REHOBOAM
re-ho-bo’-am (rechabh`am, “folket er udvidet”, eller måske “Am er bredt” Rhoboam; “Roboam”, Matthæus 1:7 i King James Version):
1. Riget blev afbrudt
2. Underliggende årsager til forstyrrelsen
3. Semaja forbyder borgerkrig
4. Rehoboams velstand
5. Sisjak’s invasion
6. Hans død
Salomos søn og efterfølger, den sidste konge, der gjorde krav på det gamle Israels trone, og den første konge af Juda efter rigets deling. Han blev født ca. 978 f.Kr. Hans mor var Naama, en ammonitinde. Beretningen om hans regeringstid findes i 1 Kongebog 14:21-31; 2 Krønikebog 10-12. De hændelser, der førte til rigets opløsning, er fortalt i 1 Kongebog 11:43-12:24; 2 Krønikebog 9:31-11:4.
1. Rigets opløsning:
Rehabeam var 41 år gammel (2 Krønikebog 12:13), da han begyndte at regere Septuaginta 1 Kongebog 12:24 a siger 16 år). Han besteg tronen i Jerusalem straks efter sin fars død uden tilsyneladende nogen modstand. Nordisrael var imidlertid utilfreds, og folket krævede, at kongen skulle mødes med dem i en folkeforsamling i Sikem, den førende by i Nordisrael. Det er sandt, at Israel ikke længere, om nogensinde, var et valgmonarki. Ikke desto mindre hævdede folket et forfatningsmæssigt privilegium, måske baseret på Samuels transaktion i forbindelse med valget af Saul (1 Samuel 10:25), om at være part i de betingelser, under hvilke de skulle tjene en ny konge, og han skulle blive deres hersker:
David havde ved at gøre Salomon til sin efterfølger ignoreret denne kloge bestemmelse, og da folket havde mistet et sådant privilegium ved forsømmelse, anså de naturligvis deres forsømmelighed for at være årsag til Salomons byrdefulde skatter og tvangsarbejde. Derfor ville de fremover være mere nidkære på deres rettigheder, og Rehabeam måtte følgelig imødekomme deres krav. Efter at være mødt sammen i Sikem blev folket enige om at acceptere Rehabeam som deres konge på betingelse af, at han ville lempe sin faders svære tjeneste og byrdefulde skatter. Rehabeam bad om tre dages betænkningstid til at overveje denne anmodning. Mod råd fra mænd med mere moden dømmekraft, som forsikrede ham om, at han kunne vinde folket ved at blive deres tjener, valgte han de yngre mænds råd, som var på hans egen alder, om at regere med strenghed frem for venlighed, og han gav folket et groft svar, idet han sagde “Min far gjorde jeres åg tungt, men jeg vil føje til jeres åg; min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner” (1 Kong 12,14). Rehabeam fejlvurderede imidlertid både folkets temperament og sine egne evner. Folket, der blev ledet af Jeroboam, en leder, der var dygtigere end han selv, var parat til oprør, og derfor tabte magt, hvor godhed kunne have vundet. Kongens trussel blev mødt af folkets marseillaise: “Hvilken del har vi i David, og vi har heller ingen arv i Isajs søn: Gå til dine telte, Israel, se nu til dit eget hus, David!” (1 Kong 12,16). Således detroniserede de ti stammer Rehabeam og valgte Jeroboam, deres forkæmper og talsmand, til deres konge (se JEROBOAM). Rehabeam, der troede på sin evne til at gennemføre sin trussel (1 Kongebog 12:14), sendte Adoram, sin arbejdsmand, som uden tvivl havde nedkæmpet andre uroligheder, for at undertrykke befolkningen, som, fornærmet af ydmygelser og rasende over Rehabeams fornyede uforskammethed, stenede hans budbringer til døde. Da Rehabeam for første gang indså alvoren af oprøret, flygtede han skamfuldt tilbage til Jerusalem, hvor han kun var konge af Juda og det tilstødende område af Benjamins stamme. Rehabeams fejltagelse var en almindelig fejltagelse for despoter. Han antog for meget på privilegier, som han ikke havde fortjent ved tjeneste, og på magt, som han ikke var villig til at yde passende kompensation for.
2. Underliggende årsager til forstyrrelsen:
Det er imidlertid en fejl at se i forstyrrelsen en splittelse af et kongerige, som længe havde været en harmonisk helhed. Fra de tidligste tider var stammeforbundet ufuldstændigt cementeret. De forenede sig sjældent mod deres fælles fjende. Juda nævnes ikke i listen over de stammer, der kæmpede med Debora mod Sisera. En kæde af byer, der blev holdt af kana’anæerne, og som strakte sig tværs over landet fra øst til vest, holdt nord og syd adskilt fra hinanden. Forskellige fysiske karakteristika gav forskellige livstyper i de to områder. Gammel jalousi, der gentagne gange blev tændt op i ny ild, forstærkede splittelserne på grund af naturlige og kunstige årsager. David arbejdede hårdt for at nedbryde de gamle modsætninger, men selv i hans regeringstid gjorde Israel oprør to gange. Nordisrael havde frembragt mange af nationens stærkeste ledere, og det var ikke let for dem at underkaste sig en hersker fra det jødiske dynasti. Salomon, der fulgte Davids foreningspolitik, trak stammerne tæt sammen gennem centraliseringen af gudstjenesten i Jerusalem og gennem sin regerings generelle pragt, men han udvidede i sidste ende, mere end nogen anden, kløften mellem nord og syd gennem sine uretfærdige diskrimineringer, sine tunge skatter, sit tvangsarbejde og de generelle ekstravagancer i sin regeringstid. Jahves religion var det eneste bånd, der var i stand til at holde nationen sammen. Salomos frafald kappede dette bånd. Profeterne med deres dybe kendskab til religiøse og politiske værdier så mindre fare for den sande tilbedelse af Jahve i et splittet kongerige end i en forenet nation, der blev regeret af Rehabeam, som hverken havde politisk kløgt eller en tilstrækkelig opfattelse af den store betydning af Jahves religion. Derfor tilskyndede Ahija åbent til revolutionen, mens Shemaja gav den passiv støtte.
