Samples clearance – en skrækhistorie

Den virkelighed er, at det var for besværligt og for dyrt at forsøge at få clearet en prøve af et obskurt og svært at finde musikstykke eller af et uddrag af en stor succesfuld melodi, når man vidste, at ens plade kun ville sælge et par tusinde eksemplarer – i.Dvs. at vi dengang mente, at risikoen var det værd.

Og hundredtusindvis af plader er blevet udgivet med uclearede samples på dem.

Kan jeg blive sagsøgt for at bruge en sample?

Der er meget, meget få tilfælde, hvor en person, der samplede en plade, ender i retten – og det er der to grunde til.

Hvis din plade, der indeholder en uncleared sample, går fra at være en undergrunds ting af momentan interesse for et begrænset publikum til at være ved at blive et radio/kommercielt hit af noget omfang, vil du hurtigt slette eller fjerne/erstatte den eller de krænkende sample(r). Det vil du gøre, eller også vil det indie- eller major-selskab, der er kommet for at underskrive din plade, gøre det for dig.

Det er, når en plade dukker op på alles radar, at det bliver tid til at rydde den. Hvis du ikke gør det på det tidspunkt, får du problemer.

Husk ordsproget “”Hvor der er et hit, er der en kendelse” – det er den absolutte sandhed.

For det andet, hvis din plade indeholder en prøve, og du ikke har clearet den, krænker du den oprindelige ejers ophavsret – og de har dig “bang to rights”. Hvis de opdager din lille udgivelse, og hvis de bekymrer sig nok til at kontakte dig og påpege din krænkelse, kan de i de fleste tilfælde se, at det er meningsløst at gå i retten, da du som sampler ikke vil have nogen penge, der er værd at sagsøge dig for! Så som regel henvender de sig til sampleren og påpeger dette faktum, og I finder en aftale.

Dermed undgås retssager.

Hvad er sample clearance?

Når du sampler en anden persons musik, gengiver du to forskellige ophavsrettigheder – selve optagelsen, men også det underliggende musikalske værk (sangen – den del, som et musikforlag beskæftiger sig med, snarere end et pladeselskab).

For dem, der synes, at det er en vanskelig sondring, så tænk på dengang, hvor alle popstjerner sang sange skrevet af sangskrivere. Tænk på Elvis og Leiber & Stoller.

Leiber & Stoller skaber den ophavsret, som sangen er – den kan skrives på noder, før den nogensinde bliver opført og indspillet. Når den så bliver fremført af Elvis, har han (eller hans pladeselskab) skabt en anden anderledes ophavsret på den optagelse af den fremførelse. Hver ny og anderledes optagelse er en ny ophavsret.

Håber du kan se, at disse to ophavsrettigheder giver anledning til to indkomststrømme – en for sangen og en for optagelsen.

Leiber & Stoller får betaling for hver radio- eller liveoptræden af sangen (uanset om det er en spinning af optagelsen eller Elvis, der synger live), og de får betaling for hver plade, der laves (det kaldes en mekanisk royalty og betales af pladeselskabet – mere om det en anden dag, da det bliver forvirrende!).

Elvis får kun betaling for hver plade, der laves og sælges – det er pladetroyalty’en. (Bare for at forvirre dig yderligere, har mange lande, men ikke USA, også en airplay royalty for optagelsen).

Så når du sampler et stykke af denne optagelse, sampler du også den underliggende sang, og du skal have tilladelse (eller “clearance”) fra alle indehaverne af ophavsretten til optagelsen og sangen.

Det betyder, at du skal kontakte det pladeselskab, der ejer den optagelse, du har taget prøver af, men også alle sangskriverne og/eller deres musikforlag.

Generelt vil pladeselskabet tage et gebyr (måske titusindvis af dollars) og en royalty pr. enhed for hver solgt plade, og de kan meget vel pålægge begrænsninger for brugen. Sangskriverne og musikforlagene vil normalt tage en procentdel af din nye sang, der har taget prøver fra deres sang. Beløbene er til forhandling.

Sagen er den, at de har dig over en tønde.

Når du har samplet deres værk og fortalt dem det, kan de forlange, hvad de vil.

The Verve gav 100 % af sangen ‘Bitter Sweet Symphony’ til Jagger og Richards, da den samplede en version af en af deres sange. Interessant nok var den optagelse, som de samplede, ikke Stones, men en orkestral version af en anden. Læs mere om den sag her.

Når du først har fået accept fra indehaverne af ophavsretten til sangen og optagelsen, er du klar.

Denne eksistens af to ophavsrettigheder forklarer også den meget almindelige misforståelse blandt musikere om, at de ikke behøver at bekymre sig om sample clearance, hvis de “genindspiller” et sample.

Sandt – hvis du genindspiller den prøve, som du har taget fra en andens plade, behøver du ikke at cleare optagelsen, fordi du har lavet en ny, og du ejer ophavsretten til den.

Men din nye optagelse gengiver stadig den underliggende sang og krænker derfor stadig denne, medmindre du clearer den. Genindspilning løser halvdelen af problemet, men glem ikke den anden halvdel.

Hvor meget er for meget?

Hvordan meget er for meget?

