier med militærstyre blev Rakhine den næstfattigste stat i landet og lider fortsat under det, selv om enorme kinesiske og indiske projekter godkendes i området. Mange frygter, at de bliver ladt i stikken, efterhånden som Myanmar udvikler sig.
“Bag disse kampe ligger en tro på – som i mange andre etniske nationalitetsområder i landet – at lokalbefolkningens politiske og økonomiske interesser bliver marginaliseret og negligeret af centralregeringen,” sagde Smith i en e-mail.
Smith tilføjede, at selv om de politiske grupper i Arakan konsekvent er de mest populære i staten, vinder de ikke nok stemmer til en betydelig repræsentation på nationalt plan, hvilket gør, at folk føler sig udelukket fra den politiske proces.
I et nyligt interview med Al Jazeera gav Khaing Thu Kha, talsmand for AA, Tatmadaw skylden for de øgede kampe.
“Vi er ikke ved at invadere Mandalay eller Yangon. Rakhine er vores land, vi har ret til at være der,” sagde han.
Khaing Thu Khaing Thu Kha beskyldte også militæret, som er under international bevågenhed for sine menneskerettighedskrænkelser, for at angribe civile. “Nogle gange angriber de bare åbenlyst en Rakhine-landsby med den undskyldning, at AA bruger civile som dække for at lægge bagholdsangreb på hærens kolonner, hvilket er grundløst,” sagde han.
I en højt profileret hændelse i december angreb Tatmadaw en landsby med tre døde til følge.
Rakhine-boere sagde, at soldater stormede landsbyen, henrettede to og tog yderligere otte personer som gidsler. En blev senere fundet død med halsen skåret over og armen skåret af. Militæret erkender, at to er døde, og siger, at landsbyboerne var AA-krigere, der blev dræbt i en skudveksling, men nægter, at der var et tredje offer.
Smith sagde, at AA “meget tydeligt har været i stand til at finde folkelig støtte blandt store dele af samfundet”, og Tatmadaws hårdhændede reaktion havde kun forstærket sympatien.
“På et tidspunkt, hvor det internationale samfund har udtrykt bekymring over denne taktik, har Tatmadaw genoptaget sine mangeårige strategier mod væbnede oppositionsgrupper”, sagde han, herunder beskydning af hele landsbyer og anholdelse og summarisk henrettelse af mistænkte AA-medlemmer eller -tilhængere.
Ma Khin Than Shwe, der bor i Kyaukpyu township i Rakhine, sagde, at hun mener, at ulighed er den grundlæggende årsag til den interne konflikt. “Rakhine plejede at være et suverænt kongerige, ikke engang en stat. Rakhine-staten er rig på naturressourcer”, sagde hun.
Så ønsker hun ikke, at et Arakan-kongedømme skal vende tilbage, men kun at befolkningen i Rakhine skal nyde godt af den økonomiske udvikling. “Hvis regeringen brugte så lidt som fem procent til Rakhine, ikke engang 10 eller hele 100, ville vores stat ikke være så fattig,” sagde hun. “Vi føler os undertrykt og diskrimineret.”
Mange fanger er blevet taget på begge sider, herunder bror, søster og svoger til AA-kommandanten Tun Myint Naing. Hans kone og børn blev tilbageholdt af de thailandske immigrationsmyndigheder, da Myanmar annullerede deres pas.
Mens I Bamar blev undertrykt og koloniseret af englænderne, iværksatte I Bamar en revolution. Men nu gør I nøjagtig det samme mod etniske folk, herunder Rakhine.
Khaing Thu Kha, Arakan Army
På den anden side har AA taget og løsladt mange af sine fanger, herunder to politikere fra den regerende National League for Democracy.
MP Hawi Tin er fortsat varetægtsfængslet, mens AA hævder, at formanden for Buthidaung Township Ye Thein blev dræbt, da Tatmadaw beskød området. Militæret kunne ikke kontaktes med henblik på en kommentar, men har tidligere nægtet at have deltaget i konflikten den dag og har sagt, at de mener, at Ye Thein døde langt tidligere.
Khaing Thu Kha nægtede, at nogen af arrestationerne har været “gengældelsesaktioner”. Han siger, at AA kun tager potentielle militære spioner, og at eventuelle dødsfald skyldes den farlige situation, som Tatmadaw har skabt.
“Jeg vil have Bamar-samfundet til at tænke over dette. Mens I Bamar blev undertrykt og koloniseret af englænderne, iscenesatte I Bamar en revolution. Men nu gør I nøjagtig det samme mod etniske folk, herunder Rakhine. Er det rimeligt?” spurgte Khaing Thu Kha.
