Vækstraten i barndommen er steget betydeligt i løbet af de sidste 50-100 år. Fordi de er forbundet med øgede modningshastigheder, er disse størrelsesstigninger maksimale i aldre, hvor nyligt målte grupper er pubertære, men hvor de grupper, der blev målt tidligere, ikke havde nået puberteten. Der er sket store sekulære stigninger i vækst- og modningshastighederne i alle udviklede lande, men ikke i mange andre lande. Der har været sekulære stigninger i ligelængden ved fødslen i Italien og Frankrig, men der er kun sket små ændringer i USA. Den sekulære stigning i barndommens statur er meget mere tydelig og ligger på ca. 1,5 cm/decade for 12-årige børn, selv om den sekulære stigning i staturen for unge voksne har været på ca. 0,4 cm/decade i de fleste udviklede lande. I USA har disse tendenser været ens for sorte og hvide i barndommen, men større for sorte mænd end for hvide mænd. På samme måde har de sekulære tendenser i fødselsvægten været små, men der har været store tendenser for børn (ca. 1,5 kg/årti for 12-årige). Disse sekulære ændringer i størrelse har været forbundet med en acceleration af modningen, som er mest tydelig i den 0,3 år/decade store stigning i alderen ved menarche. Denne fremgang er nu ophørt i Norge og England. Ændringerne i kropsproportionerne i de seneste årtier er mindre markante end ændringerne i kropsstørrelsen. Benlængden, især lårets længde, synes at være steget mere end staturen hos mænd, men ikke hos kvinder; brystomfanget er steget hurtigere end staturen hos begge køn. Forholdet mellem statur og vægt har ændret sig på forskellige måder i forskellige nationale grupper. På samme måde varierer de relative ændringer i hovedlængde og hovedbredde alt efter de undersøgte grupper. Kun få datasæt giver mulighed for at drage konklusioner om eventuelle sekulære tendenser i kropssammensætningen, men tykkelsen af det subkutane fedtlag er steget, især i de øverste percentiler. Også styrken, som afspejler muskelmassen, er steget absolut, selv om den er faldet i forhold til størrelsen. Der er ingen tvivl om, at den sekulære tendens skyldes forskellige faktorer; identifikationen af årsagerne er nødvendigvis spekulativ. Ændringer i ernæringen alene kan ikke forklare de tendenser, der overstiger de oprindelige socioøkonomiske forskelle. I USA er der pr. indbygger sket en stigning i indtaget af protein og fedt fra animalske kilder og et fald i indtaget af kulhydrater og fedt fra vegetabilske kilder, mens der kun er sket små ændringer i kalorieindtaget. Det er ikke klart, at disse ændringer udgør bedre ernæring. De sekulære tendenser kan afspejle miljømæssige forbedringer, navnlig ændringer i sundhedspraksis og levevilkår, der har ført til forbedringer i dødelighed og forventet levetid. Disse faktorer hænger sammen med de faktorer, der vedrører familiestørrelse. Også genetiske faktorer, især heterose, kan have spillet en lille rolle i forbindelse med de sekulære tendenser…