3. Shemaja forbyder borgerkrig:
Straks efter sin tilbagevenden til Jerusalem samlede Rehabeam en stor hær på 180.000 mand (reduceret til 120.000 i Septuaginta’s Codex Vaticanus) med det formål at føre krig mod Israel. Ekspeditionen blev imidlertid forbudt af profeten Shemaja med den begrundelse, at de ikke skulle kæmpe mod deres brødre, og at delingen af kongeriget var fra Gud. På trods af forbuddet får vi at vide, at “der var krig mellem Rehabeam og Jeroboam til stadighed” (1 Kongebog 14:30; 2 Krønikebog 12:15).
4. Rehabeams velstand:
Rehabeam beskæftigede sig dernæst med at styrke det område, der stadig var tilbage for ham, ved at befæste en række byer (2 Krønikebog 11:5-12). Disse byer lå ved vejene til Egypten eller på de vestlige bakker i den judæiske Shefela, og de blev uden tvivl befæstet som beskyttelse mod Egypten. Ifølge 2 Krønikebog 11:13-17 blev Rehabeams velstand forøget af en indvandring af præster og levitter fra Israel, som kom til Jerusalem på grund af deres modstand mod den afguderiske tilbedelse, som Jeroboam havde indført. Alle, der var loyale over for Jahve i det nordlige kongerige, fremstilles som om de fulgte præsternes og levitternes eksempel og tog til Jerusalem, ikke blot for at ofre, men for at bosætte sig der permanent, hvilket styrkede Rehabeams kongerige. I betragtning af, at Rehabeam føjede sig til sin fars nyskabelser og rejste Baalsøjler i Jerusalem, længe før de var almindelige i det nordlige Israel, og at han tillod andre hedenske vederstyggeligheder og umoraliteter, ser det ud til, at den sande tilbedelse af Jahve ikke fik megen opmuntring fra kongen selv. Som et yderligere bevis på hans velstand giver Krønikebogen en beretning om Rehabeams familie. Han havde tydeligvis luksuriøse vaner og fulgte sin far i besiddelse af et betydeligt harem (2 Krønikebog 11:18-23). Han siges at have haft 18 hustruer og 60 konkubiner, (2 Krønikebog 11:21; Septuaginta’s Codex Vaticanus og Josephus, Ant, VIII, x, 1 giver “30 konkubiner”).
5. Shishaks invasion:
Et af de direkte resultater af rigets opløsning var Shishaks, kongen af Egyptens, invasion af Palæstina i Rehabeams 5. regeringsår. Shishak er Sheshonk. I, den første konge af det XXII. eller Bubastite-dynastiet. Han er den samme hersker, som gav Jeroboam gæstfrihed, da han var tvunget til at flygte fra Salomon (1. Kong. 11:40). Septuaginta (1 Kong 12,24 e) fortæller os, at Jeroboam giftede sig med Ano, søster til Shishaks kone, og dermed blev han svoger til kongen af Egypten. Det er derfor let at antage, at Jeroboam, der befandt sig i vanskeligheder med at klare sig mod sin rival, Rehabeam, tilkaldte sin tidligere beskytter til hjælp. Resultaterne af denne invasion er imidlertid indskrevet i templet i Karnak i Øvre Egypten, hvor der findes en liste over ca. 180 (Curtis, “Chronicles”, ICC) byer, som Shishak har erobret. Disse hører til i Nordisrael såvel som i Juda, hvilket viser, at Shishak opkrævede tribut der såvel som i Juda, hvilket næppe synes foreneligt med den opfattelse, at han invaderede Palæstina som Jeroboams allierede. Israels konge bønfaldt imidlertid Shishak om hjælp mod sin rival og gjorde sig derved til Egyptens vasal. Dette ville være tilstrækkeligt til at få hans byer til at figurere i Karnak blandt de byer, der blev underlagt i løbet af felttoget. Krønikeskriveren så i Sjisjak et redskab i Guds hånd til at straffe R. og folket for det nationale frafald. Ifølge 2 Krønikebog 12:3 havde Shishak en styrke på 1.200 stridsvogne og 60.000 ryttere, hvortil Josefus tilføjer 400.000 fodsoldater, der bestod af lubim, sukkum og etiopiere. Der synes ikke at være blevet ydet nogen modstand mod den invaderende hærs fremrykning. Ikke engang Jerusalem synes at have holdt stand mod en belejring. Paladset og templet blev plyndret for alle deres skatte, herunder de guldskjolde, som Salomon havde lavet. I stedet for disse erstattede Rehabeam senere skjolde af messing (2 Krønikebog 12:9,10).
6. Hans død:
Rehabeam døde i en alder af otteoghalvtreds år, efter at han havde regeret i Jerusalem i 17 år. Hans søn Abija blev hans efterfølger. Han blev begravet i Jerusalem. Josefus siger, at han i sin disposition var en stolt og tåbelig mand, og at han “foragtede Guds tilbedelse, indtil folket selv efterlignede hans onde handlinger” (Ant., VIII, x, 2).
S. K. Mosiman
