USA er det eneste land i verden, der ikke medtager de rotter, mus og fugle, der udsættes for forskning og forsøg, i sine dyrevelfærdslove og -regler. Den føderale dyrevelfærdslov (Animal Welfare Act (AWA)) blev ændret i 1970 for at omfatte alle varmblodede dyr, som der almindeligvis eksperimenteres med. Imidlertid er udtrykket “dyr” i forbindelse med den beskyttelse, der er beskrevet i loven, defineret således, at det udtrykkeligt udelukker rotter, mus og fugle – netop de dyr, der udgør ca. 95 % af dyrene i forskningen!
Efter en retssag anlagt af dyreværnsforkæmpere indvilligede det amerikanske landbrugsministerium i at bilægge retssagen ved at indlede en regeludarbejdelsesproces for at udvide beskyttelsen til at omfatte rotter, mus og fugle. Mens de fleste mennesker, der er involveret i forskning, var åbne over for tanken om at bringe disse dyr ind under loven, var National Association for Biomedical Research voldsomt imod. Med den påstand, at det ville blive for dyrt, lykkedes det lobbyister fra forskningsindustrien at opnå en ændring af dyrevelfærdsloven i 2002, som specifikt udelukker rotter (af slægten Rattus), mus (af slægten Mus) og fugle, der opdrættes til forskning, fra beskyttelsen.
Denne alt for ofte hørte påstand om, at det ville være alt for dyrt at regulere det enorme antal mus og rotter i forskningen, holder ikke til en nærmere undersøgelse. Sandheden er, at der ikke er noget videnskabeligt “behov” for, at forskerne skal arbejde med så mange dyr, der er fremstillet billigt. Det er i høj grad et spørgsmål om videnskabelig stringens. Hvorfor “kræver” f.eks. en reproduktionsfysiologisk undersøgelse hundredvis af mus som forsøgspersoner, men mindre end et dusin forsøgspersoner, når den udføres med makaker? Svaret har langt mindre at gøre med forsøgspersonernes sammenlignelige egnethed end med de sammenlignelige omkostninger.
Når forskning udføres med dyr som ikke-menneskelige primater, der er meget dyre at skaffe og passe, må forskeren udtænke en forskningsmetodologi, der i videst muligt omfang eliminerer uvedkommende variabler. Situationen er anderledes, når man forsker med billige dyr, som betragtes som “engangsdyr”. Et par dyr mere eller mindre gør ikke den store forskel i budgettet, så man tager ikke hensyn til alle de detaljer, der ville gøre forskningsmetodologien sund og videnskabeligt pålidelig med færre dyr; forskeren “bruger” simpelthen flere forsøgspersoner for at overvinde variabler og derved opnå statistisk signifikante resultater. (Husk på, at de vigtigste blandt de lobbyister, der nægtede gnavere beskyttelse, var dem, der tjener på at sælge rotter og mus til forsøg og testning.)
Som det ser ud nu, har rotter, mus og fugle, der udgør langt størstedelen af dyrene i forskning, ingen juridisk beskyttelse. De grundlæggende standarder for deres opstaldning og pleje overvåges ikke af USDA’s veterinærinspektører. Antallet af disse dyr i forskning rapporteres ikke. Der er intet juridisk mandat til at overveje alternativer til brugen af disse dyr eller til at udtænke metoder til at lindre eller reducere smerte og lidelse. Kongressen bør rette op på denne situation ved at ændre dyrevelfærdsloven, så den omfatter alle varmblodede arter i forskning.
