Der er fire store antikommunistiske oprørsbevægelser i verden – i Angola, Nicaragua, Cambodja og Afghanistan – og inden for de sidste seks uger har Repræsentanternes Hus støttet dem alle. Det gav penge til tre af dem og ophævede et 10 år gammelt forbud, Clark-ændringsforslaget, mod støtte til det fjerde (Angola). I realiteten har Repræsentanternes Hus, det sidste tilbageværende fristed for den amerikanske due, vedtaget Reagan-doktrinen.
Reagan-doktrinen, som blev formuleret i talen om Unionens tilstand i 1985, erklærer ganske enkelt, at USA støtter antikommunistiske revolutioner “på alle kontinenter fra Afghanistan til Nicaragua”. Den udgør vores tredje omformulering siden Vietnam af inddæmningspolitikken. Først kom Nixon-doktrinen, som byggede på regionale stedfortrædere og gik til grunde med shahen. Derefter kom Carter-doktrinen, som lovede unilateral projektion af amerikansk magt og forsvandt med den hurtige deployeringsstyrke. (Nu jeg tænker over det, hvor er den hurtige deployeringsstyrke?)
Der kommer Reagan-doktrinen, som stoler på indfødte revolutionære til at udfordre (af grunde, der er parallelle, men ikke nødvendigvis sammenfaldende med vores) det sovjetiske imperium i dets periferi. Det er det amerikanske svar på Brezhnev-doktrinen. Brezhnev-doktrinen erklærer: En gang en sovjetisk erhvervelse, altid en sovjetisk erhvervelse. Reagan-doktrinen betyder at afprøve denne påstand.
For mange demokrater har det betydet at vende om til denne idé at vende om. Og det har givet kynikerne en stor dag. Billig symbolik, siger de. Let politik. Desuden er denne hårdhed ikke seriøs. Den er blot reaktiv. Efter TWA-kapringen, Walker-spionagen og mordet på marinesoldater i El Salvador er kongressen surmulende. USA er blevet sparket rundt på det seneste, og det samme gælder Demokraterne: nogle er stadigvæk sure over Daniel Ortegas rejse til Moskva, få timer efter at Repræsentanternes Hus havde stemt for at stoppe kontrastøtten i april sidste år.
Nu er det sandt, at Reagan-doktrinen koster lidt, mindre end 50 millioner dollars om året. Politisk set er den heller ikke særlig dyr. Der er ikke ret mange tilhængere af f.eks. den indokinesiske kommunisme, som man skal trodse (i hvert fald ikke denne gang). Og indrømmet, Kongressen er ikke nogen ø af stabilitet.
Men alligevel kan Kongressen, ligesom den to tons tunge gorilla, være alvorlig på trods af sig selv. Hver gang den bevæger sig, er virkningerne alvorlige. Demokraterne kan faktisk handle ud fra “politiske” motiver. Og hvad så? Det gjorde Vandenberg og republikanerne også, som i slutningen af 1940’erne måtte opgive isolationismen eller stå over for politisk ruin for at være bløde over for kommunismen. Det gjorde ikke deres kovending mindre betydningsfuld. Uanset hvor kynisk de er udformet, har ændringsforslagene om “Reagan-doktrinen” til lovforslaget om udenlandsk bistand fra 1985 en alvorlig virkning. De udgør en betydelig – og, hvis de opretholdes, historisk – ændring i nationens udenrigspolitiske konsensus.
Genstandere af Reagan-doktrinen er ganske vist på ingen måde blevet fejet væk. Et flertal af Demokraterne i Repræsentanternes Hus mangler stadig at blive flyttet. Rep. Tom Downey er en af lederne af oppositionen. Han forklarede sin indvending mod lovforslaget om ulandsbistand således: “Det, der står i dette lovforslag, er, at truslen om at bruge magt er en del af vores diplomati, og det mener jeg er en fejl.” Sjældent har fortaleren for en tandløs udenrigspolitik været så åbenhjertig. Flertalsleder Jim Wright gav udtryk for en anden protest. Contra-hjælp gør os, sagde han, “medskyldige i et forsøg på at vælte regeringen i Nicaragua”. Wright kan være bekymret for det banke på døren, der bringer en stævning fra Verdensdomstolen. Men det gør en stor del af hans parti ikke.
Indiskutabelt nok fik Reagan-doktrinen en del bemærkelsesværdig støtte fra de liberale i Repræsentanternes Hus. Ophævelsen af Clark-ændringen blev introduceret af den sidste af de store New Dealers, denne utrættelige tributant for de ældre, Rep. Claude Pepper, en mand, der ikke er kendt som en kold kriger. Han stod i spidsen for angrebet på Angola. Stephen Solarz, en af de ledende anti-krigsdemokrater, var med til at udklække idéen om Cambodja-hjælp. 73 demokrater i Repræsentanternes Hus stemte for støtte til de nicaraguanske kontraherende parter. Og alle støtter oprørerne i Afghanistan.
Den store ironi er, at alle disse tiltag har efterladt én mand tilbage: Ronald Reagan.
Reagan proklamerede sin doktrin (og George Shultz uddybede den i en stor tale i San Francisco), men undlod derefter at løbe nogen politiske risici på dens vegne. Med hensyn til Clark mente administrationen, at stemmerne ikke var til stede og udøvede intet pres. Med hensyn til Cambodja måtte den presses af Repræsentanternes Hus. (Udenrigsministeriet var imod foranstaltningen. Shultz ønsker, at åbenlys bistand skal komme fra ASEAN-landene og ikke fra USA). Og med hensyn til Nicaragua var præsidenten helt heldig. I april sidste år nægtede han at sætte sin prestige på spil ved at gå i fjernsynet for at støtte kontra-hjælp. Det tabte i Repræsentanternes Hus med to stemmer, og det eneste, der reddede det i sidste ende, var Daniel Ortegas rejsebureau.
Præsidenten tror tydeligvis på den antikommunistiske revolutions sag. Men han er tilbageholdende med at bruge politisk kapital på den. Han har andre prioriteter. I navnet af disse prioriteter (f.eks. våbensalg til Jordan og mere militær bistand til Filippinerne) har Det Hvide Hus endda truet med at nedlægge veto mod lovforslaget om udenlandsk bistand.
Forestil dig det: Kongressen, det demokratiske hus, vedtager Reagan-doktrinen — og Reagan nedlægger veto mod foranstaltningen. Det ville være en ironi for meget. På det tidspunkt vil de, der støtter Reagan-doktrinen, være nødt til at begynde at overveje at omdøbe den.
