Filmen åbner med en barsk, blodig enkelhed. En mand knæler i en gårdsplads og sprætter sig selv op i protest mod Lord Naritsugu (Goro Inagaki), halvbror til shogunen. Denne seppuku var inspireret af Naritsugus grusomhed, som vi ser demonstreret i forfærdelige detaljer. Han amputerer nogle ofre, sparker andre ofres afhuggede hoveder gennem rummene og udøver retten til at voldtage enhver i sit domæne. Han er ikke en forskruet karikatur, men en pralende narcissist; shogunen planlægger på uforklarlig vis at forfremme ham.
For at rette op på denne ondskab i landet opsøger sir Doi (Mikijiro Hira) samuraien Shimada (Koji Yakusho) og finder ham fredeligt fiskende på en stige i havet – men selvfølgelig med sit sværd i nærheden. Shimada søger derefter yderligere et dusin krigere til at slutte sig til ham, og denne proces kender vi fra utallige andre film. Hver af rekrutterne har sin egen personlighed og baggrundshistorie, nogle mere uddybende end andre, og selvfølgelig skal der være lidt comic relief, selv om Koyata (Yusuke Iseya) bliver mere alvorlig i kampens hede.
Oddsene for disse helte synes umulige; de er kun 13, og Lord Naritsugu opstiller mindst 200 mod dem. Miike skåner os for den lune, at 13 gode mænd kan besejre 200 onde mænd, og lader sine samuraier rigge en hel landsby til som en fælde. Det er klart, at dette er planlagt, men detaljerne forbliver vage, og når overraskelserne begynder, ville det være logisk, synes jeg, at spørge, præcis hvordan snigmorderne har fundet tid og ressourcer til at samle et så udspekuleret bagholdsangreb. Logisk, men ikke retfærdigt; man stiller ikke den slags spørgsmål i film, der kræver, at man tror på dem.