Hvordan loven og præcis hvordan den anvendes, afhænger faktisk af, hvor i verden du befinder dig. Der findes traktater mellem lande, der har til formål at anvende stort set de samme ophavsretslove i hele verden, men der er specifikke forskelle.

Men meget generelt set krænker man en anden persons ophavsret, hvis man “i væsentlig grad gengiver” vedkommendes værk. Og definitionen af, hvad der tæller som “væsentligt”, er normalt ikke fastsat i et lands relevante ophavsretslovgivning (love eller vedtægter), men er baseret på dommeres fortolkning i sager, der kommer for retten. Fremtidige sager henviser så til afgørelserne i tidligere retssager – det er det, der kaldes “retspraksis”.

Men da de fleste sager ikke kommer for retten, men bliver afgjort eller forhandlet længe før en dommer kommer til at forhandle, er der meget få sager, som en dommer kan henvise til som vejledning. De få, der er gået hele vejen i Det Forenede Kongerige og USA, har fået advokater til at gå meget stærkt på forsigtighedens side, og det opretholdes af den måde og de niveauer, hvorpå alle involverede forhandler clearances på daglig basis.

Med andre ord har den person, hvis tilladelse du søger om tilladelse, alle kort på hånden.

Hvis du har udtaget en enkelt genkendelig seddel, kan dette meget vel blive betragtet som “væsentligt”. Hvis enhver rimelig person, der lytter til din nye plade, kan se, at du har brugt et sample, er det næsten helt sikkert en væsentlig brug og kræver juridisk set en godkendelse.

Men du kan tage trommerne kun fra et nummer, og det er fint nok, ikke?

Err, nej. Sandsynligvis ikke.

Hvis du har samplet en optagelse falder du på det første hegn, da du ikke kan benægte, at disse trommer (eller hvilken del du har taget) kommer fra den andens optagelse. I betragtning af denne indrømmelse er selv den mindste del sandsynligvis nok til at kræve tilladelse.

Jeg kan ikke være sikker, da det kræver en endelig dom i en retssag at få det endelige synspunkt, men bør du risikere det?

I den virkelige verden, hvis du er en lille kunstner, kan du godt gøre netop det. Og jeg ville ikke bebrejde dig det. Som jeg sagde ovenfor, er hundredtusindvis af plader blevet udgivet uden at cleare samples, og næsten alle “slipper af sted med det” – især hvis udgivelsen er i lille skala, og der ikke er tjent nogen betydelige penge.

Men det er ekstremt vigtigt at bemærke, at hvis du bliver sagsøgt, behøver beløbet for et krav fra den person, du har taget samples fra, i de fleste lande IKKE at stå i forhold til, hvor meget du har tjent på at udgive din krænkende plade. En dommers beslutning om at tildele erstatning til den person, som du har taget prøver fra, er normalt lig med det tab, som vedkommende har lidt, snarere end de penge, du har tjent. Og dette tab kan være baseret på hvad som helst, som de kan argumentere for.

Sikkert, ofte refererer det til det beløb, du har tjent på at udgive din krænkende plade, men ikke altid.

Den advarende historie

Så, det er her, du får lov til at se, hvad der sker, når det hele går galt!

I slutningen af sidste uge konkluderede en dansk retssag, at to musikere, der havde lavet en plade i 2003 ved at bruge et sample, havde krænket en sangskriver og et pladeselskab og pålagde dem at betale en erstatning på næsten 150.000 dollars – langt mere end de nogensinde tjente på pladen.

Det er nok til at afslutte deres karrierer og påvirke dem resten af deres liv.

Læs alt om Djuma Soundsystem-sagen her.

Denne sag kan blive omstødt efter appel, og afhængigt af hvor du bor, vil den sandsynligvis ikke blive brugt som “retspraksis” i dit land, og derfor vil den ikke føre til en stribe sager om sampling mod den lille mand.

Men den er en påmindelse om, at enhver af de hundredtusindvis af plader, der er blevet udgivet (eller vil blive udgivet i fremtiden) med uclearede samples, og som kunstnerne tror bliver en succes i lille skala, kan føre til, at du bliver sagsøgt.

Bør man være bekymret?

Nej, det synes jeg ikke, man bør, men man bør være opmærksom.

Jeg tror ikke, at den danske sag vil få medhold, og fyrene var meget uheldige med, at den ikke blev forhandlet til et forlig, som de havde råd til, inden de gik i retten. I næsten alle tilfælde ville dette være blevet løst, inden de gik i retten.

Og, selvfølgelig, hvis din udgivelse sandsynligvis bliver en kommerciel succes, skal du tage dig af eventuelle problemer med prøver inden udgivelsen. Succes giver opmærksomhed, og folk vil derefter lægge sag an, og de vil presse hårdt på for at få en meget hård aftale, hvis du ignorerede deres prøver!

Husk nu bare, at hvis du sampler en plade, så er den grundlæggende holdning, at du krænker to sæt personers rettigheder, og det kan komme tilbage og bide dig i røven. Sample clearance er løsningen, men vi ved alle sammen, at det ikke altid sker i den virkelige verden.

Håbenligt er man advaret, før man er forberedt!