Richard Burton

Richard Burton, oprindeligt navn Richard Walter Jenkins, Jr., (født 10. november 1925 i Pontrhydyfen, Wales – død 5. august 1984 i Genève, Schweiz), walisisk scene- og filmskuespiller, kendt for sine portrætter af meget intelligente og velformulerede mænd, der var verdenstrætte, kyniske eller selvdestruktive.

Jenkins var det 12. af 13 børn født af en walisisk kulminearbejder. Han studerede skuespil under Philip Burton, en skolelærer, der blev hans mentor og hjalp ham med at få et stipendium til universitetet i Oxford. Af taknemmelighed over for sin velgører tog han det professionelle navn Burton. Han optrådte første gang på scenen i 1943, men hans efterfølgende tjeneste som navigatør i Royal Air Force forsinkede hans karriere. I 1948 genoptog han sine sceneoptrædener. Året efter fik han sin filmdebut i filmen The Last Days of Dolwyn og opnåede sin første rigtige triumf på scenen i Christopher Frys The Lady’s Not for Burning. I 1950 debuterede Burton på Broadway i sidstnævnte produktion.

Med sin velklingende stemme og dominerende tilstedeværelse tiltrak Burton sig Hollywoods opmærksomhed, og i 1952 indspillede han sin første amerikanske film, My Cousin Rachel (1952), for hvilken han modtog en Oscar-nominering. I resten af 1950’erne specialiserede han sig i historiske roller i spillefilm, herunder hovedrollen i den første CinemaScope-produktion i bredformat, The Robe (1953), som han modtog sin anden Oscar-nominering for, Edwin Booth i Prince of Players (1955) og titelrollen i Robert Rossens Alexander den Store (1956). Andre film fra denne periode omfattede Tony Richardsons Look Back in Anger (1959), som var baseret på et skuespil af John Osborne, og dramaet The Longest Day (1962) fra Anden Verdenskrig.

Burton steg til superstjernestatus efter at have fået rollen som Mark Antony i Cleopatra (1963). Under optagelserne til det episke drama blev han og hans amerikanske medspiller Elizabeth Taylor kærester – selv om de begge var gift med andre personer på det tidspunkt – hvilket udløste et mediebrænderi. De blev efterfølgende skilt fra deres ægtefæller, og det højt profilerede par blev gift to gange (1964-74, 1975-76), men begge forhold endte med skilsmisse. Burton lavede 11 film med Taylor, bl.a. Who’s Afraid of Virginia Woolf? (1966), der var baseret på Edward Albees skuespil og indbragte Burton sin femte Oscar-notering, og The Taming of the Shrew (1967), en filmatisering af Shakespeares skuespil.

Burton modtog også Oscar-nomineringer for sit arbejde i Becket (1964), der handler om ærkebiskoppen af Canterbury; Spionen der kom ind fra kulden (1965), en filmatisering af John le Carrés roman om en kynisk britisk agent; Anne fra de tusind dage (1969), hvor han portrætterede Henrik VIII; og Equus (1977), baseret på et skuespil af Peter Shaffer. Andre bemærkelsesværdige film var John Hustons The Night of the Iguana (1964), Where Eagles Dare (1968), The Wild Gese (1978) og 1984 (1984), hvoraf sidstnævnte var hans sidste spillefilm. Burton optrådte også lejlighedsvis på tv, bl.a. spillede han Winston Churchill i tv-filmen The Gathering Storm (1974) og Richard Wagner i miniserien Wagner, som først blev sendt i begyndelsen af 1980’erne og senere blev udgivet som film.

Burton fortsatte i mellemtiden med at blive hyldet af kritikerne for sine teateroptrædener. Han medvirkede i Shakespeare-opsætninger på Londons Old Vic i 1953-56, og han gav en mindeværdig præstation af Hamlet i John Gielguds langvarige Broadway-opsætning af stykket i 1964. Burtons andre Broadway-roller omfattede Jean Anouilhs Time Remembered (1957), musicalen Camelot (1960-63 og 1980) og Noël Cowards Private Lives (1983), hvor han optrådte over for Taylor.

På trods af sine mange succeser var Burtons karriere uregelmæssig og ofte overskygget af hans privatliv, især hans mange ægteskaber og overdrevne drikkeri. I 1984 døde han pludselig af en hjerneblødning.